Hvert eneste terrorangreb er et lærestykke, men vi kan konstatere, at Europa ikke magter at reagere. I tilfældet Salman Abedi er “budskabet” særlig tydeligt: Asylret som omfatter militsledere og islamister betyder, at vestlige lande, i dette tilfælde Storbritannien, påtager sig en stor risiko. Politikerne gør det på befolkningens vegne. Hvornår vil vælgerne holde politikerne ansvarlige? Libyen rummer alt, hvad der skal til for at ramme Europa: Kaos, hundredevis af militser og enorme olieindtægter, som gør det muligt at lønne krigerne. Smuglertrafikken over Middelhavet er blevet storindustri. Den humanitære industri i Europa arbejder med smuglerne i det, som er blevet et samlebåndsforetagende. Briterne har mistet kontrollen over deres grænser, når en mand som Salman Abedi får lov at beholde sit pas. Han er en av 20.000 jihadister som er blevet undersøgt, men er faldet ud af aktiv overvågning, fordi briterne ikke magter omfanget mistænkte. Facit så vi i Manchester sidste mandag. Det er den brutale sandhed. Salmans far Ramadan flyttet tilbage til Libyen i december.

Islam får en stadigt stærkere position i Europa, og trods øgende segregering, islamisering og terrorfare ønsker alle politikere, partier og institutioner mere af denne fremmede religiøse ideologi velkommen. Når Trump står i Saudi-Arabien og siger, at «kun muslimer kan redde islam fra ekstremisme», følger han et spor man håber skal redde Europa også: Islam kan tæmmes og demokratiseres. Men er det fundamentalistiske Saudi Arabien den rette til at håndtere den opgave? Hvem har egentlig magt til at tæmme islam? 

Forudsætningen for at det multikulturelle samfundseksperiment skulle lykkes var, at islam skulle blive en del af vestligt demokrati – lidt ligesom som kommunismen blev. (Noget som også skabte store interne konflikter og terrorfare i Europa) Den protestantiske kirke er gået foran som et godt eksempel på, hvordan religion kan tilpasses vor «nye tid»: Svovlprædikanterne er borte, guds ord er relativt, og præster er blevet milde, tvivlende terapeuter for enhver særinteresse. Så kan det samme vel ske med islam, imamer og moskeer? Det blev vedtaget, selv om islam aldrig har nølet et sekund i hele sin historie.

Det er her det vestlige multikulturelle projekt bryder sammen: Islam er ikke demokratisk, men demokratiets konkurrent. Islam er en meget bedre løsning end demokrati, og derfor vil så mange muslimer indføre det i Europa: Islam er en bedste måde for mennesker at leve på, den har alle svarene, er aldrig blevet reformeret, og har aldrig måttet tilpasse sig nogen oplysningstid, så hvorfor tror man islam skal tilpasse sig oplyste lande? Hvorfor ikke bare overtage lidt efter lidt? Det er jo meget lettere end at reformere sig selv, og principløse Europa ønsker jo islam velkommen.

Imamer har prædiket nøjagtig samme budskab i hundredevis af år. 

Ord, budskab, regler, tekst, udtryk, kunst, kundskaber og dogmer er fuldstændig som i 600-tallet. Man tager sig ikke friheder med Koranen. Det er guds endegyldige ord, og de er uforanderlige. Det er omtrent det eneste koranen er klokkeklar på. Og nu vil det syndige Satan-Vesten gennemtvinge en reformation – med det wahaabistiske Saudi-Arabiens hjælp? Virkelig? Man får tunnelsyn af dumheden og uvidenheden – og man aner, at saudiske skriftlærde er ved at dø af grin mens de venter på sejr i Europa, kontinentet uden voksne.

Eliten forstår ikke islam, akkurat som så mange muslimer. 

