Kommentar



Fredag den 17.11. arrangerede den norske tænketank Agenda «Aulaforedraget 2017: Højrepopulismens metoder», med flere foredragsholdere, bl.a. Chaterine Fieschi, direktør i Counterpoint – cultural intelligence for decision makers. Formålet var at analysere og forstå højrefløjen. Hvordan kan højrepopulisterne lokke så mange ind i had og racisme? Hvorfor vokser de sig så store, og hvordan skal det ende? Som Agenda selv skriver på sin hjemmeside:

Hvordan skal vi forstå Trumps valgsejr, briternes Brexit og fremgangen til tyske AfD? Er højrepopulismen fortsat på fremmarch? Hvad er det ved populismen, der er så appellerende? Hvad protesterer højrepopulisterne imod, og hvordan mobiliserer de? Hvilken rolle spiller vores nye medievirkelighed?

For nogle dage siden lagde Agenda en tekst på af Chatherine Fieschi med titlen «Skal folket virkelig have det, de beder om?», som kun bekræfter et foruroligende billede, som «de gode» tegner af sig selv. Citat:

De tilpassede racismen så den blev et spørgsmål om vestlige værdier. De bevægede sig væk fra deres småborgerlige base og appellerede bredere ved at fokusere på arbejdsløshed og faldende indtægter. De gjorde bekymringen for massemigration til velfærdschauvenisme. Tilføjer man en jævn strøm af terrortrusler og den enorme kløft som de sociale medier skaber, begynder alle brikkerne pludselig at falde på plads; Brexit, en uforudsigelig, hovedrig autoritær leder i Det Hvide Hus, selvgode, strategiske demonstrationer af højrepopulister i tyske småbyer. 

Den observante læser ser straks, hvad der er galt med ovenstående titel og afsnit. Men venstrefløjen synes helt blinde for det. Det er som at se på et cross eye stereogram, de billeder man skal stirre på for at få en 3D effekt frem. Nogle kan aldrig se billedet lig meget hvor meget, de stirrer, og sådan er det også med den politiske udvikling i Europa. «De Gode» arrangerer fine foredrag i Aulaen for at stirre på problemet, men dekan ikke se dybden i billedet, for de har bestemt sig for en endimensional løsning, og ordvalget afslører det:

ANNONSE

«De.» «Racisme.» «Velfærdschauvenisme.» «Selvgode.» «Højrepopulister.»Det er stærke ord i kun et enkelt afsnit. Og de kommer pr automatik, fordi de er en selvfølge for forfatteren. Venstrefløjens narrativ er printet og lamineret: Bag højrebølgen i Vesten står skumle, racistiske højrekræfter, som leder velgerne ud i had og fordærv. Mørke kræfter går i svang, og de skal tæmmes. Racisme, had og ondskab som før var skjult, er sluppet fri, og «de godes» opgave er at redde Europa fra det onde.

Det lyder som en opera af Richard Wagner.

I alt dette finder du ikke et eneste mikroskopisk spørgsmål om, hvem og hvad der faktisk skabte terrortruslerne, arbejdsløsheden, massemigrationen og alle problemerne. Den slags diskuterer man ikke i Agenda – tænketanken som har en dagsorden, og derfor er der ikke behov for at tænke tanker, der ikke er tænkt før. Racisme er svaret på alt. Had er nøglen. De er hægtet fuldstændig op på racismen hos «de andre» – de dårlige mennesker på højrefløjen. Besat af racisme. Der er racisme OVERALT! Men det er jo ikke dét. Det er bare nonsens.

