Kommentar

Document oprindelse

Document er og var oprindeligt et forlag, der gik videre til at blive en blog på det tidlige 2000-tal, bestående af en håndfuld journalister med erfaring fra Det norske telegrambyrå, også dengang med Hans Rustad i ledelsen. Document forlag lever videre, hvis seneste udgivelse er Europas underlige død af Douglas Murray, og modersiden Document.no er blevet en indflydelsesrig netside, som i Norge har flere end 400 000 månedlige læsere.

Redaksjonen:

Ansvarlig redaktør Hans Rustad har baggrund som journalist, og uddannet inden historie. Han er bosatt i Norge. Hans Rustad er medlem af den norske redaktørforening.

Document.no arbejder efter Vær Varsom-plakatens og Redaktør-plakatens principper.

Christian Skaug er uddannet matematiker, certificeret italiensk-norsk translatør, og udmærker sig ellers i at beherske italiensk, tysk og fransk, som alle bliver omsat til artikler med et uovertruffent overblik over europeiske affærer. Christian er bosatt i Italien. Han er redaktør for bogudgivelser.

Hanne Tolg er i administrasjonen og journalist. Hun er  uddannet økonom (Diplomexporteconomist), med fransk som speciale. Hun har vært bosatt i Wales siden 1995.

Hans Rustad – ansvarlig redaktør  – hans.rustad@document.no

Hanne Tolg –  hanne@document.no

Andre journalister og bidragydere:

Lars Hedegaard, Uwe Max Jensen, Arnt Jensvoll, Asger Aamund, Therion, Bent Jensen, Elisabeth Rooney, Geir Furuseth, John Martin Johansen, Helena Edlund

Støtte oss!

Du kan støtte os økonomisk ved at donere til PayPal@documet.dk.

Document.dk

Denne side har fra begyndelsen af været dels baseret på gengivelse i oversættelse af artikler fra den norske moderside og dels artikler originalt trykket hos Document dk, skrevet af dansker.

ANNONSE

***

Dette indlæg blev oprindeligt skrevet af redaktør Hans Rustad, i anledning af lanceringen af Document.dk.
Opdateret af Trine Skarvang, 2.februar 2023.

 

Over hele Europa vokser et nyt højre frem. Det gør der fordi der ikke findes nogen konservatisme tilbage i de partier, der kalder sig konservative. Man kan også sige, at der ikke findes megen sand liberalisme tilbage i de liberale partier.

Man har hverken villet bevare eller forsvare egen kultur ved at sætte grænser for andres.

Det giver en laissez-faire, en la skure-politik, der nedbryder sammenhængskraften i samfundet, og i stigende grad også lov og orden.

Man sejler så længe skuden kan gå, dvs så længe de åbne grænser giver vækst. Man vil så længe som muligt lukke øjnene for at økonomisk liberalisme ikke kan anvendes på fri bevægelse af mennesker uden at det får store konsekvenser.

Samtidig er der ingen vej tilbage til det homogene samfund.

Vi står overfor en situation, hvor vi må definere nationen på ny. Hvad udgør den, hvem tilhører den og hvad skal den bygge på?

Vi skal ha en åben nationalisme, med dansk, norsk og svensk som kernekultur og normsætter i de respektive lande. Den der er villig til at bøje sig for landets love og normer er velkommen.

Hvis ikke er man ikke velkommen og vil få det at føle.

Demokratiet rummer alle midler til at forsvare sig som det kan give sig selv. Det er et spørgsmål om vilje. Man er ikke tvunget til at bøje sig for universelle rettigheder, når de fører til ens egen ødelæggelse.

Processen mod selverkendelse er kommet længere i Danmark end i mange andre lande, men den er stadig kun lige begyndt.

Hvad gør vi? Det spørgsmål har været på dagsordenen længe, men det har skortet med svarene. Store dele af pressen forsøger at skyde alle forsøg på at besvare spørgsmålet ned – i stedet for at gå til problemets rod.

Man kan ikke komme udenom at Europa har fået et nyt højre, og dette nye højre har en legitim plads i den demokratiske proces.

Document.dk vil gerne være et organ for det nye højre.

Vi gennemgår en modningsproces. Højresiden må i stigende grad definere nye standarder og normer. Der skal defineres nyt centrum.

I dette arbejde kan man ikke regne med hjælp fra de etablerede medier. Man må selv have mediekanaler, der arbejder for oplysning og afklaring. Vi er på åben mark.

Det politiske establishment har snart kun udskamningen tilbage. Hillary gav dem først stigmaerne:  islamofobe, homofobe, kvindehadende, racister – for efterfølgende at fastslå, at de ikke tilhørte nationen.

