LEDER



Stadig flere tar til orde for at kristne og muslimer tror på den samme Gud, men kan det virkelig være tilfælde at Allah og Treenigheden er den samme?

For en tid tilbage kommenterede den svenske kirkes erkebiskop Antje Jackelén islam, og til den svenske avis Morgonbladet sagde hun:

I tider då just islam används för att legitimera våld och terror är det viktigt att komma ihåg att Muhammed än idag inspirerar miljontals människor till strävan efter rättvisa, fred och ett gott liv.

Vi kristna har mycket gemensamt med både judar och muslimer när vi talar om Gud som Fader och Skapare av himmel och jord. Det är när vi talar om Jesus som skillnaderna blir störst.

Hun mener til og med at kristne og muslimer beder til den samme Gud og sier at

”Det är självklart att muslimer och kristna ber till samma Gud. Jag tror att vi i framtiden kommer att inse att vi har mer gemensamt med troende i andra religioner än med dem i vår egen tradition.”

Det er to afgørende spørgsmål man må stille for at finde ud hvem Gud og Allah er, og det er hvordan de forholder sig til frihed og kærlighed. Og for at få svar på det, bør man starte med begyndelsen; Skabelsen og Guds vilje med mennesket.

Påsken er ikke en isolert religiøs højtid, den er ikke et resultat af tilfældigheder eller Guds uforutsigbare indskydelse, snarere tværtimod: I kristen tro er påsken en del av Guds plan, Treenighedens Gud vidste allerede ved skabelsen at mennesket kom til at falde og dermed ha behov for hans frelsesplan, slik Augustin hævdet: «Gud vidste godt at mennesket kom til at synde, at det ville blive dødelig og så få afkom som i sin tur måtte dø», men også at han «i sin nåde ville kalde et troens folk til barnekår.» Ondskaben kommer derfor ikke fra Gud, men fra skabningen som valgte at ødelegge sig selv, men det er denne ødelæggelse Guds sønn, Jesus Kristus, reparerer i påsken, syndefaldet står ikke længere mellem mennesket og Gud.

ANNONSE

Men hvad da med en religion hvor syndefaldet ikke er tema?

Den svenske erkebiskop er ikke alene om at mene at kristne og muslimer beder til samme Gud, men det er forbausende lille opmærksomhed omkring syndefaldet og hvad det i sig selv fortæller om hvilken skaber man tror på.

I islam er skaperen unitarisk, muslimer afviser at guddommen indeholder mere enn én. Denne guddom er almægtig i en slik grad han ikke kan akseptere noget selvstendig ved siden af sig selv, og derfor bliver også syndefallet en umulighed, for paradoksalt nok forutsætter syndefaldet en kærlighetens Gud, for en fri skabning forudsætter en kærlig skaber, en skaber som er villig til at give ham frihed, frihed i kærlighed, noe som er en umulig tanke i islam. Ifølge islam kom derfor ikke synden inn i verden med syndefallet, synden var der fra begyndelsen af. Den svenske apologet Stefan Gustavson skriver om dette slik:

«Skabelse uten syndefald, allmakt uten andre aktører, vilje uden moralsk væsen. Alt fører ubønnhørlig til at ansvaret for det onde faller på Allah.»

I disse dager betyr det også terroren i Brussel, men få ting er sværere at tale om end nettopp det.

Dermed bliver skabelsesberetningen så afgørende for at forstå forskellen mellem jødedom/kristendom på den ene side, og islam på den anden. Når Allahs skaberverk ikke har gennemgået et syndefald, og heller ikke trenger en frelsesplan, sier det svært meget om hvem Allah er. Det indebærer at alt det verden indeholder går ud fra ham, at han kan forholde sig til alt som sker, ikke bare forholde sig til det, men også på forhånd godkende det. Det er da også årsagen til både islams fatalisme og islams afsky for troen på menneskets rett til selv at vælge sin livsvej.

I kristen tro ser vi en diametral modsætning til Allahs almagt. Her finder vi en Gud som fra evighet til evighet er en hellig kærlighedsrelation mellem guddommens tre personer: Faderen, Sønnen og Den hellige ånd. Denne hellige kærlighed er skabelsens udgangspunkt, og i sin kærlighed skabte Treenigheten mennesket, med et intenst ønske om at leve i en evig relation sammen med sin skabning. Men for at Treenigheten skulle kunde leve i en relation med mennesket, måtte mennesket få en fri vilje, for uden fri vilje er der ingen kærlighed, herunder en fri vilje til at vælge galt: til at falde. Og det er da heller ikke uden grund at kristendommens djævel er en falden engel, for det er i Guds kærlighed at faldet gøres mulig, det er kun i kærligheden man finner frihed. At ondskapen træder inn i skaberværket ved syndefaldet, et fald som umuliggjorde en relation med Gud, viser derfor forskellene på kristendom og islam. Kristendommens Gud, hans hellige kærlighed tåler ikke synd, men aksepterer et fald. Det eneste som dermed kunne frælse mennesket var Gud selv, og det er derfor forsoningen ved Guds Sønn var nødvendig; mennesket måtte reddes.

Det er derfor ikke slik som mange påstår, at kristendommens Gud kræver et menneskeoffer, og at det gjør kristendommen barbarisk. Faktum er det stikk motsatte: Kristendommens Gud ofret seg selv for at muliggøre at hans egen skabning skulle få et evig liv med Ham.

Den kjente teolog Gisbert Greshake skriver om denne process at:

«grunnlaget og kallet til kommunio er i sin væren givet på forhånd, helt fra skabelsen af. At mennesket er skabt i Guds billede, består nettopp i dette. Men dette forhåndsgivne må også bli virkeliggjort i frihed, fordi det henvænder seg til friheden…Hans fullbyrdelse av liv: kommunio, som han udvirker ud fra sitt eget væsens fylde, skal ikke bare blive passivt efterlignet av oss ved at vi rett og slett modtar den guddommelige handling og lar det ske. Den skal ske i aktiv fullbyrdet handling, i kraft av vår egen frihed. Når vi ved tidens ende for alltid skal spille med i den Treenige Guds liv, gjør vi ikke det som tiggere som har modtaget alt i hænderne. Vi gør det fordi vi i dette liv våget at «medvirke».

Med dette som baggrund er det uforståelig at nogen kan hævde at kristendommens Gud er den samme som Allah. Det er og blir en diametral forskeld på en Treenig Gud som giver frihed, og som søger en kærlighedens relation til skabningen, og en Gud som ikke blir forstået som treenig. Den unitariske gud vil enten trykke mennesket ned med sin almagt, eller bruge mennesket for at realisere sig selv. Det er en gud uden et moralsk fundament, eller som Stefan Gustafson sier:

«Etikken er altså ikke forankret i hans væsen, men i hans vilje. Og Allah kan vilde hvad som helst, eftersom hans vilje ikke flyder ud af et definered moralsk væsen».

Påsken viser oss Treenighedens plan med skaberverket. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skulle blive frælst ved Ham. Gud indgår en pagt med mennesket, han forpligter sig selv, han gjør det i kærlighedens frihed, en umulig tanke i den muslimske verden, for Allahs almagt kan ikke begrænses, heller ikke af kærligheden.

Det er få ting som minder så lile om kristendommens Gud som islams Allah. Er det derfor så få våger at si noget om nettop det?

God påske!

 

 

Redaktørens introduktion: Kære danske venner

ANNONSE