En civilisation kan kun overleve, hvis den vil kæmpe for sine værdier. Men i Europa har de «progressive» fanatikere udhulet alle Europas værdier, og erstattet dem med stupid tolerance på autopilot. Demokratiet har inviteret demokratiets modpol inden for med åbnearme, tegnebøger og grænser, og totalitære ideologier siger aldrig nej til en sådan svaghed. De har alle ukritisk købt lightversjonen af islam som læres i grundskoler verden over: «Islam er fred, Muhammed var god, og Allah er stor»  Hvis de gad læse lidt fakta, ville de stejle af skræk, men Vestens ledere vil ikke, og muslimer tør ikke.

Islams genetik og grusomme historie spænder ben for de progressive fjolsers projekt: Islam spiser områder og byer i Europa, som den har spist mennesker, kulturer og lande i 1400 år. Og når den har overtaget, kan islams samfundssystem og sharialove praktiseres på tværs af demokratiet, som i England. Politiet flygter. Selvtægten råder. Allah er stor.

«Ægte islam» er et meningsløst begreb. 

Enhver muslim, fra den mest sekulære, øldrikkende tvivler, til koran-reciterende fanatikerne som vil dø i jihad hævder alle, at de alle repræsenterer «ægte islam» og at andre har misforstået og mistolket koranen. Og de har altid gejstlige og skriftlærde som kan sige god for deres opfattelse. Derfor er det helt umulige at definere, hvad der er «ægte islam». Det kommer altid an på den, som tror. Ummaens troende er lige så forskellige og meningsmangfoldige som alle andre mennesker, men de har et pudsigt fællesstræk: De forholder sig alle til den samme hellige bog.

Der findes ikke flere versioner af Koranen som man får indtryk af. Trods massive uenigheder følger shiaer og sunnier nøjagtig den samme skrift. Det gør den næstkommanderende i AP og lederen af IS også. (!) Og alle beskylder hinanden for at have misforstået skriften. For os oplyste fremstår det hele som sygt. Når en «hellig bog» er så dualistisk, uklar og tvetydig, siger det sig selv, at noget er alvorligt galt med hele værket. Så bør man ikke vise bogen respekt, men hellere behandle den med yderste skepsis, afvisning og latter.

Hvem bestemmer? Hvem har kontrollen?

For at det overoptimistiske projekt med at «integrere» islam i Europa skulle lykkes, måtte Islam være underlagt en slags kontrol. Så skulle nogen eller noget have magt til at bestemme, hvad der faktisk er «ægte islam» og hvad som ikke er det – og dertil blive anerkendt af alle muslimer for at være indehaver af denne magt. Islams totale spagat, og 1400 årige historie for konflikt og krig muslimer imellem, gør det også klart, at ingen har en sådan magt.

Ingen kan tvinge islam eller dens troende ind i en demokratisk kontekst, så selv ekstremisterne og terroristerne anerkender det. Ingen kan kvalitetssikre euroislams udvikling, og dermed garantere Europas sikkerhed. Ingen kan stoppe indføringen af sharialove, og stoppe islam fra at overtage magten over individ, hjem, arbejdsplads, by eller hele land. Ingen kan garantere, at islam ikke stikker af med samfundet. Og ingen kan hindre, at den religiøse kontrol strammer sig til.

Det findes ingen metode til at finde «ægte islam», og jihad-terroren ophører. Den eneste, som har haft magt til at gøre det, var den første og største islamist af dem alle, og han døde i år 632. I al sin uperfekte umenneskelighed glemte Muhammed også at udpege en efterfølger. Det totale magtvakuum som fulgte, har været muslimers og Mellemøstens ulykke i 1400 år. Nu er det i færd med også at blive Europas ulykke.

Islam er ikke en kontrollerbar person, men en ukontrollerbar ideologi.

