Kommentar

Vela Zanetti: Mural of Human Rights. Emblem Un (Detail) (1953)

 

Lim er ubegribelig vigtig for vort moderne samfund og holder både fly, biler og boliger operative. Men den vigtigste lim af alle er samfundslimen; dette usynlige og udefinerbare element, som giver sammenhold, og gør samfundet til en solid struktur, som ikke falder fra hinanden ved første stresstest. Nu falder imidlertid europæiske samfund fra hinanden, for globalisterne bekymrede sig aldrig om at finde en samfundslim for de multikulturelle samfund. De troede, det var nok at præsentere folkeslag for hinanden og erklære alle, som opponerede, for racister. Det var ikke så smart.

 

Samfundslim er noget usynligt, som bliver mærkbart tydelig, når man er på ferie i fjerne egne: Vi nordmænd er normalt ganske reserverede, og bryder os ikke om at trænge os ind på andre – men hører vi nogen snakke norsk på en strand i Australien, ja, da er det næsten utænkeligt ikke at sige hej. Og så drikker man altfor mange øl, synger sange fra norsktoppen og vågner op flove og med tømmermænd. Alle folkeslag opsøger sit eget, når de er omgivet af det fremmede. Det sker helt uden, at man har det allermindste til fælles – andet end at man er  limet sammen med usynlige og helt udefinerbare kulturelle bånd, og hvor identitetens rødder står dybt plantet i historie, kultur, samfund og personlig kemi. Vi må høre til et sted, ellers bliver vi rodløse og mærkelige.

Hils på «homo globalis»: Den irriterende idiot, som siger hej til absolut alle.

Ifølge flerkulturens apostler skal dette subtile, nationale lim, skabt af vort indre sjæleliv og kulturelle ydre, kunne erstattes af, at man siger hej til absolut alle på strande i Australien – som en anden idiot uden sociale antenner. Alle kan blive venner og høre sammen, uanset baggrund eller personlig kemi. Er det ikke hvad børnehaver og skoler desperat forsøger at indprente børnene? Det spiller ingen rolle, hvor man hører hjemme, hvilken kultur man er vokset op med og absolut ikke hvilken etnicitet, religion eller nation, man tilhører. Det er bare at få folk til at snakke sammen, så bliver alle og enhver best buddies i en ny stor og lykkelig enhed. Det er flerkulturens store projekt. Men det virker ikke, for de forstår ikke menneskets væsen.

ANNONSE

Socialister, globalister og flerkulturmenigheden er revolutionære, og vil skabe nye samfund med en helt ny type mennesker. De er ikke tilfredse med homo sapiens og vil omforme os alle i deres billede til «homo globalis», som skal være skinnende, idiotiske skaller af åbenhed, tanketomhed og generøsitet – uden erfaringer, antipatier, forsigtighed, præferencer, ballast eller naturgiven adfærd. Det er et projekt bygget på menneske- og kulturforagt i uskøn blanding. Desuden er det dybt racistisk, for pudsigt nok er det kun hvide mennesker, som skal omformes til «homo globalis». Alle de andre er allerede perfekte.

Flerkulturen: Det ultimative, racistiske «os og dem»-projekt:

Hvorfor nævner jeg det belastede ord etnicitet? Fordi globalisterne og deres flerkulturmenighed er besat af race: Hvide skal være gavmilde, åbne, kulturløse, nationsløse, grænseløse, fredelige, antiracistiske, neutrale og fordomsfrie. Folk af absolut alle andre kulører kan være akkurat som før: nationalistiske, fremmedfjendtlige, racistiske, intolerante, selvcentrerede, krigeriske, territorielle, kulturbundne, religionsbundne, voldelige og fordomsfulde. Globalisterne undskylder konsekvent den slags og skyder hellere skylden på den hvide mand, samtidig med at de forlanger, at europæere skal møde enhver uacceptabel adfærd eller ødelæggende ukultur med smil, tolerance og respekt. Den elastik er ved at springe, for uretfærdigheden er blevet så åbenbar:

Indvandrere skal have deres egne hjemlande, mens vi skal give vores bort. De skal beholde deres egne kulturer, mens vi skal udvande vore. De må have respekt for egen religion, mens vi skal udslette vor religion. De må gerne gifte sig og få børn med hinanden, men vi bør helst gifte os og få børn med dem. De må beholde deres døtre, men vi skal give vore bort. Og ikke mindst: Der findes altid uendeligt med penge til indvandring, men aldrig penge nok til egne, europæiske borgere.

Det er muligt, at flerkulturens ideologi var godt ment på en tanketom måde. Udgangspunktet er imidlertid menneskefjendtligt, indholdet er baseret på kulturforagt, og resultatet er dybt racistisk mod europæere. Det skaber en hensynsløs, omvendt apartheid: Europa skal gøres til koloni for Vestens tidligere kolonier. Hvide skal blive det nye undermenneske, som kan mistænkeliggøres og presses til side til fordel for berigelser fra andre kontinenter. Vi er problemet, de er løsningen. Vi skal godtage og de skal kunne kræve. De skal fortsat være limet sammen som før, men vi skal opløses. De skal kunne rejse hjem, hvis Europa går nedenom, men europæere har ingen steder at rejse til. Og nu har europæerne fået nok af denne selvudslettende idioti.

