Kommentar

Filmen ”Den 12. Mand” forstærker en kendt tendens: Fascinationen af 2. verdenskrig er næsten endeløs. Særligt unge mennesker flokkes i biograferne for at se dramaet om, hvordan helten Jan Baalsrud snørede nazisterne. Men den dybere forståelse af det største problem for Baalsrud og andre modstandsfolk går hen over hovedet på ungdommen: Krigens største tragedie var nemlig den paranoia, der opstod da det nationale sammenhold forsvandt, og ingen længere kunne vide, hvem der holdt med hvem. Ingen var til at stole på, og man kunne ikke være helt tryg noget sted. Det samme 5. kolonne problem er ved at udvikle sig i Europa den dag i dag, men ungdommen, som står midt i det, forstår det ikke og bekymrer sig ikke om det. De vil have action, men ikke advarsler.

Man glemmer nemt tingenes tilstand ved begyndelsen af 1940: Bare særlinge og landsbytosser advarede om, hvilke rædsler nazismen ville føre til, og alarmisterne blev mødt med hån og latterliggørelse: ”Krig i Norge? Du er da ikke helt rask!” Ingen vidste om socialismen eller dens tvilling national-socialismen var vejen til et bedre samfund. Ingen vidste, at der ville udbryde en verdenskrig, der ville vare de næste fem år. Når de norske nazister marcherede gennem Oslos Karl Johan Gade, var der stadig mange, der opfattede det ”mirakel”, den tyske arbejderklasse havde oplevet efter den økonomiske depression, som glimrende politik. En økonomisk depression, der i øvrigt ligger langt ud over hvad vores venstreorienterede venligboere kan forestille sig. ”Førerens” sociale politik og samfundsprojekt skabte stor debat, og fik betydelig sympati også udenfor Tyskland. Selv England havde et national-socialistisk parti. Det forklarer, hvorfor nazisterne fik så mange sympatisører, medløbere, spionere og hjælper i Norge hurtigt efter den tyske invasion.

Før 9. april 1940 var krig i Norge lige så utænkelig som i dag

Før invasionen af Norge var det altså ubehageligt udbredt at sympatisere med national-socialismen. Ganske vist var jødeforfølgelserne i Tyskland velkendte, og den udbredte brug af vold skabte stor bekymring, men det germanske havde stor genklang i Norge: Hvis nutidens ungdom ikke tror mig, kan de blot gå en tur i Frognerparken og studere Vigelands skulpturer: Skulpturer og malerier fra denne tid var gennemsyrede af nationalisme, det stærke menneske med ariske træk, og bonderomantik med markante hager, gyldengule kornneg og blå øjne, der skuede ind i fremtiden. Der var ikke et tilfælde at tyskerne var overbeviste om, at det ville blive godt modtaget af de fleste nordmænd. Og sandheden var: Ubehageligt mange ønskede dem velkommen, også i Stortinget.

ANNONSE

En anden parallel fra 1940 til i dag (som ingen oplyser biografernes krigsinteresserede publikum om), er den stærke tro på pacifisme, fred, nedrustning og ophør af alt fjendskab, som herskede i Norge før 2. verdenskrig – helt som i dag. Første verdenskrig var et mareridt for Europa. Folk var besatte af at skabe ”Fred i vor tid”, venskab mellem alle folkeslag og kulturer, for enhver pris. Det norske Arbeiterparti kaldte det ”Det knækkede geværs politik” – en  systematisk afvikling af forsvaret, fordi man mente at oprustning og militarisering var konfliktskabende – helt som i dag. Det var en hovedårsag til at Norge var fuldstændigt uforberedt på den tyske invasion 9. april, og stod uden et seriøst luftforsvr eller mobilisering. Regeringen Nygaardsvold blev taget på sengen, på trods af utallige advarsler. Heller ikke i dag fungerer advarsler.

