Kommentar



Præcis som efter valget i Holland ånder eliten lettet op. Emmanuel Macron skal redde dagen for dem. Men Macron er bare et pusterum. Han repræsenterer mere af det samme, som har ført Vesteuropa ud i et uføre.

Europa er som en bil, der er kørt fast. Vælgerne aner, at de burde vælge en politiker, der står op for nationen, men de tør ikke helt. Hele establishment står over dem med løftet pegefinger: – Er du klar over hvad du sætter i gang?! Men argumentet bliver svagere for hver gang, efterhånden som vælgerne bliver mere og mere desperate.

Ind kommer wonderboyen Emmanuel Macron. Elegant, veltalende. Han blev lanceret som en fransk Barack Obama, men slagordene fra 2008 – Make a difference – og Change – klinger i dag temmelig hult.

ANNONSE

Simon Heffer skriver ,at den franske politiske klasse har mistet troen på sig selv og at Macron er en katastrofe.

I was in France last weekend and the atmosphere is one of resignation, that the political class has failed France and there has to be serious change. Emmanuel Macron remains favourite, but given that he is a vacuum, he is likely to be a disaster.

Macron taler og taler – det er som at høre politik på anabole steroider. Musklerne svulmer, men de er pumpet op af retorik. Macron siger, at han vil mobilisere patriotisme mod nationalisme. På vegne af et revitaliseret EU. En leg med ord. Er det så let?

Le Pen vil satse på, at valget står mellem globalisering, det grænseløse, opløsningen af Frankrig som vi kender det, med mere indvandring, og mere terror. Det er et farligt miks for Macron, hvis han bliver identificeret med disse punkter, og hvordan skal han undgå at blive det?

The first obstacle is Ms Le Pen herself. She looks unlikely to win, but her campaign will – as Mujtaba Rahman at the Eurasia Group notes – force Mr Macron to defend vigorously immigration, the EU and open borders. In the age of Isil and austerity, these are all things which the French public have become notably more lukewarm about.

Begejstringen for Macron virker som hentet ud af et eventyr: Han er prinsen på den hvide hest, som kommer ridende. Men i det virkelige liv er der ingen prinser. I hvert fald ikke i politik.

Medierne og establishment spiller for at vinde tid. Men det er ingen holdbar strategi, når man ser på, hvilke problemer Frankrig slås med. Frankrig spiller ikke længere i samme liga som Tyskland.

To uger er lang tid i politik. Terroren torsdag aften på Champs Élysées har langt større betydning og rækker videre end til personen Karim Cheurfi. Hvor mange af hans slags findes der? Hvad foregår i banlieuerne? I republikkens tabte territorier? Vi ved nok til at vide, at radikaliseringen omfatter titusindvis af unge, som føler, at de ikke er en del af republikken. Frankrig er ikke deres land.

Macron repræsenterer en elite, som er anti-national, som har afskaffet nationen. Under et valgmøde i Lyon sagde han, at fransk kultur ikke eksisterer. Det var samme refræn som Fredrik Reinfeldt har i Sverige: Landet tilhører alle, som er kommet inden for dets grænser. – Der er franskmænd af alle slags kulturer, baggrund og farver. Det er Frankrig, sagde Macron.

Men det er ikke sandt. Alt er ikke Frankrig, og nogle vil ikke være Frankrig overhovedet, og nogle har erklæret Frankrig krig.

Det vil Macron ikke høre på. Islam har ikke noget med terror at gøre. Det er en forvansket tolkning som nogen påtvinger andre.

Sådan ervores egne politikere og journalister også. De klynger sig til håbet Macron.

I dette øjeblik kom meldingen om, at Valutafonden siger, at Grækenland ikke har sparet nok. Der skal nye sparerunder og stramninger til. Macron vil have stærkere integration. Der findes ikke politisk dækning for det ønske.

Det uventede kan indtræffe, hvad enten det er terror eller euro-krise, eller en større udenrigspolitisk krise. Det kan slå bunden ud af illusionerne om, at der findes en letkøbt udvej, som hedder Macron.

I skyggen af Macron og Le Pen ligger nederlaget til de to store etablerede partier: Socialisterne og republikanerne. For socialistene er valget en katastrofe. 6,3 procent. Det samme skete ved valget i Holland. Socialisternes tilbagegang er en langvarig trend. På den baggrund kan man sige, at Macron repræsenterer establishments populisme. De har solgt varm luft og stiger nu til vejrs.

Arbejderklassen stemmer enten på det yderste venstre eller på Le Pen. Det er signifikant. At sige, at de repræsenterer yderfløjene, er ikke helt sandt. Vel er Melenchons forslag om 90 % beskatning af lønninger over 33.000 euro latterlig og urealistisk (Han er trotskist), men der er noget, som forener Le Pen og Melenchon: Foragten for eliten, som meler sin egen kage. Fillon ville have vundet, hvis han ikke havde smurt sin egen familie med offentlige midler.

Det er en den virkelig skillelinje i dagens Europa: folket mod eliten og eliten forspilder hver eneste dag muligheden for at få folket i tale. Et valg er en sådan mulighed, hver dag en avis publicerer noget, har den muligheden for at få folk i tale.

Men dagens politikere og medier gør det modsatte: De overdøver folk, undertrykker dem, truer dem, gør alt for ikke at se verden fra deres synsvinkel.

Det er den virkelige skillelinje, og den går tværs gennem alle vestlige lande for øjeblikket.

 

ANNONSE