Lars Vilks, Lars Hedegaard og Kurt Westergaard klarede at sætte venstrefløjen til vægs: Ytringsfrihed eller islamister? Venstrefløjen valgte islamisterne. Dermed spillede venstrefløjen sig selv ud over sidelinjen. Så stor betydning kan nogle få mennesker have.

Det er ikke længe siden Kurt Westergaard døde, selve symbolet på karikaturstriden. Han og Lars Vilks delte skæbne: Islamister stræbte dem efter livet og forsøgte flere gange at dræbe dem.

Westergaard levede i sit hjem, omgivet af politi. Lars Vilks levede “on the run”. Han blev flyttet fra sted til sted, en tilværelse som ville knække de fleste.

Vi lægger mærke til den defensive holdning: Ofrene må leve i det skjulte eller på flugt. Morderne in spe går frit rundt på gaden. Dette er gået os i blodet i den grad at vi ikke reagerer på det. Det er en tilvænning til at ytringsfriheden er blevet begrænset af andre, der vil bestemme. De har fået lov til at bestemme. Samuel Patys skæbne viser det. Også på det var reaktionerne beskedne.

Frygten er i den grad gået landene i blodet at Westergaard blev begravet på et hemmeligt sted. Det er muligt, det var familien som ikke orkede en skændet grav. Men politikerne kunne have sagt noget andet.

I alle sager om islamisk vold kunne politikerne have handlet. De kunne have vedtaget love, som signaliserede at de mener det alvorligt. Islam udfordrer demokratiet på dets mest fundamentale grundlag: På vore friheder, og muslimerne tager liv for at vise at deres lov står over vor. Da er det mindste vi bør kunne forvente at vore politikere forsvarer os, men det gør de ikke. Livvagter er ikke forsvar. Heller ikke fysiske afspærringer.

Forsvar er love, som siger at den som truer ytringsfrihed, pressefrihed, kunstnerisk, videnskabelig frihed, vil blive straffet usædvanlig hårdt, frataget statsborgerskabet og udvist sammen med sin familie. Den straf er den eneste de frygter, mere end dødsstraf.

I stedet lader vi vore kunstnere blive udsat for vanvittige jihadister. De burde have haft automatisk livsvarig fængsel, men det får de ikke. Mohammed Geele, som forsøgte at slå Westergaard ihjel med økse, er fri, og han angrer ikke.

Vilks døde i en bilulykke, ikke for jihadist-hånd. Men det er en brutal død som chokerer os.

Lars var verdens sødeste menneske. Helt harmløs. Harmløse var også tegningerne af Muhammed som hund (på svensk rundkørselshunde). Den, der bliver oprørt over disse tegninger hører ikke hjemme i et oplyst samfund, men bør indlægges.

Vilks så på rundkørselshundene som et live-experiment. En performance i real-time. Alle deltog i “forestillingen”.

Han forstod andre kunstnere som ville provokere. Provokation var 68’ernes varemærke. Men da nogen så muligheden for at provokere venstrefløjen og muslimer, var det pludselig ikke morsomt længere. Denne mangel på humor æggede Dan Park til handling. For det måtte han lide, både gennem fysiske angreb og statslige overgreb. Da en domstol i Malmø inddrog hans billeder og ville idømme ham fængselstraf, synes Vilks det kunne være nok. Dette ville man have kaldt nazimetoder i 60-erne. Men nu var rollerne byttet om, nu var det venstrefløjen, som var nazister, og det blev de endnu mere rasende over. De var rasende, fordi kunstnere som Vilks og Park udstillede, hvem de i virkeligheden var.

Vilks kom til Oslo og holdt foredrag i Gamle Deichmanske bibliotek om Park, hans kunst og den forfølgelse han blev udsat for. Nu viste venstrefløjen sig fra den intolerante side. De nægtede sig selv ingenting. Dusinvis af organisationer stod udenfor og bjæffede som gale hunde. Leder af Antiracistisk senter, Rune Berglund Steen, hidsede sig op med det samme gamle nazi-sludder. Antiracisterne får rejsning af at sige nazi-ordet rigtig mange gange.  Men efter en stund falder de sammen. I dag kan de ikke få rejsning. De er blevet impotente. Ord er ikke nok.

Vilks fik venstrefløjens impotens frem. At de svigtede ytringsfriheden og slog sig sammen med islamisterne.

Han, Westergaard og Lars Hedegaard klarede det. De fik vist, at der ikke findes noget som hedder moderation eller sund fornuft blandt de venstreradikale. Bare galskab.

Men islamisterne knækkede de ikke. Det job overlod de til os.

Document har udgivet en bog om Vilks, den fåes købt HER. Bogen er på dansk.