Kommentar

 

Migrationen af afrikanere til Europa tager betydelig plads i det europæiske nyhedsbilledet, og det er naturligt med tanke på at den udgør en langsigtet eksistentiel trussel mod vor verdensdel på grund af befolkningseksplosionen i Afrika. Afrikanernes migration er ikke desto mindre et fænomen som først og fremmest gør sig gældende i Afrika.

Quartz Africa meldte i februar at 80 procent af de afrikanske migranter aldrig forlader det afrikanske kontinent. Selv om det sandsynligvis er flere af disse som – uden nærvær af fotografer – dør i forsøget på at krydse Sahara end de som drukner i Middelhavet, kan det ikke betyde andet end at et svært højt antal afrikanere finder muligheder i andre afrikanske lande, som lader dem leve mere eller mindre godt, uden at måtte prøve at rejse til Europa.

Hvis man tænker efter, er ikke det så overraskende. Afrika er et enormt kontinent, og det er ikke kun elendighed alle steder, langt fra. Det ved også stadig flere europæere, ikke mindst europæere udenfor arbejdslivet, som tilbringer meget tid i Afrika, gerne fordi de sociale ydelser strækker bedre til der. Hvad slags typer er det egentlig som på liv og død vil til Europa? Måske de som ikke har lyst til at arbejde, og som har hørt at det behøver man ikke at for at klare sig i Europa?

ANNONSE

Overraskende kan det derimod være, selv for den som har tænkt sig om, at også mange afrikanske migranter i Libyen ser ud til at have det rimelig godt. Alt vi får at høre om afrikanske migranter i Libyen, er jo fortællinger om indespærring, tortur og tvangsarbejde – og nu sidst bombning, som tilsyneladende gør en livsfarlig flugt til Europa til eneste alternativ. Alt dette forekommer, men relativt set ser det i praksis ud til at ramme svært få.

I en rapport fra den FN-tilknyttede International Organization for Migration (IOM) med titlen «Displacement Tracking Matrix (DTM) Libya’s Migrant Report: Round 25 | March-May 2019» som blev offentliggjort i begyndelsen af juli, fremgår det at der i foråret befandt sig over 641.000 migranter fra mindst 39 lande i Libyen. Disse var fordelt på 565 af 667 bebyggede områder og var repræsenteret i samtlige libyske kommuner.

Hvor mange af disse er genstand for bombning, tortur eller andre menneskeretsbrud?

Det ved vi ikke, men en række statistiske oplysninger i IOM-rapporten tegner et helt andet billede af migrantenes situation i Libyen end det som danner bagtæppet for migrationspropagandaen og heltedyrkelsen af skikkelser som Sea Watch-kaptajn Carola Rackete.

Rent demografisk betragtet er 91 % af migranterne i Libyen voksne, og af disse er 87 % mænd – oplysninger som lader en konkludere at der næsten ikke er familier. De fem største ophavslande er Niger, Egypten, Tchad, Sudan og Nigeria. 65 % af migranterne kommer fra Afrika syd for Sahara, 29 % fra Nordafrika og 6 % fra Asien.

Dette er omtrent som forventet, men det er måske boligsituationen ikke: 57 % af migranterne lejer deres egen bolig, fremgår det af IOM-rapporten. 12 % bor i uformelle lejre, 10 % i boliger som er betalt af arbejdsgiveren, og 8 % på arbejdspladsen. Atter andre får boligen betalt af andre, eller de opholder sig i forladte bygninger – og nogle er altså frihedsberøvet.

Statistikken viser uanset hvad én ting nok så klart: Mange migranter i Libyen har job, og må følgelig antages at leve et forholdsvis normalt liv – sjældent efter europæisk standard, og næppe problemfrit, men uanset hvad udenfor livsfare og med evne til at forsørge sig selv, måske også familiemedlemmer på hjemstedet.

Redaktør Gianandrea Gaiani har set nærmere på sagen i en nylig artikel i Analisi Difesa, et italiensk tidsskrift for militær og politisk analyse.

Omkring en femtedel bor i eller nær Tripoli, skriver Gaiani, mens en tiendedel bor i Ajdabiya-området og en anden tiendedel i Murzuk-området. Med tanke på at der er olievirksomhed i disse områder, er det altså rimeligt at gå ud fra at rundt regnet 40 % af migranterne i Libyen opholder sig i landet fordi de jobber i oliebranchen eller i anden relateret virksomhed. Det er næppe mange af disse som har noget ønske om at rejse illegalt til Europa. Det er videre overvejende sandsynligt, at flesteparten af migranterne arbejder. Hvordan skulle ellers så mange have råd til at leje en bolig?

Faktum er at Libyen set under et ikke er nogen kaotisk, rygende ruin, men snarere har en relativt fungerende økonomi – selv om krigshandlingerne har svækket landet, og landets korruption, politiske og administrative problemer til trods. Det er let at tænke sig at flere af dem, som prøver at drage til Europa, har mistet jobbet i Libyen, men ikke vil drage tilbage til hjemlandet.

Antallet af migranter, som er interneret i officielle libyske lejre fordi den libyske kystvagt har afskåret dem i forsøget på at nå Europa, estimeres til 5–6000, skriver Gaiani. Men heller ikke her er forholdene skrækkelige (som man har set fra ulovlige lejre): Både NGO-er, IOM og FN-organer er til stede i lejrene. Uden at der har været nævneværdig opmærksomhed om sagen, har IOM på halvandet år repatrieret 40.000 ulovlige migranter med fly.

Analisi Difesa-redaktøren er ingen torsk. Gianandrea Gaiani er historiker, forfatter, analytiker og mediekommentator.
Han har en række gange figureret som kommentator i italienske aviser og radio- og Tv-kanaler, herunder RAI, Radio 24, næringslivsavisen Il Sole 24 Ore og kommentaravisen Il Foglio, som han for de to sidstnævntes vedkommende samarbejder fast med.

 Han har arbejdet med strategisk analyse i tredive år, har fulgt italienske militæroperationer udenlands i mere end ti lande og har skrevet

 bøger fra krigsskuepladser, blandt andet i Irak og Afghanistan.

Der er altså god grund til at lytte til ham, og det han skriver, peger ikke i retning af nogen prekær menneskeretssituation

 af voldsomme dimensioner i Libyen, som hele godhedsindustrien med efterplaprende politikere og medier nu hævder ustandselig.

 Dertil kommer at den pågående militære konflikten har forholdsvis lav intensitet, og langt fra omfatter hele landet.

 Antallet af dræbte er lavt, blandt disse er andelen af civile lav, og antal fordrevne er begrænset. Og hele Afrika kan nås via landjorden.

Italien gør derfor ret i at kæmpe med næb og klør mod det redningscirkus som NGO-erne nu vil genoptage for fuld styrke – 

mere eller mindre koordineret med menneskesmuglere som med vilje skaber eller iscenesætter havsnød udenfor kysten af Libyen.

Statistikken viser også at Italiens regering lykkes med opgaven, til trods for alle migrationsvenlige kræfters

 uafladelige anstrengelser for at få trafikken i gang igen.

Antallet af ulovlige ilandstigninger hidtil i år er godt tre tusind. I tilsvarende periode i 2017, da Italien havde en EU-lydig regering,

var antallet over halvfjerds tusind. I hele 2016 kom mere end 180.000. Successen er desuden større end under regeringen Berlusconi, 

som også modarbejdede bådmigrationen, men aldrig opnåede så lave ankomsttal som nu.

Hvordan dette vil give sig udslag i valgresultatet næste gang italienerne går til urnerne, overlades som en øvelse til læseren.

ANNONSE

Mest læst