Oraklerne



Ingen under 40 år kan huske hvordan Norge (eller Danmark) var før globalisme, EØS, EU, indvandring, integration, multi-kultur og islamisering. Alt dette sendte samfundet og fremtiden ind på et nyt politisk spor, som ingen ved ,hvor ender og som aldrig blev vedtaget demokratisk. Dagens «unge» tror, at samfundsutviklingen i dag er «uundgåelig», god og naturlig, og siden vi lever i verdens bedste land, kan det ikke blive bedre. Men dette var et politisk valg, og de kommende generationer vil betale prisen. Ingen kan længere sige, hvor vi er på vej hen, men her vil jeg forsøge at beskrive, hvad vi forlod.

NORGE OG GLOBALISMEN FOR NYE LÆSERE

Omkring 1980 skete der noget umærkeligt, men alligevel dramatisk med folkeskolen. Denne forandring præger alle, som startede i 1. klasse omkring dette tidspunkt og i alle de følgende årtier: Norge forlod indenrigspolitikken og patriotismen, til fordel for globaliseringen. Det var ingen brat overgang, men en langsom og naturlig opfølgning på hippietidens idealer. Vi som gik i folkeskolen i 1970´erne fik aldrig denne indoktrinering, mens alle efter 1980 har været udsat for den.

Dem under 40 har aldrig hørt om dette skifte og tror, at vore dages politik er fuldstændig selvfølgelig. Det eneste rigtige! Selvfølgelig skal Norge være globalt indrettet – der findes intet alternativ. At hævde noget andet er jo ondt og egoistisk.  Desuden er national politik ren fascisme, om ikke ligefrem nazisme. Og alle som er imod «det globale perspektiv» er derfor i bedste fald egoister – i værste fald højreekstremister. Ring a bell?

ANNONSE

«Ungdommen» kan ikke identificere fejlen. 

Men der findes noget andet og bedre. Der findes en meget mere virkelighedsorienteret, sikrere og mere fremtidsrettet politik, som varetager vores interesser langt bedre, og på langt sigt også vil kunne hjælpe flere og bidrage mere til verden, fordi Norge forbliver stærkt og rigt. 40 år med kortsigtet globaliseringspolitik er nemlig ved at miste momentum: Alle de kriser man i årtier har fejet ind under gulvtæppet, hober sig op. De symptomer,  man har betalt sig fra med oliepenge, truer med at udvikle sig til en samfundsnedbrydende infektion. Og overnationalitet og multikultur er i færd med at rive flere europæiske lande i stykker.

Dem der er blevet forsøgt programmeret til at tro på globaliseringen fra i folkeskoleårene, kan ikke forholde sig kritisk til den, kan ikke identificere fejlene og kan ikke forestille sig, at der findes et bedre alternativ. Globalisering, multikultur, islamisering og underminering af national stolthed og kultur, er i udgangspunktet et vaskeægte socialistisk projekt. Internationalen lever! Problemet er, at socialisme er et politisk paradoks:

Målet er sammenhold, nærhed og velfærd til alle, men resultatet bliver altid det modsatte: Splittelse, afstand og fattigdom. Socialismen virker ikke, og har aldrig gjort det. Det er en dysfunktionel, politisk ideologi. Socialismen er prøvet 100 gange i 100 lande gennem 100 år og har med usvigelig sikkerhed fejlet katastrofalt 100 gange, senest i Venezuela. Det hjælper ikke at omdøbe den til «socialdemokrati», «globalisering» eller «klimapolitik». Det er bare samme fiasko i ny indpakning.

Staten stak af med både børneopdragelsen og 17. maj.

