Hvem husker Lev Trotskij, skaberen af Sovjetunionens Røde Hær og den intellektuelle og brillante orator, som præmiekommunisten Vladimir Lenin havde foretrukket som sin afløser? Det blev i stedet den snu bondeknold Josef Stalin, der viste sig listigere end Trotskij, som han hurtigt fik udmanøvreret, sendt i eksil og til sidst myrdet.

Trotskij og Stalin havde en høne at plukke. De var begge overbeviste marxister og troede fuldt og fast på den kommunistiske fremtid, men de var uenige om vejen.

Trotskij troede ikke, at kommunismen kunne overleve, hvis den blev isoleret til det tilbagestående Rusland. Som Marx havde pointeret, hørte kommunismen hjemme i moderne, industrialiserede lande med en udviklet kapitalisme og en industriel arbejderklasse, der ikke havde andet end dens lænker at miste.

Stalin havde en anden opfattelse, nemlig at man godt kunne tage udgangspunkt i ”socialisme i ét land”, nemlig Sovjetunionen, og derfra undertvinge resten af verden. Som bekendt lykkedes projektet ikke, idet den sovjetiske socialisme brød sammen i 1991. (Det er muligt, at den centraldirigerede økonomi genopstår under navn af putinisme, men selv kalder Putin ikke sit diktatur socialistisk eller kommunistisk.)

Nu viser det sig, at Trotskij havde fat i den lange ende, selv om han fik en økse i kraniet i 1940. Kommunismen kunne ganske rigtigt ikke bestå i et isoleret Rusland, som kunne opbygge en imponerende militærmagt, men ikke så meget andet. De forhadte kapitalister var stærkere, og, som, man til de marxistiske teoretikeres sorg skulle erfare, nægtede de vestlige arbejderklasser at stille op til revolutionen. Arbejderne foretrak at satse på gradvise forbedringer af deres vilkår. De blev socialdemokrater og ikke revolutionære.

Men den hedengange chef for Den Røde Hær oplever nu opfyldelsen af sin gamle drøm om en kommunistisk renæssance og denne gang i USA – et land, som han i 1917 næppe kunne drømme om at erobre. Trotskij satte altid sit håb til Tyskland.

USA’s demokratiske parti kalder sig (foreløbigt) hverken socialistisk eller kommunistisk, men er godt på vej. Senator Bernie Sanders – en af det demokratiske partis førende ideologer – foreslår en lov, der vil pålægge IA-selskaber en ”ejendoms-skat” på 50 pct. Han vil med andre ord beslaglægge halvdelen af deres ejendom. Pengene skal gå til en yderligere udbygning af USA’s velfærdssystem, som gør det muligt for et utal millioner af arbejdssky amerikanere og immigranter at leve en arbejdsfri tilværelse.

Den utilslørede konfiskation af andres ejendom er det demokratiske partis seneste strategi for at stjæle borgernes besiddelser og uddele provenuet til vennerne, som man finder i fagforeningerne og bureaukratiet, mens man holder underklassen hen med de lunser, som demokraterne har stjålet fra den produktive befolkning.

Det er selvfølgelig ikke sådan, socialisterne fremstiller det. Under sin tiltrædelsestale som borgmester i New York bekendtgjorde islamo-kommunisten Zohran Mamdani, at han ville berige byen med ”kollektivismens varme”, og hans budskab gør indtryk på vælgerne og især på de unge. Stadigt flere demokratiske politikere bekender sig til den ”demokratiske socialisme”, og som vi har erfaret gennem mere end hundrede år, bliver den ”demokratiske socialisme” hurtigt til den udemokratiske.

Socialismen fører uvægerligt til diktatur.

Men det ved USA’s unge ikke. En nylig meningsmåling fra Heartland Institute/Rasmussen Reports viser, at næsten 60 pct. af amerikanere i alderen 18 til 24 ønsker en demokratisk socialist i Det Hvide Hus efter valget i 2028. 62 pct. af de unge har en positiv opfattelse af socialismen, og 34 pct. foretrækker kommunisme.

Det er noget, de har lært i skolen og på universitetet, hvis store flertal af lærere hader USA og tilbeder den skatteyderbetalte guldkalv, der sikrer deres rigelige udkomme. Lærernes fagforeninger er svorne fortalere for det yderste venstre, og deres medlemmer skal nok holde sig fra at fortælle om Stalins terror, Gulag, Maos massemord på et utal millioner, eller Pol Pot, der udryddede en stor del af Kambodjas befolkning. Blodet, torturen, undertrykkelsen, sulten og forarmelsen, som er blevet konsekvensen af den virkeliggjorte socialisme, hvorend den er forsøgt praktiseret, passer ikke ind i den socialistiske overklasses – og nu det demokratiske partis – fortælling. Medierne vil heller ikke høre om det, men har travlt med at hade Trump.

Så hvad kan forvente af de uvidende unge?