Det postdemokratiske samfund kan især kendes på, at demokratiet er sat ud af kraft. Der holdes valg til de lovgivende forsamlinger, men de er reduceret til teaterforestillinger opført af mere eller mindre talentfulde amatørskuespillere, der vil bilde vælgerne ind, at de agter at gøre noget ved samfundets udfordringer. Når de så sidder på taburetterne, sker der absolut intet.
Les mer»En ny undersøgelse i Kristeligt Dagblad viser, at 78 procent af danskerne anser Danmark for at være et kristent land. Det er en markant stigning fra 2016, hvor kun 65 procent delte denne opfattelse. På mindre end et årti er der sket et skred i danskernes selvforståelse. Denne udvikling er ikke tilfældig, men afspejler et øget behov for åndelig forankring.
Les mer»Selvstændig tænkning, åben videnskabelig diskurs og skeptisk stillingtagen er for længst gået tabt i det etablerede universitetssystem. Dynamisk levende videnskabelig udforskning af virkelighedens beskaffenhed er nu langt hen af vejen erstattet af dogmatik og fasttømrede teorier, som man ikke ønsker udsat for kritisk granskning. Og her taler jeg ikke om de bløde humanistiske områder, men om ”hard science”, hvor de fleste vil tro, at konkrete data styrer en kontinuerlig fremsættelse og forkastelse af teorier og hypoteser.
Les mer»Den norske statskanal NRK og Medietilsynet er ifølge loven forpligtet til at forvalte folks forståelse af, hvad de læser, ser og hører i medierne. »Kritisk medieforståelse« bliver nu indskrevet i radio- og fjernsynsloven. Myndigheden skal rapportere til EU-Kommissionen og EFTA’s overvågningsorgan (ESA) om, hvordan det går med den norske »medieforståelse«. »Ekstreme påstande« skal udfordres
Les mer»Når jeg bliver ramt af depression – og det sker tit i disse dage – tænker jeg på mine forældre, der var socialdemokrater af den gamle skole. Alt det med: Gør din pligt og kræv din ret. Og jeg erindrer mine bedsteforældre og deres forældre, alle sammen arbejdsfolk, der havde gået fire år i skole og været ude at tjene, fra de var syv.
Les mer»Det har vakt spontan og vedholdende forargelse, at den amerikanske præsident og hans regering forsøger at realisere de ideer og forslag, de gik til valg på, ikke mindst at få europæerne til at betale for deres egen sikkerhed. Særligt det sidste har vakt furore i Europa: Skal vi selv betale?
Her har danskerne i mere end 40 år levet i fred og frihed og samtidig afvist den operative, forsyningsmæssige og militære indsats, som er betingelsen for frihed og fred. Og så vil Trump have os til at betale selv.
Les mer»”Autoritær liberalisme”. Vi hører oftere og oftere udtrykket. Men hvad betyder det? Udtrykket er jo et såkaldt oxymoron, en sproglig selvmodsigelse, eftersom det at være liberal jo netop betyder at værne om frihed. Også for modstandere.
Men liberale eliter bruger i urovækkende grad institutionel magt til at censurere, ekskludere og retsforfølge politiske modstandere. Hvad er følgerne for vores demokrati? Hvordan kan denne nye type autoritære strømning karakteriseres?
Les mer»Woke er ganske vist svækket, men er på ingen måde ved at forsvinde. Yngre, ”vakte” generationer vil forme fremtidens samfund som en del af eliten i embedsværket, domstole og medier og som gatekeepere i afgørende institutioner som uddannelserne. Woke bør derfor hæmmes gennem pres udefra. Det bedste er dog at overbevise de vakte mennesker om, at deres ideologi ikke blot ødelægger andre, men også gør dem selv ulykkelige
Les mer»I år 732 besejrede en europæisk koalitionshær under ledelse af hertug Charles Martel en stor islamisk invasionshær, og i 1683 besejrede en sammenbragt hærstyrke en vældig osmannisk invasionsarmé, der blev udslettet af den polske konge Jan Subieskis vingede husarer i verdenshistoriens største kavaleri-slag. Uden de to afgørende sejre havde Europa i dag været et islamisk kalifat i stedet for som nu kun et halv-kalifat. For europæisk NATO viser dette, at hvor der en vilje, er der en vej. Måske lige undtagen for Danmark, som er ved at befri sig for aftalen om Trumps besættelse af vores flyvestationer.
Les mer»Hvad er ”ordo amoris”?
Det er det moralske bud, der siger, at vi først har pligt til at elske vores familie, dernæst venner, naboer, lokalsamfund og landsmænd, før vi vender blikket mod verden. Med sin NGO-agtige verdensanskuelse påstod paven derimod, at ”ordo amoris” ikke følger disse naturlige cirkler, men retter sig mod alle globens mennesker på én gang.
Les mer»