Kommentar

Felix Nadar Catacombes De Paris (1861)

 Multikulturalismen. Kultur-marxisme: De rigtige meningers diktatur. Den politiske korrektheds neologismer. Hatespeech . Eksperternes delegitimering – En reguleret ytringsfrihed  religionsrelativismen   –  (Dylan :  with God on our side)

En gang havde man i Europa Gud på sin side, når der blev ført krige.  På et eller andet tidspunkt under og efter Den Franske Revolution begyndte mange at tvivle på Guds eksistens, troen  var for længst blevet et privatanliggende,  alligevel  havde troen på en fælles gud  et stærkt fæste i mange mennesker. Indtil bl.a. Darwin i 1859 påviste, at der med en overvældende sandsynlighed ikke havde været nogen gud på spil, da jorden, naturen og mennesket dukkede op, senere bredte tvivlen sig.

Efterhånden som folk begyndte at tro på hvad som helst, dukkede ideen om socialismen frem, hvor  Marx som bekendt blev en af de fremmeste advokater for den ide. Hvem husker ikke Det Kommunistiske Manifest og udsagnet om at religion er opium for folket. Den vaklende tro på en gud der er fælles for alle mennesker bliver i løbet af det nittende århundrede erstattet af en tro på hvad som helst, spiritisme, ateisme, freudianisme og i den sammenhæng det klasseløse samfund, godheden og som ideologi: humanismen.  Hvor det hidtil havde været Gud der stod som alibi for menneskelig handlen og grusomheder, blev det i stedet socialismen og den drømmende variant: kommunismen,  en isme  der som verdsliggjort religiøsitet måske aldrig rigtig går af mode?

I Danmark er en af de strømninger, der har været hårdest og mest undergravende for kristendommens budskab, kulturradikalismen, en diffus bevægelse der har rod i Oplysningstiden, Brandes` problemdebat, kommunismen, PHs frisind og senere efter 2. Verdenskrig Franfurterskolen. som tilsammen har været guideline for den kulturelite der voksede sammen med tressernes autoritetsopgør og havde kurs mod det grænseløse samfund. For journalister, kunstnere. embedsmænd og lærere er kulturradikalismen selve den luft de indånder når de fx som EU tilhængere er med til at afnationalisere Europas stater. De deltager med stor omhu i det føderale projekt vi  kender under begrebet Europas Forenede Stater.  Det er til dels affødt af en voksende oikofobi,  hadet til egen kultur,  det vil sige de klapper i deres små hænder når det lykkes en politiker som Merkel af invitere en million flere indvandrere til Europa, herved sikres nemlig den kommende uro for ikke at sige kaos,  der opstår og på et tidspunkt tvinger EU-lederne til at gribe ind til fordel for det overnationale projekt. For en person som Jean Claude Juncker er alle grænser af det onde, nedbryd nationalstaten, opgiv jeres egen nationale kultur og ret ind,  når der udgår nye krav og direktiver fra Bruxelles eller Strasbourg.  Lyder det vanvittigt? Ja,  men det er ikke  desto mindre hvad der er ved a ske. Tænk bare på kriminaliseringen af islamkritik, mistænkeliggørelsen af kristendommen på skrift og i talrige film. Kristendommen har blod på sine hænder, lige som de enkelte lande aldrig kan vaske kolonitidens synder af…uanset at den også medførte noget godt for den 3. verden. Vi er uhjælpeligt overgivet til en føderalistisk proces, som lader til at fortsætte indtil ……de enkelte landes befolkning rejser sig …….hvis de ellers tør?

ANNONSE

I dag er vi så kommet til noget der kan kaldes venstre-radikal kulturpolitik. De har ikke Gud på deres side men derimod godheden, det de forstår ved den objektive godhed. Enhver politiks formål må være at fremme det gode, og derfor er der ingen grænser for politik, hvorfor love og regler skal indrettes på den måde at det fremmer det objektivt rigtige. Når dette tankesæt er blevet totalitært som det er i dag, så er det ud fra en forestilling om en kamp mellem det gode og det onde, og at man med godheden (ikke Gud)  på sin side har de et helligt Mandat til at gøre verden til et godt sted.  Altså ser vi Dylans tekst (”With God on our side”) parallelforskudt . Ikke gud,  men en konstruktion omkring godhed som alibi og begrundelse for grænseløs politik og krig.  Altså med fornuftens opgør med kristendommen får vi noget der er værre nemlig troen på at man med alle midler kan skabe den bedste af alle verdener og føle sig tilskyndet til det. Når mennesket holder op med at tro på Gud, betyder det ikke, at de ikke tror på noget som helst, de tror på hvad som helst – Frygt profeter… og dem, der er parate til at dø for sandheden, for som regel trækker de mange andre med sig i døden.