Mellemkrigstidens ”Fred i vor tid” er kommet tilbage

Mellemkrigstidens ånd ”Fred for enhver pris” har igen hersket i Europa efter den Kolde Krig og Berlinmurens fald: Fjendskab er afviklet og militæret beskåret. Farligt men forførende socialistisk tankegods om nedrivning af grænser, store unioner, globalisme og at alle kulturer og folkeslag kan blive venner er blevet udgangspunkt selv for højreorienterede politikere – og særligt blandt dem under 40, der aldrig har oplevet et Norge uden multikultur. Det fik partiet Høyre til at opgive klassisk konservatisme til fordel for et uforklarligt højre-socialdemokratisk politisk gadekryds. Helt som Arbeiterpartiet tror Høyre nu på myten om at alle mennesker egentlig er lige, ønsker det samme, og vil skabe det samme gode samfund. Det har igen ført til at tanker om invasion, fjender og krig er fuldstændigt fraværende hos unge nordmænd. Fjender? Hvor latterligt! Den som taler om den slags, fremelsker had. Den som siger at islam er andet end fred, ophidser til krig. Krig er umulig! Minder det mon on noget? Nej, i biografmørket minder det ikke om noget som helst. Der bliver indtaget popcorn, men ingen læring.

”Den 12 Mand” er skabt i et Europa, som jøder igen flygter fra

Det hævdes at jøder i stort tal forlader Europa, fordi ”Højreekstremismen” igen er på fremmarch, mens muslimer (som kaldes ”De nye jøder”) pudsigt nok strømmer til Europa (underligt, ikke?). Jøderne selv fortæller sandheden om, hvad der sker: De flygter fra islam, som de har gjort i 1400 år. De flytter til Israel, fordi Europa atter lader sig underkaste en totalitær ideologi, i et forfængeligt håb om at islam vil blive en del af ”Det nye Vi”, i et et nyt, bedre og mere inkluderende Europa, der skaber ”Fred i vor tid”. Og skam få den tosse, der vover at påstå, at denne fremmede ørken-ideologi er antidemokratisk, anti-vestlig og repræsenterer en dødelig far for fred, frihed, civilisation, oplysning, fornuft, vantro, jøder, kvinder og kritikere gennem 1400 år. Sandheden er blevet til ”Hate Speech”, når Facebookministeriet sletter indlæg, der fortæller den uforfalskede historie.

Denne enkle sandhed stemmer bare ikke med, hvad ungdommen er opdraget til at mene. I biografen ses en modstandsmand blive jagtet af totalitære kræfter, men publikum trækker ingen paralleller til Iran, Saudi-Arabien, Charlie Hebdo eller de mange islamkritikere, som må leve under politibeskyttelse resten af livet midt i det ”fredelige” Europa. Tværtimod: Udenfor biografmørket bliver Allahs terrorister kaldt ”galninge, der misbruger islam”, og så er det problem væk. Som om nazisterne, der jagtede Baalsrud, var ”galninge, der misforstod national-socialismen”. Herregud!

Hvor længe skal man undskylde en syg idé fra det 7. århundrede? Hvorfor skal et politisk lovsystem fra en fremmed gud beskyttes af os vantro? Det er en massepsykose uden lige, og selv ikke soldater på gaden i Paris eller ”sikre kvindezoner” i Berlin får hjernen til at vågne op. Hvad skal der til? En voldtægtsbølge? Nej, det fungerer heller ikke. Hvad med iranske kvinder, der sætter livet på spil i protest mod tilsløring? Nej. Hold mund!

Politik er en ting, at blive invaderet er noget andet

Det er en ting at have sympati for fremmede kulturer og politiske løsninger – det er noget helt andet, når de fremmede invaderer med våbenmagt. For de fleste nordmænd i 1940 var det dråben, der fik bægeret til at flyde over. At fastholde sympatien efter invasionen, og dermed støtte besættelsesmagten, det gik over grænsen. Problemet var, at mange nordmænd gjorde præcist det, og netop det var modstandsbevægelsens største hovedpine. Det var ikke svært at genkende besætterne. Men det var umuligt at identificere 5. kolonnen, for nok kan man se en uniform, men man kan ikke se, hvad folk bærer inde i hovedet. Baalsruds og de andre modstandsfolks farligste fjende var ikke nazister i uniform, det var nordmænd i civil.