Samtidig sier hun, at flertallet af muslimer og islam i sig selv ikke har noget med terror at gøre.

Det er en splittelse af nationen, som vi ikke har set mage til i fredstid og den forsvinder ikke. Tværtimod.

Det er af største betydning, at højresiden er sig sit ansvar bevidst. At det påtager sig at være nationens samvittighed. Man må svare på udskammingen med fornuft og kritik. Man må vove at stole på sin egen dømmekraft.

Danmark har mange kloge og gode skribenter, der har gjort at debatten i Danmark ikke bare er friere, men også er kommet længer end i nabolandene.

Men vi ser også noget mærkelig: Mens pendelen svinger til højre, går medierne til venstre. Spørgsmålet er derfor om taghøjden vil være der i tiden fremover.

Der er behov for et netsted, der kommer med den kontrære analyse og siger de ting som synes indlysende for stadigt flere. Hvis de etablerede medier får lov at beholde monopolet, vil de til enhver tid kunne trække stikket.

Definerer man et nyt centrum, skal man også være selvkritisk. Man må ikke skåne hinanden i misforstået solidaritet, selvom det er nærliggende fordi den politiske overmagt får en til at holde sammen og undgå intern kritik.

Men vi ser at de etablerede sanheder er ved at smuldre. Derfor er opgaven både at formulere hvad der sker og opstille nye løsninger.

Debatten i Danmark ligger lagt over niveauet i Norge og Sverige. Men der er konflikter der må formuleres skarpt: Betyder f.eks ligestilling mellem religionerne at islam skal sidestilles med kristendommen? Denne udvikling er kommet længst i Sverige, men er også i gang i Norge, hvor nu kongehuset går i front. Man kan vanskeligt forestille sig dronning Margrethe i en tilsvarende rolle, men også Danmark tøver og tør ikke helt tænke tankerne til ende: At Danmark må have ret til at forblive dansk. De fleste vil være enige, men hvordan gør man det så?

Dem der bestemmer ønsker bare at tiden skal gå. De tror på, at en løsning vil materialisere sig, eller at folk bare bliver trætte. Men hvis tiden bare går vil den rinde ud.

De fleste national-sindede og frihedselskende ser at tiden arbejder mod os, hvis vi ikke tager fat.

For grundlæggende er det en fælles erkendelse, at friheden er ikke til forhandling. Den kan man ikke købslå om.

Men for at kunde forsvare den må man vide og forstå hvordan den går tabt.

Det er alt det der ligger i mellem hverdagsvirkeligheden og de store ord der betyder noget.

Det kaldes politik.

Medierne har længe boykottet at lede diskussionen hen til dens logiske konklusioner.

De undlader at følge deres egne principper: Fair play, objektivitet, sandfærdighet og integritet.

Medierne undgår at stille de mest oplagte spørgsmål. Disse undladelser skaber over tid blinde vinkler, hvor der skulle være oplysning.

Dermed får folk ikke den bekræftelse fra medierne som de har behov for for at kunne orientere sig. Der hænger et tusmørke over offentligheden.både principper og normer – og at man følger dem.

Der er en reel fare for, at den politiske korrektheds fordrivelse af de nationale kan udløse en følelsesbåret modreaktion. Hillary kalder appellerne til denne modreaktion for dog-whistle politics. Men samtidig er hun allieret med en religion, hvis medlemmer danner en superstamme, der praktiserer hævn med en brutalitet der savner sidestykke.

Man skal ikke have meget fantasi for at kunne forestille sig fortsættelsen.

Hvis demokratiet skal overleve og nationen bestå, må der være kræfter, der stoler på fornuften og har vilje til at forsvare friheden.

Vi trænger til al den hjælp, vi kan få.

 

Billedet: Lyset over Fanø / Foto: Hans Rustad

 

ANNONSE

Ét svar til “Hvorfor Document.dk?”

  1. David siger:

    “Om os” siden bør udfyldes, der bør som absolut minimum være et navn på den ansvarshavende, men også gerne om hvem de forskellige personer er, som kommer med indlæg på siden. Det er svært at forholde sig til seriøsiteten når man ikke kender, og ved hvem udgiver er.
    Der har været flere artikler, som godt kunne have brugt en kommentar til en ansvarshavende redaktør, da de opfølgende kommentarer ikke ville være passende i et offentligt kommentar felt.
    Der er helt klart brug for et medie som document.dk, og det kommer du fint ind på i artiklen. Men som det er nu, så ved man ikke hvem udgiver er, og det er ikke smart hvis man vil fremstå som seriøs.