I 1970´erne blev det mere almindeligt for kvinder at arbejde uden for hjemmet, i stedet for at have børn og børneopdragelse som den vigtigste opgave i hverdagen. At være husmor var en fuldt ud acceptabel beskæftigelse før 1970´erne. Forandringen væk fra dette, skyldtes ikke alene en ny og rigtig kvindefrigørelse, men også noget mere negativt: Det blev i tiltagende grad vanskeligt for børnefamilier at overleve på én indtægt. Det skyldtes flere materielle goder og mere luksus i hverdagen som feriereiser til udlandet, men også et højere skattetryk for at finansiere stadigt dyrere velfærdsgoder til stadigt flere som ikke var i arbejde, og et stadigt stigende afgiftspres på familiens indtægt. Dette medførte igen, at børnehaver blev mere og mere almindelige. Statens ansvar for børneopdragelse og den almene dannelse blev stadigt større. På denne måde blev børnene også stadigt mere konforme. De lærte alle, hvad der var rigtigt: Det kollektive er rigtigt, og vi har ansvar for hele verden.

Alle der begyndte i skole i 1980 husker indsamlinger for Afrika. De lærte, at Norge var et overflodssamfund, som havde pligt til at dele med andre. Børn skulle forære deres legetøj til staklerne. Du har så meget, mens andre ingenting har, og det er uretfærdigt. Alle er børn af regnbuen. Alle er lige. Tænk globalt. Fra at være stolt af sit eget land og sin egen succes, blev børn pludselig dresseret til skamme sig over deres eget land og deres egen succes. Vores rigdom blev et problem.

Dette snigende men samtidig også gigantiske skifte, ser vi måske tydeligst resultatet af, når vi fejrer 17. maj: Denne festdag som er en fejring af det nationale og løsrivelsen fra en union, hvor vi var underlegne, er pludselig blevet en multikulturel markering. (!) Det statslige NRK kan ikke nævne «mangfoldighed» mange gange nok den 17. maj, og hvert år dukker debatten om «alle nationers flag i 17. maj-optoget» op.

Men det er et falsum: 17. maj er en markering væk fra union, kolonistyre, overnationalitet og underlegenhed, og over til selv at være herre i eget hus. 17. maj har intet med multikultur, mangfoldighed, FN eller globalisme at gøre. Tværtimod.   Det er ren og skær historieforfalskning. De slamberter er ved at hugge vores nationaldag.

Globaliseringen dræbte national politik. 

Det er ikke kun Norge, som er blevet transformeret fra at være en relativt homogen nationalstat til et gigantisk flerkulturelt samfundseksperiment på bare 40 år: Samtlige lande i Europa har omfavnet en anti-politik, som ikke fungerer i nogen af de lande, hvor man inviterer fremmede kolonister til at oprette egne bosættelser og dyrke sine egen nationalitet i et fremmed land. Hvorfor det? For at opnå hvad? For at vi skal få lov atsmage ny og spændende mad? Køb hellere en kogebog! Det er meget billigere.

Denne menneskeimport suger velfærdsordningerne tørre, og skaber store indre spændinger – uden at det gør modtagerlandene det mindste bedre, rigere eller lykkeligere.  Sverige viser vejen og fremtiden for dette samfundseksperiment. Sverige viser, hvor Norge er på vej hen. Alligevel, er der et flertal, som stemmer for det, fordi de enten er socialister, eller er blevet oplært til at blive lydige globalister. Ungdommen logrer på kommando.

Norge tager ansvaret for hele verden, uden at forlange noget til gengæld 

Ligesom saudierne begynder nordmændene at blive glade for den luksus, der følger med olien, men der er en forskel: Det er kun i orden at nyde den nyeerhvervede luksus, hvis du samtidig dyrker den underbevidste og indoktrinerede skam over egen rigdom og vellykkethed, som er indprentet alle under 40 fra barnsben. Den er undergravende og selvudslettende for Norge. Intentionen var god, men logikken manglede:  Hvis man deler med alle, står man tilbage med ingenting. Hvis man ofrer sig for globalt fællesskab, står man tilbage som offeret – ribbet og flået. Den som ikke  sørger for sig og sine, bliver overhalet af dem, som gør netop det. Den som ikke er stolt af sig selv, bliver trukket ned af dem, som er det. Den som åbner pengeskabet, bliver trampet ned. Hvad havde man forventet? At fattigfolk kun ville tage en lille smule? Hvor dum har man lov at være?