Samfundslim kan være så meget forskelligt, i stor eller lille skala.

Mennesket kan ikke fungere uden samfund, og samfundet kan ikke fungere uden en kulturel lim. Der må være «noget», som binder folk sammen i et fællesskab, hvad enten sindet er limet til gigantiske USA, eller til en lille økommune i Norge. At vi tilhører arten homo sapiens og tror på menneskerettighederne, er ret og slet ikke nok. Der er ikke noget fællesskab i at have arme og ben. At vi alle kommer fra samme stamfader, er ikke nok til at skabe et fælles samfund. At vi alle bor på samme klode, betyder ikke, at vi alle kan lide hinanden og at alle vil det samme. Tværtimod.

Forskelle skaber ikke fællesskab – de skaber bare usikkerhed og konflikter, og det hjælper ikke at tvinge folk nærmere til hinanden, sådan som globalisterne indbilder sig. At presse kulturer sammen er som at presse størknet lim sammen. It just doesn’t stick. Tværtimod gør man blot forskellene endnu tydeligere, og netop det er i færd med at revitalisere nationen som samfundslim i Europa.

Islam. En samfundslim baseret på overtro, diskriminering, frygt og underkastelse.

Kulturforskellene bliver ekstra tydelige, når man studerer islams selvhærdende ideologi. Islam holder ummaen sammen gennem overtro, broderskab, macho-værdier, hykleri, socialt pres, trusler om vold, dødsstraf og dommedag, og ikke mindst: løftet om at muslimer er specielle; bedre end alle andre mennesker på jord. Så meget bedre at Allah har lovet, at de skal herske over alle andre. Det står i bogen.

Globalismens opløsningsprojekt spiller kortene direkte i hænderne på sharialov, som slet ikke er koblet til demokrati, modernitet, menneskerettigheder, Europa eller «flerkultur» for den sags skyld, men tvært om har som grundprincip, at muslimer skal have særstilling i ethvert samfund. Sharialov er en globalistisk apartheidlov, hvor forskelsbehandling er selve målet: Muslimske mænd er mere værd end muslimske kvinder. Men muslimske kvinder er altid mere værd end enhver vantro, og de tilhører muslimske mænd. Og enhver ikke-muslim må betale skat til herrefolket for «beskyttelse». Det er Islams form for «fred».

En samfundslim kan være så mange ting.

Islam er i sandhed globalistisk, og det er måske derfor, at vestlige globalister har omfavnet dette antidemokratiske samfundssystem så varmt: Islam viser, at samfundslim ikke må handle om race, nation, nationalitet eller etnicitet – elementer som globalisterne hader. Muslimer har ikke venner og veninder, de har brødre og søstre. Over hele verden. Hvor de end befinder sig, kan de finde kulturtilhørighed. De kan vandre ind i en moske hvor som helst i verden og finde fællesskab, som limer dem sammen med vildt fremmede (såfremt de ikke er sunni og shia, for så bliver der krig). Dette er globalisme i praksis, og Vestens globalister ønsker at kopiere den: Deres credo er, at man skal kunne gå ind i en bar overalt i verden, og sige hej til alle og enhver, og så bliver alle venner – af den enkle grund at baren er fuld af mennesker, og vi er alle mennesker, knyttet sammen gennem menneskerettighederne. See? Nej. Det gør du ikke, for du er lidt smartere og mere realistisk:

I virkelighedens onde voksenverden vil en sådan adfærd blive taget som et tegn på, at man enten er kanonfuld eller har mentale problemer. Det er ikke normal, menneskelig natur, og forstår man ikke det, er man en «freak». Og det er kommet mange «freaks» i Europa de seneste år.

Identitetspolitikken erstatter sunde storsamfund med dysfunktionelle stammesamfund.

«Homo globalis» er ikke limet sammen med noget eller nogen, hverken religion, interesser, nation eller kultur. Det har ingen præferencer for hvem det er, hvad det er, hvor det hører hjemme, hvem det vil omgås eller hvor grænserne går. Homo globalis længtes aldrig hjem, har ingen fjender, bekymrer sig ikke om hvem det omgås, og har ingen præferencer for hvidt eller sort, ret eller galt, pænt eller grimt, normalt eller idiotisk, dit eller mit, rigtigt eller galt. Men denne totale mangel på samfundslim giver mærkelige udslag: Når land, kultur og national identitet bliver opløst, vælger europæere helt nye grupper at høre sammen med. Grupper som man deler «identitet» med, enten det er religiøse, politiske, seksuelle interesser, eller andre opfattelser, fikse ideer eller hobbyer. Når nation og storsamfund krakelerer, kondenserer menneskeheden tilbage til stammesamfund. Stammen bliver den nye lim.

