Kopierede/fra hoften

Collage: Ungdomshuset Dortheavej 61, København NV

Tidligere på året blev den venstreorienterde ‘krammeterapeut’ Per Brændgaard frikendt for voldtægt ved ankesagen i Østre Landsret, og det bliver spændende at se om den 30-årige Enhedslisten-aktivist får stadfæstet sin dom i landsretten. Det kan gå begge veje, og frifindelse i retten medfører næppe tilgivelse i det venstreradikale miljø. Kommentar af ‘Sepiol’ på Konfront.dk – Voldtægtskultur på den radikale venstrefløj.

“Venstrefløjen er af god grund vant til at pege fingre af resten af samfundet, da verden er fyldt med undertrykkende mekanismer og adfærd, der skader individer og hele grupper af mennesker. Derfor er det vigtigt, at nogen råber op og handler. Men gør vi egentlig nok for at bekæmpe undertrykkende adfærd i vores egen fløj? Svaret er nej. …

Sent i oktober modtog Konfronts Feminisme&krop-redaktion en beretning om en overgrebssag fra Aarhus, som rystede os så meget i vores grundvold og samtidig sendte bølger af meget genkendelige minder gennem os, at vi besluttede, at det ikke ville være nok blot at bringe en pressemeddelelse om, at det der var hændt i Aarhus, men at sætte det i et perspektiv der belyser den måde, det venstreradikale miljø reproducerer den voldtægtskultur, vi gerne vil af med.

Styringen på Sidesporet i Aarhus valgte at ekskludere en person, der var blevet udsat for et voldsomt seksuelt overgreb, samt deres allierede, fra værestedet efter en protestaktion over Sidesporets inkluderende holdning over for overgrebspersonen.

Sidesporet er dog ikke det eneste sted, hvor samfundets yndlingsbeskæftigelse, victim blaming og fornægtelse af fællesskabsansvar, bliver reproduceret. Ungdomshuset og andre steder i København har også haft sin fair share af overgrebssager, der aldrig er blevet håndteret ordentligt. Massevis af aktivister, især kvinder, er dermed praktisk set blevet ekskluderet fra deres eget miljø, fordi overgrebspersoner får lov til at være der. Og på trods af at disse steder bryster sig af at være imod sexisme, kan de overlevende ikke stole på, at fællesskabet kan give dem den tryghed, de så desperat leder efter. Det er hverken sikkert for den, der har oplevet overgreb, eller for resten af dem, der kommer i huset.”

ANNONSE