For hvordan etablerer man en effektiv modstand mod besættelsesmagten, når man ikke kan vide, hvem der er ven og hvem der er fjende? Hvad skal man stille op, når man ikke ved om naboen, din bror, eller dine venner kan angive dig? Hvad stiller man op, når der er nødvendigt at gå i skjul, men ikke kan vide om man beder en ven eller en fjende om hjælp? Prøv selv at sætte dig ind i denne hverdag, for det var en konstant fare for enhver, der hjalp Baalsrud. Ét forkert ord kunne sende dig direkte til torturkammeret, hvor du angiver navne på andre medskyldige. Det er præcist, hvad der foregår i Iran i dag, mens du læser denne artikel. (Tag et minuts stilhed for at tænke over det – og over, hvordan vestlige ”feminister” stiller sig til det).

Stikkeriet er en konstant fare for alle, der går imod det iranske præsteregime. Man kan aldrig være helt tryg, på samme måde som ingen højt profileret islamkritiker kan være helt tryg i dagens Europa. Denne paranoia er velbegrundet, faren er ganske virkelig. Det burde få alle gode, demokratiske borgere og journalister til at tage disse udsatte islamkritikeres parti, uforbeholdent og modigt. I stedet sker det modsatte: Borgere og journalister tager islams parti, og mener åbenbart at truslerne mod liv og helbred er kritikernes egen skyld. Det er blevet farligt at være ateist i det sekulære Europa, og ungdommen synes, at det er fint. (Ja, virkeligt!). De synes at ”Sana” i serien Skam er spændende, og tager parti for hende. I fællesskab mod fremtiden! Men hvilken fremtid? Hvis fremtid? Hvad er det, I vil? Hvad er det, Sana og hendes fæller i sekten vil? Problemet opstår ikke ved at jeg påpeger det. Det er der. Konstant.

Dagens ideologiske invasion er unik i historisk sammenhæng

Den fremmede ideologi med en ny politik og et nyt lovsæt fra Allah invaderer ikke Europa ved at trænge frem med kampvogne, fly eller kanonbåde. (Eller sværd, lanser og kavaleri som i 1683). Denne gang er islam som en nisse, der flytter med ’staklerne’, der kommer marcherende i flok på motorvejen, med joggingsko og moderne mobiltelefoner. Islam invaderer ikke Europa gennem et angreb. Denne gang er islam inviteret til Europa med åbne arme, af voksne mennesker der ikke fulgte med i historieundervisningen. Fjender af Europas frihed, demokrati, sekulær lov, hvide, kvinder, jøder og vantro ønskes hjerteligt velkommen, fordi vi skylder dem det. (Nej, det gør vi faktisk ikke.) ”Åbn dit hjem!” ”Vi burde invitere mange flere!” ”De er ofre, og de er som os!” Og det er givet sandt for mange. Men er de alle? Hvem er ikke som os?`Hvem er hvem? Hvordan ser vi forskel? Men at stille den slags spørgsmål er forræderi mod EU. Det kan koste dig jobbet, venner, familie og fremtiden. Derfør tør kun ganske få stille den slags spørgsmål – som var vi allerede under besættelse. Tænk engang.

En femte kolonne består af infiltratorer, spioner, sabotører, sympatisører som driver politisk eller militær aktivitet til fordel for et land, en kultur eller en magtorganisation, og hvis formål er at undergrave eller styrte den siddende magt. Dette er en 100 procent præcis beskrivelse af Vestens millioner af salafistiske muslimer, der gemmer sig blandt såkaldte moderate muslimer, der er en del af hverdagen i byer og tæt beboede områder i hele Europa. Men hvem er hvem? Hvor går grænsen? Hvem stoler på hvem? Stoler muslimer på hinanden? Hvad vil det sige at være moderat? Hvilke moskeer ville vælge Vestens side i et opgør? Hvor ligger loyaliteten, og hvordan kan vi vide det med sikkerhed? Den slags er umuligt at svare på, for svarende eksisterer ikke. Og derfor er ethvert pip om at islam er Europas fjende kategorisk uacceptabelt for presse, elite og ungdom. Det er krænkende. Et absolut tabu. Vi skal alle være venner, punktum! Hold op med at sprede ’had’, Kent, så forsvinder problemerne af sig selv.