Gennem 1400 år med islams historie står vi tilbage med et krystalklart billede: Ingen kan kontrollere det Muhammed skabte, og hindre moskeens medlemmer i at begå jihad med bomber, knive og lastbiler for at komme til paradis. Ingen! Den totale mangel på kærlighed og tilgivelse hos Allah gør, at der altid vil findes en imam, som kan forgifte sine tilhørere. Samtidig er islam en perfekt måde at klatre op ad samfundsstigen på: Vil man have magt, indflydelse og anerkendelse blandt muslimer, er det bare om at blive lidt mere troende end alle de andre.

Det finnes masser af moderate muslimer, men hvad så? 

Moderate muslimer er fortsat i flertal i Tyrkiet, men hvad hjælper det? De har tilsyneladende ingen magt,mandat eller mulighed for at afvise sharialove og totalitær islam, som indføres overalt. De har ingen steder at henvende sig med mandat til at tage kontrol over dødsspiralen. I stedet tager islam kontrol over dem og Tyrkiet, og dette burde være en klar advarsel til vestlige politikere. Et skræmmeskud, som udløser øjeblikkelig aktion. Men nej. Fjolserne fortsætter samme kurs, som om intet var hændt.

Både det «arabiske forår» og revolutionen i Iran begyndte med moderate kræfter, men de var chanceløse mod de muslimske fanatikere, som overtog den politiske ledelse, hvad enten man ville det eller ej, og det er der ikke noget nyt i for totalitære ideologier: Kommunismen gør nøjagtig det samme, hvor den bliver inviteret inden for: Man ønsker “lidt og kontrolleret”, men ender med “alt og ukontrolleret”. Palæstinenserne har valgt Hamas og betaler prisen. Folket i Venezuela valgte Hugo Chavez og betaler prisen. Totalitære ideologier kan ikke kontrolleres. Islam er ikke et redskab for mennesket: Mennesket er et redskab for islam.

Ingen bremser, ingen grænser. 

Drt ligger ingen begrænsingsfunktioner i grundlaget Koranen, hadither og sharialove. Muhammeds mål var at omslutte hele verden i islam, og Allah siger god for alle midler i jihad. Om islam er fred eller krig kommer simpelthen an på, hvilke sider man læser i Koranen, og hvilken imam man hører på. Der findes intet negativ-feedback sikkerhedssystem som sætter ind og stopper fanatismen, og der findes ikke én eneste sætning, som tillader en reform af islam. Så må man hævde sig som profet selv, og dermed implicere, at Muhammed var en løgner. Det er selvmord.

Når TV2-nyhederne interviewer en kvinde i Manchester som siger «jeg føler, at nogen har kuppet min religion, for jeg repræsenterer alt det gode ved islam» så har hun naturligvis ret. Det hun ikke forholder sig til, er resten af islam, og resten af siderne i Koranen. Der er ingen, som har kuppet noget som helst: Bombemanden Salman Abedi er lige så meget muslim som hun – han repræsenterer bare alt det værste ved islam. Vanskeligere er det ikke. Alligevel magter Europas statsledere ikke at forstå det.

Men i tillæg til fornægtelsen og uvidenheden lurer en endnu mere alvorlig faktor bag udviklingen i Europa: Hvordan Europa behandler to forskellige ideologiske fjender, og hvor den fjende befinder sig:

Ny ideologi, men helt nye reaktionsmønstre. 

Under den kolde krig var fjendebilledet tydeligt: Sovjet ville invadere vestlige lande i Lenins navn, og målet var at udskifte demokratiet med kommunismen. Mellem disse to samfundssystemer var der bundsolide grænser, bevogtet af tungevåben, for dette var ikke Disneyland: Faren var akut, reel og blev opfattet og forstået. Ganske vist havde Sovjetunionen sine klakører, medløbere, ekstremister, politikere og spioner midt iblandt os, for demokratiet tillod kommunistiske partier og organisationer med samme agenda som fjenden. (Det er ligesom hele pointen med demokratiet) Imidlertid var sikkerheden i højsædet, og man havde overblik og kontrol: Røde ekstremister og fanatikere blev fulgt med argusøjne, og naturligvis fik Sovjetunionen ikke lov til at bygge store «kulturcentre»for tusindvis af tilhængere i hver eneste by. Det ville være selvudslettende. Livsfarligt. Galskab.