Som  sagt: Multikulturalismen og kulturrelativismen udspringer direkte af Frankfurterskolens svar på hvilke værdier, der fortjener at blive sat i højsædet for at bestemme den retning, udviklingen skal tage. Multikulturalisterne gør oprør mod det, de opfatter som kultur-imperialisme, etnocentrisme og nationalisme, skønt der blot er tale om kulturkonservativisme og nationale særpræg

Skal vi være tolerante overfor chauvinisme, totalitarisme og fascisme?

Multikulturalisme og kulturrelativisme er filtre, som forhindrer en klar virkeligheds beskrivelse

Hør fx hvad Umberto Eco siger:

Det eneste, jeg ved om jøderne, er det, farfar lærte mig: – De er det gudløse folk par excellence, sagde han. De lever ud fra den overbevisning, at det gode skal realiseres her, og ikke hinsides døden. Derfor er formålet med deres virke udelukkende at erobre denne verden.

De kulturradikale, multikulturalisterne og med dem godhedsindustrien og kulturrelativisterne er i dybet alle islams nyttige idioter. Den menneskelige psykes evne til fortrængning, virkelighedsfornægtelse og selvbedrag er enorm.

I en artikel fra 2006  En streg i sandet skriver David Favrholt flg :

“Herhjemme blev kulturrelativismen forfægtet af mange, nok klarest af teologen Johannes Sløk. »Virkeligheden er ikke et eller andet uafhængigt og i sig selv værende og ’objektivt’ uden for mig,« skrev han. »Selve virkeligheden kan aldrig blive andet end min virkelighed.« (i Herre, giv mig mere vantro, 1988). Min virkelighedsopfattelse deler jeg med andre, der har samme sprog og begreber, som jeg selv, men folk i andre kulturer strukturerer med deres sprog virkeligheden helt anderledes end jeg, er hans budskab. Derfor er det ikke engang sikkert, at Jorden er rund. Og derfor er alle andre kulturer i enhver henseende ligestillede med vores. Også i moralsk henseende? Ja, er Sløks svar: »Det giver ingen mening at tale om en absolut moral, lige så lidt som det giver mening at tale om en absolut sand virkelighed.«

Sløk var universitetsprofessor ikke mystiker, og derfor var han en del af det intellektuelle miljø, som skabte Frankfurterskolen. Han var i hvert fald kulturrelativist. Jeg har lov til at undrer mig ove, at hans kulturrelativisme gik så langt ud i ekstremerne, at han var åben overfor den mulighed, at jorden er flad, og at der ingen absolut moral findes og ingen absolut sand virkelighed.

Kasper Støvring er herhjemme en af den moderne konservativismes fremtrædende politiske filosoffer. Han har  en vis  evne til at formulere sig  klart og præcist. I artiklen Vi må ud af kulturrelativismens blindgyde skriver han:

“Kulturrelativismens antiautoritære autoriteter, som præger vores uddannelsessystem, medier og offentlige politiske kultur, forpligter sig på absolut vis til ikke at have nogle absolutte forpligtelser. Tværtimod ønsker de at nedbryde de nationale landegrænser til fordel for et abstrakt globalt fællesskab.”

Her kalder han

“Frugten af en lang oplysningstid: en pseudoreligiøs tro på relativiteten i alle meningsytringer….Det glade budskab lyder, at sandhed og værdier ikke har almen gyldighed, men er kulturelt bestemt, dvs. bundet til en bestemt tid og et bestemt sted. Alt er kultur alle kulturer er lige gyldige.”

Er denne kulturrelativistiske tankegang en af grundpillerne i det europæiske fællesskab? Er den et værn mod de politiske ideologier, som har plaget Europa i 1900-tallet, som førte til had, krig og racisme? Er det Anden Verdenskrig, der har lært os at blive relativister? I dag skal man helst ikke tro på noget som helst og slet ikke forsvare noget.