Et falsk fællesskab som ender i forfærdelse

Men selvbedrag varer ikke evigt. Det er dette mareridt, der får venstrefløjen og eliten til at reagere med stadig mere hysterisk had mod enhver, der antyder at islam ikke hører hjemme i Vesten. Men islam hører ikke hjemme i Vesten. Derfor lader de som om dårlig integration (hvad det end måtte være) er vores skyld, ikke indvandrernes. Derfor indføres der censurlove som skal forhindre folk i at sige, at ’sammenholdet’ i multikulturelle stater er en dårlig vittighed. Derfor bliver man kaldt ’højreekstrem’, hvis man bruger ordet ’balkanisering’ som advarsel imod, hvad der er på vej. Alle vurderer, at islamiske enklaver ikke opløses af sig selv. Alle forstår, at fremkomsten af stadig flere moskeer ikke styrker hverken Europa eller mangfoldighed, for det er ikke vigtigt for hverken imamer eller deres menigheder. Allahs disciple har en større og vigtigere mission. Alle mener, at det ikke er europæerne, der holder muslimer ude af samfundet, det er muslimer selv, der holder hinanden på plads indenfor islam. Truslen om dødsstraf for frafald er en klar antydning, men løgnen skal bestå. Løgnen er blevet vigtigere end fakta. Løgnen er blevet en del af pensum.

Det multikulturelle korthus skal opretholdes for enhver pris, for begynder det at slå revner, vil splittelsen bryde ud i lys lue. Og hvis konflikten mellem Europa og islam erkendes, vil den store islamiske vrede bryde ud for fuld kraft midt iblandt os, og intet vil kunne standse den. Det ville også gøre problemet med 5. kolonne akut, fra dag til dag: Hvem er hvem? Hvem er loyal overfor hvad? Det er et mareridt, der vil flå Europa i småstykker, og som kan føre til borgerkrig hurtigere end nogen bryder sig om at indrømme – så derfor bliver de moderne modstandsfolk ikke tolereret. De skal jages og brændemærkes som ’fremmedfjendtlige’. De skal jages ned i et dyb, de ikke tør komme frem fra. Multikultur SKAL fungere! Undergrundsaviser og alternative medier skal ignoreres eller erklæres ’hadefulde’. Nye nationalkonservative partier skal fordømmes som ’nazister’. Europa bliver ikke bare invaderet af islams ideologi – vi bliver i lige så høj grad invaderet af multikulturens totalitære idioti.

Så stil da kritiske spørgsmål!

Hvad ungdommen bør gøre nu, er at stille flere spørgsmål om sammenhold, nation, kultur og fællesskab. Være kritisk overfor de polerede festtaler og konventionel viden, men i stedet tænke kritisk over sandhedsværdien af det, de har lært om sammenhold og fællesskab – for i Sverige falder samfundet fra hinanden, og Sverige er blot et stykke foran udviklingen i Norge og Danmark. Den svenske ungdom er vokset op med en fortælling om sammenhold og fællesskab mellem alle mennesker i verden, men i virkeligheden er det svenske samfund blevet en politisk bombe, der blot venter på at gå af, og så begynde alle at skule til alle andre: Hvem er hvem? Hvem er ven? Hvem vil hvad? De muslimske masser, Sverige har inviteret til gratis bolig, blondiner og kontanter er ikke det mindste flove over at bære deres sorte og grønne islamiske flag i store optog: 5. kolonnen er blevet så stor, at den ikke længere har brug for at gemme sig. Men fremdeles er multikulturens fjolser helligt overbeviste om, at de fremmede vil kæmpe for Europas værdier, styrke Sverige og det svenske. Hvor dum har man lov til at være?