Det er denne effekt, som forårsager den dype splittelse i de europæiske samfund, hvor stammefraktioner ligger i stadig større konflikter med hinanden. Flerkulturen skaber primitive stammesamfund, som ikke hænger sammen og de er lige så dysfunktionelle, som de samfund, migranterne kommer fra. Det spiller igen bolden direkte i hænderne på migranterne, for de er vant til fraktioner og stammesamfund. De ved, hvordan de skal håndtere den slags. Europa bliver jo næsten som hjemme! De finder deres egen fraktion, religion og stamme, og limer sig sammen med dem. Og sådan skabes Europas no-go-zoner og kolonier.

Europæere derimod forstår ingenting af det, og har ingen historisk præference for at overleve i eller beherske et sådant samfund. Unge, naive piger, som er oplært til, at «en fremmed er en ven, du aldrig har mødt», bliver voldtaget i flæng, og venneflokken begriber ikke, hvad der gik galt. Euro-politikerne  er handlingslammede overfor en sådan voldskultur, splittelser, diasporaer, pressionsgrupper og særinteresser. De har ophævet individet, er hævet over staten gennem «menneskerettigheder», og resultatet er, at stammer hæver sig over storsamfundet.

De blev advaret. De har ingen undskyldninger.

Limen er borte, og ingenting hænger sammen længere. Hvordan styrer man den slags lande? Det kan man man ikke. Ikke uden at genoprette nationer, grænser, forudsigelighed, borgerpligter og statens suveræne voldsmonopol, som garanterer tryghed og lighed for loven. For nogle eurolande er det desværre ikke længere muligt uden at bryde menneskerettighederne eller demokratiske rammer, og demokratiet er ikke skruet sammen til at håndtere sådanne  kriser.

Der findes ikke flerkulturelle mennesker. 

«At skabe et bedre og mer kollektivt menneske» har altid været kommunismens store mål, hvadenten det skal gøres gennem indoktrinering i underskolen, socialt pres i nærmiljøet, diktat i politikken, eller «omskolingslejre», torturkamre, fængsler eller eksekution af dissidenter, som mukker. Socialisterne har taget hele Europa og Vesten som gidsel for dette nye globale flerkultur-eksperiment, som skulle skabe fred, frihed og broderskab mellem folkegrupper, hudfarver og religioner, men (som vi ser) skaber det modsatte i alle vesteuropæiske lande.

Menneskerettighederne, inkludering, integrering, globalisering og generøsitet var ment at skulle være limen i «Det Nye Norge» og Det Nye Europa. Problemet er, at dette er gode intentioner, og ikke værdier. Det giver ikke folk identitet eller samhørighed, og når det ikke virker, går venstresiden i panik og synker ned til et niveau, hvor mobning, udskældning, mistænkeliggørelse og racistbeskyldninger bliver regnet som helt normalt og nødvendigt blandt «de gode». Globalisterne har nemlig også dannet en stamme, med eget stammesprog og egen kultur for hvad, som er acceptabel adfærd. Den voldelige Antifa-militsen er sidste trin i denne udvikling, for stammer må jo have krigere, ikke sandt?

Hvor er limen, når ingen har noget til fælles?

Hvis du spørger flerkulturens foregangsfolk i Arbeiderpartiet, Høyre, SV, de norske medier (eller, desværre, på Slottet) «Hvor er limen i Det Nye Norge, og hvad er limen?» så vil de ikke forstå spørgsmålet. De er fikseret på forandring, modernitet, fremtid, globalisering, menneskerettigheder og internationalitet, og alle «gamle ting» som nation, historie, folk og tilhørighed er helt passé. Uinteressant. Kun til at smide på historiens mødding. For dem er Dubai lige så god som Norge, og 17. maj en fejring af globalisering og flerkultur, ikke en nationaldag for nordmænd. De er salige i deres tro, men tager frygtelig fejl:

Der er ikke noget, som forener den norske folkesjæl med afrikanske lykkejægere på bådtur mod penge, pas og piger. Vi har ingenting til fælles, vi skylder dem ingenting, og vi har ingenting at skamme os over. Der findes ikke noget fælles mellem de somaliske kolonister i Norge og norsk middelklasse. Vi har helt forskellige værdier, ønsker og mål – gudskelovogtak. Vi har ingenting til fælles med pakistanere, som fortsætter traditionen med «frivillige» tvangsægteskaber, selv i fjerde generation, fordi de er limet sammen med Pakistan og islam både mentalt, kulturelt og historisk. For dem er Norge blevet som et job: Man må lide sig gennem det for at få løn, men det er ikke her, hjertet er. De længes hjem. De er ikke norske, for det er ikke her, de vil begraves. Sig mig, hvor du vil begraves, og jeg skal sige dig, hvem du er.

Man kan ikke lime det sammen og det ændres ikke, hvor meget end globalisterne i AP, Høyre og de norske medier skønmaler, lyver, hetser eller presser det sammen, for at få det til at sidde. Det vil bare falde mere og mere fra hinanden.

De, som er bekymrede, burde hellere lytte til til os, som har forstand på lim.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)