Nå er det helt modsat: Man fornægter aktivt og intenst, at islam er en ideologi og at den kan true fred, frihed og demokratiet – selv om islamiske lande er i kaos, islam styrer hele landet politisk, og Muhammed var krystalklar på målet: Et verdensomspændende kalifat. Grænserne er visket ud og ophævet. Faren latterliggjort og pulveriseret. Våben og magtanvendelse utænkelig. Islams farligste sider har medløbere, ekstremister og fanatikere går rundt midt iblandt os, men alligevel er  sikkerhedstænkning og forsigtighed  fraværende. Det eneste Europa sidder tilbage med er minde-demonstrationer og håbet om, at moderate muslimer vil stoppe det ekstreme. Hvornår? Med hvad? Hvordan? I mellemtiden kan islamiske diktaturer frit bygge store «kulturcentre» for tusindvis af tilhængere i hver eneste by, og nu kaldes det ikke selvudslettelse: Nu kaldes det kulturberigende. Hvor dum har man lov at være?

Kontrasten mellem 1977 og 2017 kunne ikke være større. Eller farligere.

Det er ikke sund religionskritik som ekskluderer. Det er islam som skaber religiøst hysteri og ekskluderende fællesskab. Europa efter Murens fald har vært styret af naive politikere, blændet af egen ideologi, beruset af godhed, multikulti og globalisme, og totalt uden indsigt i islams inderste væsen. De overså fuldstændig pensum og facit som historiske fakta giver os. Forbrødringsideologi og multikulturelle drømme fra Disneyland kastede al sikkerhed og forsigtighed for egen befolkning, kvinder, kultur og budget overbord. Det skulle blive så godt!

Vel, det blev ikke godt. Det er farligt og koster liv, sundhed og tryghed. Og dumhed er ingen undskyldning længere: Der findes et hav af bøger om, hvad islam er, og hvad denne ideologi fra oldtiden gør med samfund og mennesker. Læs dem!

Samfundseksperimentet «multikultur» fortsætter som før.

I Talibans madrassaer og IS‘ træningslejre læser de ikke Shakespeare, Kamasutra, eller Bibelen. De lærer ikke at elske kvinder som ligeværdige, og lærer ikke at vende den anden kind til. Det eneste, der læses er Muhammeds eget digterværk fra 600-tallet, og den bog bruges aktivt til at uddanne flere nye iskolde voldsmænd og mordere.

At der ikke findes nogen funktioner i Koranen eller islam som sætter en auto-stopper for denne radikalisering viser, at Koranen er lige så uperfekt som den krigsherre, der skrev den. Bogen er farlig. Men undskyldningerne og uvidenheden i Vesten er mindst lige så farlig: Udviklingen i Europa er ude af kontrol, og alt man gør er at sætte koranklodser og soldater i gaderne og sige: «vi må vænne os til det» mens titusindvis nye troende strømmer til. Jeg ved, hvad det næste bliver: Det næste bliver, at medløberne siger, «er ikke det letteste bare at underkaste os, så bliver der fred og ro, og alle er glade?». Lidt som vi gør med halal-mad? Whimp lissom?

Aldrig! Frie mennesker knæler ikke!

Det nytter ikke at vente på reformation fra muslimernes side. De har ingen magt over Islam. Ideologien islam må sættes under kontrol af sekulære kræfter, som Atatürk forstod at gøre det, men så har vi brug for europæiske politikere, som faktisk forstår islam, og bryder sig mere om deres egen befolkning og ofre – end krænkede følelser udlændinge. Frankrig valgte Macron, så det kan tage lidt tid – som Europa desværre ikke har.