Kommentar

Stillbillede: Corriere TV.

Det norske skib «Ocean Viking», som er chartret af Læger Uden Grænser og SOS Méditerranée, har passeret Gibraltarstrædet, og ser ud til at have sat kurs for Marseille, hvor det formodentlig skal gøre et teknisk stop, som skibet «Aquarius» havde flere gange på den tid det var i de to NGO-ers tjeneste.

Dermed kan det forventes at tage nogle dage endnu før «Ocean Viking» er fremme i havområderne nord for Libyen, noget som naturligvis vil ske til menneskesmuglerbranchens store tilfredshed.

I mellemtiden har Corriere della Seras uforlignelige Mellemøsten-korrespondent Lorenzo Cremonesi interviewet migranter i Libyen, som knapt kan vente på at komme ud på havet.

en videoreportage træffer Cremonesi på en gruppe afrikanske mænd. De er bekendt med at flere den sidste tid er druknet i forsøget på at nå Europa, men lader sig ikke afficere af at rejsen er forbundet med risiko.

«At dø på havet? Det får så være. Risikoen er der. Men denne tragedie standser os ikke.» Migranterne fra Afrika syd for Sahara, som vi møder langs gaderne i Tripoli, er som sædvanlig fatalister. «Vor skæbne er i Guds hænder. Vi kan ikke gøre noget ved det. Vi tager afsted uanset hvad, så snart vi får chancen. Vi tager ikke hjem igen, og vi bliver kun i Libyen den tid det tager at skaffe de nødvendige penge». Dette får vi at høre af mange blandt dem, som befinder sig på fortovene i Gorji, en af de gamle bydele, hvor libyere tilbyder forefaldende arbejde til migranter som er fast bestemt på at tjene de ca. 800 dollar som behøves for at betale menneskesmuglerne for håbets rejse mod Europas kyster.

ANNONSE

en anden reportage opsøger den italienske korrespondent en officiel migrantlejr i Janzour udenfor Tripoli, hvor der i øjeblikket befinder sig 200 hovedsageligt sudanesiske migranter.

Stillbillede: Corriere TV.

Den unge mand Hal Wol (21) fra Sydsudan, som har været i Libyen i tre år, fortæller:

«Jeg har prøvet at komme over til Italien to gange, men begge gange blev jeg standset af den libyske kystvagt.» Mange unge mænd fortæller den samme historie.

Cremonesi træffer også syv af de otte kvinder i lejren, fem af dem fra Nigeria. En af dem er en 25 år gammel kvinde med et barn på otte måneder, hvis far også holder til i lejren. De har gjort tre mislykkede forsøg på at komme til Europa. Hun vil ikke tilbage til Nigeria på grund af fattigdommen der, da er det bedre at blive i Libyen og arbejde. Men aller helst vil hun til Italien, hvor hun selv kan jobbe som hushjælp og manden som murer.

De andre kvinder, som alle siger at de ikke har oplevet trusler eller seksuel vold i lejren, giver udtryk for lignende opfattelser: De vil ikke tilbage. De erkender overfor Cremonesi at Afrika er et rigt kontinent, men at korruptionen gør livet vanskeligt for vanlige mennesker som dem selv.

Samtidig ved vi at en milliard mennesker har det værre end disse som har resurser nok til at gøre indtrængningsforsøg i Europa.

At det politiske asyl kommer til anvendelse på menneskene som korrespondenten træffer, er en vits – om end en tragikomisk én, som risikerer at blive vor verdensdels endeligt.

Retur til Libyen er ensbetydende med menneskeretsbrud, hævder NGO-erne som driver sejlende migrant-taxier i Middelhavet. Det ser ikke sådan ud. Italienske avislæsere ved bedre. Ja, og Document-læsere også.

ANNONSE

Mest læst

Landsmøder har fanden skabt

Doc-TV: Den store røde flokk