Billedet: Politiets både vogter havnen, hvor Jimmie Åkesson taler aftenen før valget, mens solen går ned i Stockholm. / Foto: Hans Rustad/Document

Stockholm – Hans Rustad: Valget i Sverige søndag er forheksende spændende. Der dirrer noget i luften. Sverigedemokraterne kan blive det største parti. Det spiller ingen rolle om de andre siger, de ikke vil samarbejde med den grimme ælling. Ællingen er ved at blive en svane.

Politikere som Centerns Annie Lööf forsøger desperat at spille venstresidens trumfkort: Racisme og antisemitisme. Men den holder ikke længere. Seerne ser Jimmy Åkessons reaktion: Han er rolig, balanceret og angrebene synes bare at “gøre ham endnu roligere”. Hvilket får Lööf til at blive endnu mere opfarende.

Hun repræsenterer en type: Den akademiske, moralsk overlegne, som føler de har ret til at belære, anklage og dømme andre. Prøv at optræde sådan i sociale sammenhænge. Se hvor længe folk gider dig.

Det er «samme sag» med den kaste, Lööf tilhører: Folk «trættes» af dem. De er anmassende. De er som moderne svovlprædikanter. De grønne politikere er ved at havne i samme kategori: Folk orker dem ikke. Særlig ikke, fordi de ser, at de selvsamme missionærer ødelægger deres omgivelser.

Derfor sker der nu faneflugt i det politiske Sverige, fra de etablerede partier til SD. Jimmy Åkesson kan bare stå fast med oprejst pande, så sørger de syv andre partier for at vælgerne forlader dem og går til SD.

Sådan set var SVTs opførsel efter partilederdebatten en gave til SD.

Annie Lööf påstår, at det er Åkesson som tabte ansigt, men hvis en sådan påstand skal gå hjem må vælgerne dele hendes opfattelse. Men det de så var, at SVT smed masken og stod frem som åbenlyst anti-SD. SVT skal være upartisk. Men vælgerne så, at dommeren ikke formåede at forholde sig upartisk, men greb ind for at forhindre at SD gik af med sejren.

Det var et selvmål for den politiske elite, som savner sidestykke.

Det var akkurat som da Hillary Clinton sagde, at halvparten af Trumps vælgere var racister, kvindehadere, islamofober, homofobe. Da hørte man også tiden stå stille og folk lurede på om de hørte rigtigt. Der, og præcis da, glippede sejren.

Den politiske elite afslører sig selv. Taber masken. Når de stilles overfor en modstander med et andet «værdigrundlag» klarer de ikke at håndtere situationen. De klarer ikke at behandle modparten med respekt, som demokratiet ellers forudsætter, men griber til magtmidler, som de hele tiden har haft, men ladet som om de ikke kunne finde på at bruge. Det er sådan eliten altid opfører sig, når den er ved at tabe. Så tages fløjlshandskerne af.

Det er et historisk øjeblik. Det er begyndelsen på enden og begyndelsen på noget nyt.