Nyt

De Internationale NGO-ers anstrengelser for at undergrave den smule Europa gør for at beskytte sydgrænsen i Middelhavet mod invasion, går utrætteligt videre. Sidst ude er Oxfam og Amnesty, som begge anklager EU og Italien for at gøre sig medskyldig i tortur – dette på grund af samarbejdet med Libyens kystvagt som blev indledt i fjor i et forsøg på at standse migrantstrømmen ud fra det nordafrikanske land.

Baggrunden for anklagen er personlige vidnesbyrd og journalisters afsløring af de prøvelser, som flere migranter har gennemgået i Libyen, det være sig bortførelser, tvangsarbejde, tortur, voldtægt eller drab. Ved at forhindre at migranter kan forlade Libyen ad søvejen, gør man sig medansvarlig for at sådanne grusomheder fortsætter, lyder ræsonnementet, derfor bør aftalen med Libyen ophøre straks.

”EU bør i stedet lave en ordning med sikre ruter for dem som rømmer fra vanskeligheder, og samtidig sikre en fair og gennemsigtig proces, når de søger asyl” mener Oxfams talsmand Roberto Barbieri.

ANNONSE

”Europa vil ikke kunne løse de problemer, der fremkalder flugt og migration, gennem en politik der har fokus på grænsekontrol og afskrækkelse.” 

Barbieri recirkulerer diskrediterede myter om migranterne, og stiller nok så voldsomme krav til de europæiske lande (Documents fremhævelser):

”De mennesker vi har talt med flygter fra krig, forfølgelse og fattigdom- og nu oplever de i Libyen endnu et helvede. De europæiske regeringer har en pligt til at beskytte alle menneskers menneskerettigheder, herunder også migranters. Migranter, der krydser havet for at komme væk fra Libyen bør aldrig blive standset og sendt tilbage til de ekstremt alvorlige farer der.”

Hvordan kan man garantere rettigheder på steder over hele planeten, hvor man ikke øver nogen jurisdiktion?

Amnestys talsperson Iverna McGowan deler essentielt Barbieris opfattelser:

”Folk over hele verden er blevet chokeret over flygtningenes og migranternes skræmmende situation i Libyen. Som modsvar har de europæiske regeringer forsøgt et kvik-fix med tilbagetransporter uden nogen garanti for at de, der sendes retur kan genoptage deres liv i sikkerhed. Vi opfordrer indtrængende de europæiske ledere til at sikre, at disse garantier er på plads og at opprioritere forsøg på at tilbyde genhusningssteder og humanitære visa til disse mennesker i desperat nød”, sagde Iverna McGovan.

Det er selvsagt umuligt ikke at lade sig oprøre af torturen, slavehandelen og alle de andre forfærdelige ting som migranter er blevet udsat for i Libyen. 

Men på hvilken måde er det Europas ansvar at mennesker fra Afrika og Asien begiver sig til et land med så katastrofalt dårlig sikkerhed som Libyen? Hvor bliver det personlige ansvar af?

De, som er villige til at tage den risiko i håb om at kunne komme sig til vor verdensdel, kan ikke påberåbe sig uvidenhed om tilstanden i Libyen. Mediesagerne om slavehandel og tortur er gået verden rundt, og det har længe vært velkendt at nordafrikanere er racistisk indstillet til afrikanere fra syd for Sahara. Skulle folk i Nigeria ligesom aldrig have hørt om landsmænd som er blevet holdt fanget og ikke sluppet løs før familien har betalt for deres frigivelse?

Selv om man skulle acceptere en så lidt troværdig præmis, betyder heller ikke det at ansvaret er Europas. Det er velkendt at migranterne på deres vej gennem Afrika bliver assisteret f.eks. af FNs organisation for migration (IOM). Skulle ingen af IOM-repræsentanterne nogensinde have sagt hvad slags farer som venter på vejen videre? Ville noget sådant ikke gøre dem mere skyldige end europæiske myndigheder?

I det omfang Europa har noget ansvar, så er det for ikke at have lukket den libyske rute fuldstændig hermetisk. For så længe trafikken pågår, vil der altid være nogen som er rede til at rejse til Libyen og risikere at udsætte sig selv for en nedværdigende behandling.

NGO-ernes anbefalinger præges for øvrigt af totalt fraværende konsekvenstænkning. De sikre ruter de anbefaler, ville nok så raskt have ført til en masseudvandring fra Afrika som ville destabilisere Europa. Det var sådanne scenarier som lå til grund for italienernes aftale med Libyen. Bare på en weekend i juni kom der 12.000 mennesker.

Oxfam fremhæver, at de europæiske landene må beskytte menneskerettigheder overalt, men omfatter det så ikke også egne borgeres rettigheder, eksempelvis retten til liv?

Italienske medier præges i disse dage af en mordsag, hvor en nigeriansk narkotikasælgende asylsøger med udløbet opholdstilladelse mistænkes for at have dræbt og parteret en 18 år gammel italiensk pige – en ugerning som dertil ser ud til at have afstedkommet en voldelig modreaktion.

Det anslås at mindst en halv million mennesker opholder sig ulovligt i Italien. Hvor meget tryghed forventes europæerne at ofre? For dem som bruger godheden som murbrækker, er vor tåleevne tilsyneladende ubegrænset.

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)