I 10.000 år har virkeligheden har vært knaldhård mod de skødesløse og naive, og fremtiden bliver knaldhård mod vores olierigdom: Den er allerede investeret i udlandet, så den dårligt kan føres tilbage, og samtidig er den lovet væk til udlændinge. Det samme er vores land. Alle er velkomne her, og alle som kommer, ejer Norge, noget Støre sagde lige ud til NRK i 2009:

«Vi er alle dele af minoriteter, Norge er blevet et samfund med mennesker med forskellig baggrund. Vi skal komme overens med, at sådan er det.»

Dermed er vore egne børn gjort arveløse. Hvad vil de sige, når de opdager sviget og står ribbede tilbage og i andre landes konflikter til halsen?

Norske politikere har ikke ansvar for noget andet end Norge.   

Norske politikere har ikke ansvar for Pakistan, Somalia, Irak, Eritrea, Kongo, EU eller FN. Det har de pakistanske, somaliske, irakiske, eritreiske, kongolesiske, EU eller FN-politikere ansvaret for. De har ikke brug for hjælp fra hvide mænd for at lykkes. Mener man det, er man i sandhed racist. Hvis de ikke lykkes, er det heller ikke vores skyld. Det er løgn.

Norge har aldrig været en kolonimagt, og har aldrig udnyttet nogen som helst. Vi har selv været en koloni, og er blevet udnyttet. Vi har heller ingen grund til at skamme os over, hvor vellykkede vi er: Norge var et fattigt bondesamfund, som har været i krig flere gange, og som langsomt men sikkert har opbygget sin egen tryghed, selvstændighed og velfærd gennem en bærekraftig kultur, og et godt sindelag.

Og vi har overhovedet ingen grund til at skamme os over egen rigdom: Gennem naturressourcer vandt vi en lottogevinst, men næsten alle lande har naturressourcer. Det handler om, hvordan man forvalter dem, og hvordan man lader værdierne komme folket til gode. Norge har vært dygtig, men der er bund i pengekisten. Det er der til gengæld ikke i antallet, som vil have cash, og antallet af politikere, som vil forære mest muligt væk – på vælgernes mandat. Hvad går der af et folk, som ønsker at forære sin egen arv og sikkerhed væk?  Hvor indoktrineret er man så? Folk under 40 må vågne fra propagandarusen, for det er dem, som bliver siddende med sorteper uden ældreomsorg. Der findes et bedre alternativ.

Men vi må jo dele!

Nej. Norge «må» ingenting, og har ikke ansvar for noget andet end Norge. Det vi kan gøre helt frivilligt, er vælge at hjælpe på en udvalgt og kontrolleret måde. Men så må man naturligvis stille spørgsmålet, hvor mange vi skal hjælpe, hvordan, hvorfor, og hvad det skal koste. Staten er ikke en privatperson, som kan vælge at være en selvudslettende samaritan. Staten er offentlig, og skal have norske interesser som sin førsteprioritet. Private kan nemlig godt være sløsede med egne midler. Staten har ikke ret til det, for staten ejer ingen midler. Det er det kun socialister som tror. Staten er blank. Pengene er borgernes.

Taler man negativt om «multikultur» ryger der en sikring i hovedet på folk under 40, som jo ofte er meget globale, og har globale venner. Gennem en ren pavlovsk refleks forsvinder alle tanker, og hovedet bliver instinktivt fyldt af associationer til racisme, nazisme og Holocaust, og færdig med det. Det forklarer, hvorfor vores relativt unge KrF-leder er så glødende og blødende optaget af alle andre end nordmænd. Han forlanger, at vi «tager ansvar» for enhver ulykke vi har nul ansvar for, og trækker hele KrF væk fra kristendommen og konservative værdier, og over til venstrefløjen og islam.

Vi ser akkurat det samme med Emmanuel Macron, som er født i 1977.  Han er så marineret i multikultur og globalisme, at han ikke længere er i stand til at forstå det det franske. Macron diskuterer ikke national politik, for han forstår overhovedet ikke konceptet. Og præcis det samme ser vi blandt «ungdommen» i hele Europa:  De græder over Brexit, og hulker over valget af Trump. Det fremstår som komplet ubegribeligt,  for hele deres opvækst har været en eneste lang propagandakampagne for det globale og det anti-nationale. De er så lydige, at de glemmer at tænke.

Heldigvis virker den slags propaganda ikke på alle og enhver. Nogle få individer reagerer på indoktrinering med trods. Nogle lader sig hverken narre eller skræmme af det moralske hylekor, som forlanger, at alle tilpasser sig deres narrativ; at vi er hvide racister, og har pligt til at hjælpe os til konkurs af mørke hædersmænd, som alle går under samlebetegnelsen «flygtninge» – så der ikke skal være nogen diskussion, om de fortjener gratis bolig og cash.

Det er for sent at gøre noget, så man kan lige så godt fine sig i det. 

Når presse, politikere og forskere siger, at EUs planer om at forsøge at få kontrol med strømmen af flygtninge og migranter over Middelhavet er meningsløse, er det et nyt narrativ for at få alle til at adlyde, og sidde der med din afmagt i tavshed. For det nytter jo ikke, uanset hvad vi gør. Vi kan lige så godt give op.

Mindst 10 millioner afrikanske migranter står klare (oven i alle de syrere, som for tiden er blokkeret af Tyrkiet), og EU skal  fragte dem til Italien, og Norge skal pænt bare tage imod vores del. Erna Solberg har netop taget imod 1500, og snart kommer 1500 til, som du skal betale bolig og ophold for. De er ikke flygtninge, og vi er ikke medlem af EU, men Solberg gør det alligevel. Hvad andet kan vi gøre? Suk-

Den Internationale Organisation for Migration (IOM) er en del af FN, og den messer sin egen variant af dette nye kapitulationsbudskab: «Migration is inevitable, necessary, and desirable.» Disse tre påstande er lodret løgn, og eftertrykkeligt tilbagevist, men det spiller ingen rolle. Dette er ikke en kamp om sandheden, men en kamp om Europas fremtid. De nationalkonservative skal tabe, og globalisterne skal vinde – med alle midler. Europa skal invaderes, rives ned og bygges op på ny for hele verden. Uanset omkostningerne.

Modstanden øges, så de vil have flest muligt til at give op. 

De store problemer i Europa skaber opposition, og hvis den organiserer sig, vil globalisterne tabe, som de tabte Brexit. Derfor spredes denne nye løgn nu af alle medier: De kan ikke længere skjule problemerne, så nu vil de have, at du skal sukke resigneret og stå magtesløse og tavse, mens dit nabolag langsomt bliver islamiseret og overtaget af fremmede, mens din pensionen bliver udbetalt til våbenføre mænd fra udlandet.

Der er intet du eller nogen andre kan gøre ved det. De internationale aftalers bord fanger. Invasionen kan ikke undgås, så lær at elske den og husk, at det er for dit eget bedste. Utroligt mange accepterer det, og forsøger at få det bedste ud af det. Propaganda og løgn virker.

For dem som ikke accepterer det, er det måske på tide at stikke hovedet ud af vinduet og brøle «I‘m mad as hell, and I am not going to take this anymore» som i filmen Network? Så er der flere, der hører dig og måske vil brøle det samme? Og pludselig er der håb alligevel?

For der er håb, og der findes sandhed:

Norge og Europa ikke noget som helst, og skylder ikke nogen noget. Invasionen kan stoppes på en uge, hvis nogen får magten, mandatet og bestemmer sig for det. Og der findes en bedre, tryggere og mere fremtidsrettet politik, som i det lange løb vil være langt mere humanistisk og god.

ANNONSE


  • Fluenesherre

    Amen.