Storbritannien er blevet rystet af en række forfærdelige voldsepisoder i de senere år, hvor gerningsmændene har haft en immigrant baggrund, men med drabet på Stephen Ogilvy i Belfast blot få dage efter, at omstændighederne omkring mordet på Henry Nowak i Southampton blev kendt, er en normalt stille vrede blandt briterne udbrudt igen – mindre end to år efter mordene på tre små piger i Southport.

Man fornemmer et stemningsskifte denne gang. For når britiske politikere, myndigheder og andre offentlige hypermoralister, endnu engang, fordømmer de ganske vist ret grimme udtryk for almindelige briters vrede, mere end immigranternes ufattelige brutalitet, så er næsten alle ligeglade med, hvad de siger.

Det er et tydeligt udtryk for dette stemningsskifte, når The Times i sin leder sent onsdag aften fastslår, at årsagen til optøjerne i Nordirland er ukontrolleret indvandring.

For dette er ikke bare en hvilken som helst avis; det er den, der har bevaret sin rang som den mest vægtige og indflydelsesrige i ø-kongeriget i lang, lang tid. Det er den avis, som alle i magteliten læser og tager alvorligt. Den er så tæt på magten, at det ikke er urimeligt at mistænke, at den fra tid til anden også fungerer som et magtredskab. Nogle gange synes den at have bemærkelsesværdigt gode kilder i Downing Street 10.

Det er derfor særligt bemærkelsesværdigt, når premierminister Keir Starmer ifølge The Times lyder som om, han har en ødelagt plade, når han endnu engang hengiver sig til rituelle fordømmelser af offentlighedens vrede.

Sir Keir Starmer siger, at han har kvalme. Han siger, at han “absolut ikke har nogen tolerance” for de afskyelige voldsscener i Storbritanniens gader. Han lyder som en ødelagt plade.

The Times tog naturligvis også afstand fra volden og kaldte den;

et tegn på en ny, grim stemning: maskerede mænd, der strejfede rundt i gaderne og råbte “udlændinge ud”, smadrede vinduer i et hus, hvor en afrikansk familie havde boet i 20 år, og brandstiftelser på hjem.

Men lederen går langt for at holde Starmer selv ansvarlig for volden, ved i overskriften at sige, at “den brændende vrede i Belfast er drevet af passivitet i immigrations spørgsmålet”, og i første omgang at skrive, at premierministeren “skal indse, at en svag immigrations politik truer landets stabilitet”.

I betragtning af den britiske sans for understatements, er dette i virkeligheden en veritabel nedgørelse af Starmer, hvilket vidner om en markant drejning hos The Times, som i praksis tager parti for almindelige mennesker mod en magtelite, som avisen selv faktisk er en del af.

Stilgrebet er umiskendeligt: ​​det mindst vigtige nævnes først. Avisen bryder sig ikke om urolighederne:

Alt for ofte i den seneste tid har knivstikkerier, overfald og voldtægter, der involverer migranter og asylansøgere, udløst vold i gaderne, en storm af vrede på sociale medier og pegefingre fra politikere, der forsøger at aflede skylden.

Men så kommer det verbale nådestød mod den største skurk, nemlig den inkompetente regering:

Og som altid, har premierministeren fremsat klichéfyldte fordømmelser, hans ministre har opfordret til ro, og en forvirret og omskiftelig regering har ikke gjort noget for at tackle årsagen.

Trump, Elon Musk og vrede mennesker online, holdes der pligtopfyldende afstand til, men hovedårsagen bliver gnidet ind:

Årsagen – som sociale medier, selvpromoverende provokatører og indblanding fra den anden side af Atlanten insisterer på – er ukontrolleret indvandring.

Og snart vil folk heller ikke kunne kontrolleres:

Den generelle opfattelse er, at lovlig og ulovlig indvandring er ude af kontrol, at Storbritannien er for lempelig, og at millioner af pund bliver brugt på at huse asylansøgere på komfortable hoteller. Det er et budskab, der tordner ud i et stadig mere grovt sprog, der nogle gange ender med en grim opfordring til vold mod alle, der ikke er hvide, uanset om de ankom i sidste uge eller er tredjegenerations briter.

På det tidspunkt er det for sent at klage.

En vaklende Starmer inspirerer til foragt, og hans tomme ord yderligere opildning. Dette er virkelig en risiko for den nationale sikkerhed.

Vi gentager dette punkt af hensyn til sikkerheden: Det er regeringen, der truer rigets sikkerhed – det gælder lige så meget i Norden som i Storbritannien.