Det er netop det Kim Møller kalder den antropologiske metode som dominerer i de venstreorienterede forskermiljøer. Det drejer sig om at frigøre sig fra sin egen kultur og åbne sig for de fremmede kulturer.

Støvring forstår godt, at kulturrelativisterne ser det som et værn mod krige, fundamentalisme, xenofobi, racisme, chauvinisme og Vestens undertrykkelse af Den Tredje Verden. Men

“Solidaritet med vore egne ses nu som fremmedfjendskhed, og omsorg for nationen stemples som nationalisme….De politisk korrekte relativister forbyder os at diskriminere i tanke, ord og handling.”

Det eneste, man må tro på, er, at kolonialismen og kapitalismen har skabt uligheden og fattigdommen i verden. Den intellektuelle elite har etableret det indtryk, at den vestlige verden og især Europas historie kun handler om plyndring, korstog, inkvisition, Holocaust og imperialisme.

De kulturradikale mener, at det klassisk humanistiske ideal med sin sokratiske søgen efter sandheden, individets frihed under ansvar, kristen næstekærlighed, og den kritiske tvivl er blevet hijacket af højreekstremister. Det er venstrefløjen og de kulturradikale, som har fundet på, at alle islamkritikere er højreekstremister. De tror fejlagtigt, at muslimerne er vor tids jøder. En halv million jøder flygtede til Frankrig efter Israels oprettelse, nu flygter de igen fra Frankrig på grund af den muslimske tilvandring.

Socialismen og modernismens humanister, som har taget patent på tonen og det rigtige menneskesyn har lært os, at den vestlige kultur er racistisk, undertrykkende og udbyttende, og nu florerer islamafobien overalt. Vi bryder os derfor ikke om at definerer os selv ud fra vor kulturelle arv, og har i mangel af bedre gjort FNs menneskerettigheder til en slags Gud.

Islams lærde (ulama) taler også om menneskerettigheder, men de tænker på deres egne menneskerettigheder, Cairo-deklarationen 1990, som er baseret på shariaen eller profetens tradition (sunna). Selv om retorikken dufter lidt af menneskerettigheder “har religioner ikke menneskerettigheder, det har mennesker, og islam har ingen særstilling”, siger Roy Brown, præsident for IHEU.

Det er gået så vidt, at vi efterhånden lukker øjnene for de barbariske kaoskræfter i verden i vor stadige udvidelse af frihed og tolerance. Professor Nina Witoszek fra Universitetet i Oslo siger det rammende ved at henvise til Leszek Kolakowski, “selvødelæggelsen af det åbne samfund finder sted for øjnene af os og antager mange former”.

“Det starter fra en uddannelsesmodel, som lærer os at respektere alle andres “lokale traditioner” og at foragte Vesten. I dag er det næsten umuligt at fordømme lovløshed og barbari, hvis det ikke stammer fra Europa, USA eller Israel”. Hun siger også, at vi har en intellektuel elite, der har det “som et projekt at holde kæft og kæmpe mod verdens fattigdom – men ikke tankegodsets fattigdom”.

Det er således i dag, at de fleste mennesker tror, at alle problemer i sidste instans er sociale og ikke kulturelt eller religiøst betinget. Med den indstilling er vi fortabt overfor en stærk religiøs og politisk ideologi, som hverken forstår eller har noget til overs for   den  vestlige liberale og pluralistiske tolerance.

De har jo noget, der er meget bedre end demokrati og menneskeskabte grundlove, nemlig sharia islam, der betragtes som Allah’s grundlove. Derfor bør vi være helt på det rene med, at det allerede i dag er sådan, at ingen muslimsk tilvandrer i Vesten hverken kan eller må overholde landets menneskeskabte love, hvis disse er i modstrid med sharia.

Der er lagt op til den helt store fremtidsgyser. Islams ulama i Europa forbereder en særlig lovgivning for muslimer, der skal stå over nationalstaternes love. Initiativet kommer fra det muslimske Fatwa Råd for Europa, som forbereder en særlig forfatning for Europas muslimer. Fatwa Rådet er naturligvis en skabelse af den internationale islamiske bevægelse Det Muslimske Broderskab, som er fadder til både Hamas og al Qaida..

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder