Kommentar

Caravaggio: Conversion on the way to Damascus (1600-01)

Salmisten skriver: Hvis ikke Herren havde været med os, det skal Israel sige, hvis ikke Herren havde været med os, dengang mennesker rejste sig mod os, da havde de slugt os levende i deres flammende vrede mod os, da var vandet skyllet over os, floden var strømmet over os, da var det brusende vand strømmet over os. Lovet være Herren, der ikke gjorde os til bytte mellem deres tænder! Vort liv blev reddet som fuglen fra fuglefængernes fælde. Fælden blev knust, og vi blev reddet. Vi har vor hjælp i Herrens navn, himlens og jordens skaber. Sl 124

Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Saulus fnyste stadig af raseri og truede Herrens disciple med mord; han gik til ypperstepræsten og bad ham om breve til synagogerne i Damaskus for at fængsle dem, der hørte til Vejen, og som han kunne finde, både mænd og kvinder, og føre dem til Jerusalem. Men undervejs, netop som han nærmede sig Damaskus, skinnede et lys fra himlen pludselig om ham. Han faldt til jorden og hørte en røst sige: »Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig?« Han svarede: »Hvem er du, herre?« Han sagde: »Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig og gå ind i byen, så vil du få at vide, hvad du skal gøre.«

Hans rejseledsagere stod målløse; nok hørte de røsten, men de så ingen. Så rejste Saulus sig op fra jorden, men skønt hans øjne var vidt åbne, kunne han ikke se. De måtte lede ham ved hånden og føre ham ind i Damaskus. I tre dage kunne han ikke se, og han hverken spist eller drak.

ANNONSE

I Damaskus var der en discipel, som hed Ananias, og til ham sagde Herren i et syn: »Ananias!« Han svarede: »Ja, Herre!« Herren sagde til ham: »Rejs dig og gå hen i Den lige Gade og spørg i Judas’ hus efter Saulus fra Tarsus. For han beder, og han har i et syn set en mand, der hedder Ananias, komme ind og lægge hænderne på ham, så han igen kunne se.« Ananias svarede: »Herre, jeg har hørt af mange, hvor meget ondt denne mand har gjort mod dine hellige i Jerusalem. Og her har han fuldmagt fra ypperstepræsterne til at fængsle alle dem, der påkalder dit navn.« Men Herren sagde til ham: »Gå! For han er det redskab, jeg har udvalgt til at bringe mit navn frem for hedninger og konger og Israels børn, og jeg vil vise ham, hvor meget han skal lide for mit navns skyld.«

Så gik Ananias, og da han kom ind i huset, lagde han hænderne på ham og sagde: »Broder Saul, Herren har sendt mig, Jesus, som viste sig for dig på vejen hertil, for at du igen skal kunne se og blive fyldt af Helligånden.« Og straks var det, som faldt der skæl fra hans øjne, han kunne se igen, og han rejste sig og blev døbt. ApG 9,1-18

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: 

Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. 

Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.« 

Joh 8,28-36

4. søndag efter påske

Vi nærmer os fjerde maj, Befrielsesdagen, og jeg vil i dag tale lidt om en af de sange, der stammer fra dén tid. PH skrev under krigen en meget berømt vise om længslen efter at være fri. I kender den alle sammen; det er den, der hedder Gribe efter blanke ting eller Man binder os på mund og hånd. Det var en dejlig sang at have under besættelsen, for den trodsede den tyske besættelsesmagt på sådan en flot kølig og velformuleret måde. Og det er sikkert derfor, den sang stadig er meget populær. Det er også derfor, jeg er lidt ængstelig ved at kritisere den, men det vil jeg nu gøre alligevel. Det vers, der bliver tolket som modstand mod besættelsesmagten vil jeg naturligvis ikke opponere imod – det er stadig lige flot og stærkt, og jeg holder lige så meget af det, som enhver anden dansker, der har hjerte for Danmark.

Men der er også vers i sangen, som jeg ikke synes er gode. Fx når PH skriver: “Alle mine kys er ikke ja og ikke nej. De ord, jeg svor med haand og mund, de gælder kun den svimle stund, det netop er kysset fra dig, jeg ka li.” og “Kunne vi forbyde de tre ord: Jeg lover dig, var vi vist i elskovskunst paa mere ærlig vej.” M.a.o: Så længe, jeg ikke med ord har lovet dig noget, så har jeg ikke ansvar for dig, vi har ingen magt over hinanden, og så er vi begge frie. Hvilken illusion! Det burde vi alle kunne se i bagklogskabens skærende lys gennem 70’ernes eksperimenter med såkaldt “fri” kærlighed. Kærlighed er aldrig fri. Dens natur er at binde og lænke mennesker sammen. Med den forskel til fysiske bånd og lænker, at det gør mere ondt at løse dem end at binde dem. Kærlighed er at give magten over sit eget liv fra sig og tage ansvaret for den andens liv på sig.

PH står her i skærende modsætning til Løgstrups kendte synspunkt, at mennesker griber ind i hinandens tilværelse blot ved at være til, og at man altid holder et stykke af sin næstes skæbne i sin hånd. For er det sådan, så kan man ikke fralægge sig ansvaret for den anden. Så har man på forhånd, blot ved at være til, givet et løfte om at tage vare på sin næste. At leve i en verden uden løfter kan slet ikke lade sig gøre, for løfterne hænger i luften, hvad enten vi udtaler dem eller ej.

I virkeligheden er det, som skuespilleren Cameron Diaz siger i filmen Vanilla Sky – lige inden hendes figur begår selvmord ved at køre sin bil ud over en bro, mens Tom Cruise, hendes elsker (som “aldrig har lovet hende noget”), sidder i passagersædet. Hun siger: ”Ved du ikke, at når du går i seng med en pige, så giver du hende et løfte, hvad enten du vil det eller ej.” Sådan er det, og det gælder også i så mange andre situationer. Der kan ligge et løfte i en berøring, i et blik, i et smil. Vi lover hinanden kærlighed, lover hinanden venskab, lover hinanden loyalitet. Løfterne hænger i luften, uanset om vi vil vide af det eller ej, og de knytter os til hinanden med usynlige bånd. Bånd, der slet ikke er så nemme at rive over.

Men hvem kunne i øvrigt tænke sig at leve i en verden uden løfter? En verden, hvor ingen nogensinde lover nogen noget? Ville det i grunden være rart? En tilværelse i uafbrudt usikkerhed, hvor ingen kan holdes fast på noget som helst. Er det virkelig frihed? Eller en trældom under vores egen grænseløse egoismes ubærlige åg.

Som kristne mennesker erkender vi, at vi aldrig bliver helt fri. Dvs.: vi siger jo, at vi er frelst, og det betyder, at Jesus har gjort os fri. ”Sandheden skal gøre jer frie”, som Jesus siger i dag. Og andheden – det har Jesus jo fortalt os et andet sted – det er ham selv, det er Jesus. Han er den eneste, der kan gøre os virkelig frie. Men det er  forkert af os, hvis vi tror, at Jesus har gjort os fri ved at klippe alle de bånd over, der binder os til hinanden. At vi er frelst, eller fri, betyder ikke, at vi er frit svævende i luften og ikke behøver tage hensyn til nogen som helst.

Kærlighedens tråde – dem der knytter os sammen – er usynlige. De kan ikke ses, men de kan mærkes. Vi kan mærke, at der bliver trukket i dem, når nogen vi holder af er i fare eller i sorg. Og vi kan mærke, at der bliver knyttet nye bånd, når vi føler kærlighed til et andet menneske.

Når et barn bliver født, stilles dets forældre ikke i nogen valgsituation. De kan ikke vælge, om de har lyst til at binde sig til det barn eller ej. For barnet er deres. Båndet er knyttet på forhånd. Og når et barn bæres til dåben, så er det en tydeliggørelse af endnu et bånd; det bånd, der knytter mennesker sammen med Gud. Ikke med jernlænker og snærende reb, nej – men i tillids og kærligheds bånd. Bånd, der binder – ja, men på den gode måde. Ordet frelse i kristendommen stammer efter sigende fra et gammelt ord: fri-halse. Slaverne havde i gamle dage en jernlænke om halsen – og blev de købt fri eller benådet, så hed det at de blev frihalset – det ord, der senere blev trukket sammen til frelst.

At være frelst er med andre ord at leve uden jernlænker. Men det er ikke at leve uden bånd. At være frelst og leve som et frit menneske er at være bundet til Gud og næsten, på en anden måde, i kærlighed og ansvarlighed.

Gud blev menneske, han kom til jorden for at vise os, hvad det vil sige at leve et fuldkomment menneskeliv – han har bundet sig til os i kærlighed, og han slipper os ikke – for den fuldkomne kærligheds bånd brister aldrig. Det er Guds løfte til os – det fik vi i vores dåb til at leve og dø på. Amen.

ANNONSE

Skriv et svar