Besat af racisme og hadere

Intet er mere samlende end en ydre fjende. Nu hvor globalismen og multikulturens samfundseksperiment går op i limningen, fordi det viser sig, at horderne af kampduelige mænd fra de muslimske lande hverken er multikulturelle, regnbuebørn, lovlydige, gentlemen eller venner vi endnu ikke har mødt, må venstrefløjen samle sig på valen. For at holde det dødsdømte, politiske projekt kunstigt i live, må de opmale en ydre, samlende fjende. En fjende som er ond, dum og hvid. Og meget gerne også en mand. De er som rotter blandt os. En fjende, som gøres umenneskelig, så han kan afstraffes kollektivt af den maskerede og hadefulde hob, som venstrefløjen altid formår at samle, sammen med sine muslimske venner: «Ingen racister i vores gader!» (Jøder var desværre taget.)

Racisme  være årsagen til modstanden mod masseindvandringen. For hvis modstanderne ikke er racister, hadere, højreekstreme og fremmedfjendske, så må der være noget galt med venstrefløjens eget politiske projekt. Det er uacceptabelt. Utåleligt. Uudholdeligt. Umuligt! Så meget fejl kan «de gode» ikke tage. De er smarte, veluddannede, vellykkede, inkluderende, gavmilde, empatiske og bedre end de skrækkelig på højrefløjen. De kan ikke tag fejl. De er optaget af lighed, fordeling, globalisme, antiracisme, inklusion og sammenhold, og derfor må alle modstandere behandles som Untermenschen med ulighed, had, ekskludering og udfrysning.

Så dumme, blinde og uempatiske er venstresiden blevet i sin jagt på egen fortræffelighed og syndsforladelse. Paradokset er så stort, at man skal være socialist for ikke at kunne se det. Venstrefløjens velklædte cafégæster gør selv alt det, de beskylder deres modstandere for. De gør det for at beskytte en politik, som tydeligvis harspillet fallit, og som afføder så meget vold, bilbrande, terrorfrygt, voldtægter, kvindehad og snyd med offentlige midler, at det skræmmer helt almindelige mennesker over på den højrefløj, hvor de ellers aldrig har følt sig hjemme.

Ingen vil forbindes med racister, fordi næsten ingen er racister  

Rygtet om den racistiske højrefløj har naturligvis nået alle disse nye højrefløjsvælgere – som er så langt fra racister, som man kan komme. «Ingen racister i vores gader» har gjaldet fra de såkaldte«antiracister» siden 1980´erne. Hver eneste mediekanal har dagligt talt om den store racisme mod indvandrerne. Hver eneste skole har indprentet eleverne, at indvandrerne er de gode, mens indvandringsmodstanderne er de onde. Næsten ligesom Hitler!

Det kulsorte billede «de gode» systematisk har optegnet af højrefløjen, har holdt folket lydigt på plads i socialdemokratiet i flere tiår. Det skræmte også mig: Som tidligere industriarbejder fra en arbejderklassefamilie har jeg altid stået et godt stykke til venstre på højrefløjen (rebellen i mig har imidlertid aldrig følt sig komfortabel med Arbeiderpartiets røde kollektivisme).

Venstrefløjen gik for langt

«De Gode» tog en Ikaros og blev så totalitære og marinerede i egen fortræffelighed, at de troede, de var ufejlbarlige. Drevet af historisk succesen  af gode, velfærdsbaserede lighedssamfund bestemte de sig for at «gå all in» og lade ligheden og velfærden gælde alle i hele verden! Og alle kom. Men ikke alle som kom, var interesseret i at være europæere, multikulturelle, integrerede, lovlydige, gavmilde, inkluderende og gode.

Alt for mange viste sig at være optaget af at rage mest mulig velfærd til sig – og yde mindst muligt til gengæld. Alt for mange viste sig at foretrække parallelsamfundet i sit eget, religiøse sammenhold – i en sådan grad, at de begyndte at kolonisere Vesten med sin egen befolkning, kultur og religion – akkurat som vi advarede om. Og så kom 2015, som gjorde det helt klart, at der var «something rotten in the state of Europe». Det var ikke længere muligt at skjule de enorme problemer, som flerkulturel politik skaber i alle lande. De eneste, som ikke forstod det, var «de gode».

Venstrefløjen kender ikke til selvkritik, og giver fortsat «racister» skylden  

Når man ikke vil se det, som alle andre kan se, kan man ikke engang se, at man er blind. Venstrefløjen drog ingen lærdom af 2015. Ingen selvkritik. Tænkte ingen nye tanker. Åh, på overfladen er de pludselig blevet optaget af «en streng men retfærdig» indvandringspolitik, men det er fordi de åbne grænser havde en negativ effekt på tilslutningen til projektet. Vi ser en lille kursændring efter vindretningen, men vi ser ingen reel forandring i destinationen: Europa skal fortsat være multikulturel gennem masseindvandring. Islam er fortsat fredens religion. Suverænitet skal foræres væk til EU og den tyske forbundskansler. Nationalfølelse betragtes som forklædt nazisme. Europæisk kultur er fortsat så værdiløs, at den må beriges af ukultur fra anarkistiske klansamfund, og vi er så åndeligt fattige, at ethvert analfabet fra ørkenen kan tilføre os noget værdifuldt. Så tomt er der her.

Budskabet er altså nøjagtig det samme fra venstrefløjen: Den sorte mand er fortsat et nobelt offer, mens den hvide mand fortsat er en forbandet racist. Sådan må det være – ellers ville det være samfundseksperimentet, der var noget galt med, og så ville venstrefløjen og «de gode» have skylden. Så ville der være noget galt med dem, og dét er umuligt. Derfor har de ikke noget andet valg, end at fortsætte lige mod afgrunden. Lade som om intet er sket De har satset for højt, og nu hvor de har tabt, vil ingen acceptere faldet. Det er for langt ned, og skyld-søen der nede er for beskidt. Ingen vil havne i dén, så «de gode» har intensiveret deres jagt på fiktive racister. De er bag hver en busk! Og dem som dukker op, har venstrefløjens idiotpolitik selv skabt, for aktion giver reaktion. Vi «højrepopulister» forsøger at bremse ekstremismen fra højre, venstre og islam. Vi vil ha orden. men venstrefløjen er blevet en ekstremistfabrik. Eller måske harden altid været det?

«Skal folket få, hvad de vil have?»

Denne titel på Catherine Fieschis artikel er så opsummerende: Den afslører en total mangel på respekt for andre mennesker, for meningsmodstandere, for arbejderklassen og for demokratiet. Der kunne lige så godt have stået «lad dem spise kage» – for «De gode» har helt mistet kontakten med virkeligheden, som man ofte gør, når man stikker hovedet ind i sin egen fortræffelighed og trække vejret så dybt, at lillehjernen bliver forgiftet.

Naturligvis skal folket få, hvad  det de vil have. Hvad er alternativet? Det svenske folk ville have multikulturen fordi «de gode» globalister havde lovet dem et endnu bedre Sverige, med fred, velfærd, harmoni, farverigt fællesskab, tryghed og en lysende, global fremtid. Svenskerne fik ufred, fattigdom, arbejdsløshed, splittelse, voldtægter, no-go-zoner og terror tilbage, og fik frarøvet selvstyre, national kultur og tryghed. Der er grænser for, hvor længe propaganda kan opretholde en illusion af normalitet og fremgang. Folk har øjne i hovedet. Nu vil folket have noget andet, og racismekortet skræmmer dem ikke længere. Alt er bedre, end at din bilen brænder og din datter bliver kaldt luder af mennesker, som aldrig skulle havre været i landet. Det er, hvad politiske revolutioner er gjort af.

Tittelen på Agendas seminar burde have været: «Hvad har vi gjort galt, siden folket reagerer på denne måde?» Et seminar for selvransagelse, selvkritik og uselviskhed. I stedet var titlen «Højrepopulismens metoder». Som om der er en konspiration bag højrebølgen. Som om det er onde kræfter, som leder befolkningen i den forkerte retning og ikke dårlig politik. Venstrefløjen forstår det ikke, fordi de kan ikke tillade sig det. Det  være racisme. Alt andet er uudholdeligt. Det er en tragisk og patetisk blindgyde.

Det er ikke fremmedfjendtlighed. Det er sund, normal, menneskelig skepsis 

«Højrepopulismen» som Agenda forsøger at afkode, er ikke et udslag af fremmedfjendtlighed, had eller racisme. Den er en forudsigelig og helt naturlig reaktion fra helt almindelige mennesker på dårlig politik som helt forudsigeligt er slået fuldstændig fejl. Efterhånden som multikulturen imploderer i segregering, modsætninger, vold og terror, bliver det åbenbart for normalt tænkende mennesker, at dette er galt. Når titusindvis af våbenføre mænd fra en krigszone marcherer målrettet som en hær på motorveje lige ind i Europa, er det åbenbart for alle voksne mennesker, at det er farligt. Selvfølgelig er det farligt.

Europa er destabiliseret af venstrefløjen, globalisterne og «de gode». Paris er ikke længere kærlighedens by, men terrorfrygtens by, fuld af væbnede soldater. I Paris, for pokker! Ingen ved, hvordan det vil ende. Terrorfrygten er helt rationel – fremmedfrygten ligeså. Forsigtighed er en 100 procent normal menneskelig adfærd. Vi «højrepopulister» klandrer ikke folk for deres menneskelige følelser. Vi dømmer dem ikke, og kalder dem ikke onde. Vi forstår dem, og omfavner dem. Folk kan godt lide sådan noget i krisetider. Og så opdager de, at vi heller ikke er racister, men helt almindelige, bekymrede borgere – ligesom dem, og sådan vokser oprøret. Der dannes nye konstellationer og venskabsbånd hver dag nu, for venstrefløjens løgne bliver afsløret af virkeligheden: «Højrepopulisterne» er ikke racister, hadefulde og fremmedfjendtlige alligevel. Vi er bare realister. Voksne mennesker, som ikkekan lide dårlig politik, for det er ødelæggende for os og vores børn. Vi har både givet og fået nok. Nu tager vi over med en bedre politk som er gennemprøvet og har virket fint før.

Hvordan kan man undgå at føle uro?

At venstrefløjen ikke føler hverken frygt eller uro over terrorfaren, velfærdsinvasionen og samfundsproblemerne som deres politik skaber for øjenene af dem, er en gåde. At de ikke bliver skræmt af den voldtægtsbølge indvandrere står for, men hellere vil skjule den, er helt uforståeligt. At de beskytter islams macho-ukultur i stedet for at kritisere den, er uforklarligt. At de er mere optaget af at lede efter fiktive racister blandt deres landsmænd end at lede efter fjender blandt islams kolonihær, er ubegribeligt. At de i fuldt alvorkalder 30-årige mænd for “børn”, gør dem til Komiske Ali. Folk griner af dem nu, for ingen realiteter bider på dem. Intet kan ruske dem ud af drømmen fra Disneyland – selv ikke når koranklodserne stilles op overalt, pressen afslører, at NGO-er samarbejder med menneskesmuglere og socialdemokratiske partier decimeres over hele Europa. Hvad kan være gået galt, monstro? Det  være racister!

Hvad skal man sige til det? Tror de virkelig, at dette folkeoprør mod kolonisering og rasering af vore egne velfærdsstater kan stoppes? At kritikken mod multikultur og islam vil stoppe, så alt bliver som før, bare de udspyer tilstrækkelig hetz,had og racismebeskyldninger mod alle og enhver, og venstrepressen tier om alle problemerne? Ja, det tror de faktisk. For «de gode» har indstillet deres tankevirksomhed, og de hverken kan eller vil indrømme deres egne fejl.

Vel, de er håbløst fortabte.

La dem bare spise kage i Universitetets Aula, så tager vi os af af tænke.

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)