Europa har altid haft indre fjender

Dette ville ikke være så kritisk, hvis vi europæere af alle etniciteter stod sammen om Europas verdslige værdier. Men også her er splittelsen så dyb, at den næppe kan lappes sammen, for multikulturens idealister har ikke tænkt sig at indrømme sine alvorlige fejl; de graver sig bare stadig dybere ned i islams mørke tunnel, og islam har altid behov for flere medløbere. Uanset deres motiver. Dermed handler det ikke længere blot om en kamp mellem islam og Europa, det bliver alle mod alle på europæisk jord.

Vesten havde et tilsvarende femte kolonne problem under hele den Kolde Krig: Sovjetunionens enorme hær af kampvogne og sildater, der bare ventede på at rulle ind i Vesteuropa – hvor en hær af venstresnoede drømmere og revolutionære vare klar til at byde kommunisterne hjerteligt velkommen. Hurra! Ville medlemmerne af DKP, DKP-ML og så videre få lov til at gå frit omkring i den situation? Kunne man i den situation stole på de røde fløje af andre venstreorienterede partier? Ville man kunne stole på nogen som helst på venstrefløjen? Det er dette meget ubehagelige problem, film som ”Den 12. Mand” og andre krigsfilm ikke tør grave dybere i: Stikkeriet. Mistilliden. Sammenbruddet i sammenholdet. Hvordan ro og tryghed forsvinder, erstattet af en velbegrundet paranoia. Nazister i lædertøj er nemme at opdage, og nemme at hade. Civile borgere i almindeligt tøj med et venligt smil, men et hjerte fyldt med had til demokratiet? Hvordan opdager man det? Problemet er ikke teoretisk. Det er lige så virkeligt som kræft, og mindst lige så farligt.

Er kritikerne af multikultur farligere end multikulturen selv?

Det ’multikulturelle’ korthus, der er opbygget over 40 år, er blevet ”too big to fail”, og derfor må alle midler nu tages i brug for at beskytte det. At arbejde imod Europa regnes for ærefuldt selv på det højeste plan af Norges politiske liv, og enigheden om at islamkritikere skal standses og gøres tavse er næsten total i pressen og medierne – for måske kan det gøre islam venlig og vestligt orienteret? Tavshed og underkastelse anses for at være vejen til integration og sammenhold. Forskelle skaber fællesskab! Sverige har fået verdens første feministiske regering. Den rejste til Iran, iklædte sig tørklæde, og hyldede landets patrikariat. Svigtet af Irans kvinder vil plage disse politikere til den dag, de dør. I promise.

Det er hårdt og vanskeligt at kæmpe mod mørket, og så meget lettere at bøje sig for bøllerne i håb om at de bliver mindre brutale, eller at de vælger andre ofre. Det er behageligt at forholde sig neutralt, men konflikter rammer de neutrale lige så hårdt som andre. Hvis vi nu importerer endnu flere krigsberedte unge mænd fra dysfunktionelle islamiske lande, hvis vi iklæder os hijab, giver dem et kursus i kulturforståelse og vrøvler lidt om solidaritet – vil det gøre det muligt for kvinder at gå trygt på europæiske gader iført korte kjoler? Det er strategien, nu som tidligere, og det er den eneste strategi. Værktøjskassen tom. Det SKAL virke, fordi det BØR virke. Oh, dear…

Det er fint med et gys i biografen, men vi lader det ikke lærer os af historien eller tiden, det får os ikke til at tænke over problemerne, vi selv skaber, og det får os ikke til at stå fast på vores egne værdier. Det får os ikke til at forlange af andre, der nyder godt af vores værdier, at de uden forbehold stiller sig på vores side og forkaster enhver anti-demokratisk ideologi – den slags kunne jo krænke de indtrængendes følelser. Officielt finders der nemlig ingen femte kolonne, fjender er fiktion, og krig er bare noget, der sker på film. Ikke sandt?

 

 

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)