Kommentar

Politik præges mere og mere af temaer de etablerede partier enten ikke vil snakke om eller de kun må snakkes om på en bestemt måde. I hovedtræk handler det om at holde en ny højrefløj ude. De etablerede partier er blevet systemtro.

Vi ser tegn til at vælgerne opfatter politikken som et system, et aftalt spil, hvor man sørger for sig og sine. Da den norske olje- og energiminister Tina Bru (Høyre)  rykkede ud til forsvar for ansvarlig for miljø og udvikling i Oslo, Marie Lan Berg fra Miljøpartiet de Grønne, demonstrerede hun broderskabet mellem politikere på tværs af det som ligesom burde være stærke modsætninger. Politikerne og medierne har kørt en opfattelse frem om at politikerne er truet, og de belægger folk med skyld, som mener noget andet end dem selv, men de vil ikke høre hvorfor politikerne er forhadte:

Kan det være at Lan Berg har ødelagt så meget, at folk har grund til at hade hende? ()Lan Berg har skrappet 5.000 p-pladser i Oslo sentrum. Hendes sidste fidus var et overtræk på 5 millliarder i et vandprojekt. Det er et utilladeligt, men lige fuldt logisk spørgsmål. I alle andre sammenhænge spørger man efter årsag. Men ikke i politikken.

ANNONSE

Det er et krisetegn.

For hvis medier og politikere undlader at stille spørgsmålet “hvorfor”, siger de implicit at det er i orden at gøre hverdagen ulevelig for næringslivet og almindelige mennesker. Det er et farligt signal at sende. Da siger magten at den har ret til at gøre som den vil og ikke tage sig af hvad folk mener.

Dette er kernen i dagens politik: En elite siger at dens handlinger er konsekvensfri for dem selv. De har opsagt kontrakten med folket. De danner derfor en front mod folket og må holde sammen. Tina Brus forsvar for Lan Berg var en politisk demonstration.

Indenfor et sådan system vil der være en underliggende frygt hos eliten for folkets vrede. De ved den findes derude og derfor snakker de så meget om politikernes sikkerhed. De ønsker sig love som kan give straf til personer som fører hadefuld tale. Men hvem skal definere hvad, der er hadefuldt? De samme politikere. Det bliver som at sætte ræven til at vogte gæs.

Alt hvad der sker, sker som følge at at politikerne erklærede sig selv for hævet over folket. De stjal suveræniteten som demokratiet hviler på.

Der er gradsforskelle landene imellem, men de er principielt ens: Når politikken bliver konsekvensfri for politikerne bliver den et spil. Kun de som rekrutteres til systemet kommer til efter lang tids “vetting”, ”seen an”.

Dette system er i sin karakter forskels-skabende. Det forhindrer ikke at de samme politikere snakker højt og længe om “forskels-Norge” eller forskels-Danmark.

Folk registrerer ubevidst dissonansen og “lukker ned”. Folk har logget sig af en debat som ikke siger dem noget som helst, fordi den ikke handler om dem.

Politikken professionaliseres, helt uden at nævne dens eksklusive karakter: Kun de udvalgte får lov til at spille med.

Hvor længe kan politikken være konsekvensfri for politikerne? Hvor store ændringer kan man foretage uden at de stilles til ansvar?

Længst er politikerne i Sverige gået. De har ødelagt et helt land.

Nu skal der slås om taburetter i forskellige partikonstellationer. Al støjen skjuler hvor de virkelige konfliktlinjer går.

Men virkeligheden trænger sig stadig stærkere på. Dvs. det er ikke let at kende forskel på hvad, der er ægte og hvad, der er indbildt krise. Helt tilbage i 60-erne begyndte eksperter, politikere og medier at fodre os med katastrofeforestillinger om for lidt mad, overbefolkning, knappe resurser og værst af alt: voldsomme havstigninger. Dette spiller på urgamle myter om Syndfloden og det har en resonans i menneskenes underbevidsthed og fantasi. Men også dette er blevet et spil. De kræfter som vil kontrollere os vil også kontrollere vor fantasi.

Ville Obama virkelig have købt en strandvilla med 14 soverum i Marthas Vineyard hvis han virkelig troede på voldsomme havstigninger?

Menneskene bliver trætte af spillet. Derfor gider de ikke følge med i politik som før og medierne udnytter chancen til at gøre politik til et spil for de indviede.

Resultatet er demokratiets død.

Jo mere politikken bliver et spil, hvor det vigtigste ikke siges, jo større desillusionering. Pandemien har gjort at udviklingen har taget fart.

Jeg skriver dette fra Stavanger hvor det ene pragtbyggeri efter det andet fortæller om rigdom. Det er påfaldende hvor store og prangende kulturbygningerne er. De udstråler magt, ikke kunst.

Men politik handler om mennesker. Hvis vi ikke kan snakke om og til mennesker, hvad er da meningen med det hele? Rene gader, fine veje. Sådan var det også i Italien efter at Mussolini tog over: Togene gik til tiden.

Det politiske spil, som foregår i Vesteuropa går i autoritær retning. Sådan må det blive når man ikke må snakke om det vigtigste og politikken samtidig handler om at udvikle strategier til at undgå det.

 

ANNONSE

Læs også

Bedrag -
Balancen er væk -
Trump vandt - suverent -
Et eksperiment i realtime -