Oraklerne



Jeg er Herren. Ingen Ydermere.

Løgn hver magt, I ellers kommer ud for.

Luften, Jorden Havet er jeg Gud for.

Jeg er Herren, alle Fronters Gud.

Bild jer ind, jer er det, der regerer!

Guddomsmagt har ene kærligheden.

Derfor, derfor er jeg Gud for vreden,

Når I håner kærlighedens bud.

 

Alle Fronters Gud er overskriften på et af Kaj Munks sidste digte.

Digterpræsten fra Vedersø med det skarpe ansigt, en hjertelig latter og brændende øjne, der strålede ethvert menneske i møde.

Sådan gik han  sit liv og kampen mod den tyske besættelsesmagt i møde. Han satte sit liv i fare for større ting, end at miste livet, og lagde sig ikke til ro uden at tænke ”kommer de efter mig i nat?” som han skrev i sin sidste prædiken i Vedersø Kirke, der kostede ham livet.

Han gik ikke på prædikestolen den dag, men fra pladsen ved siden af det tændte juletræ på kirkegulvet fortsætter Munk: ”det sker jo også, at de møder op og trykker en pistol for tinding eller bryst og mave. Vi ved godt, at Jesus og hans tapre apostle lod sig ikke forskrække af sligt. De gik i døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres samvittighed.”

Sådan gik Munk tre dage senere i døden. Den 4. Januar 1944, blev han hentet af Gestapo i sit hjem i Vedersø Præstegård og skudt med fire revolverskud i Hørbylunde Bakker.

ANNONSE

Han døde for at bevare Danmark frit og bevare dets fred – det fædreland hvor han var stedt og givet at leve. Men han døde med håbet om, at foråret så sagte kommer, som hans erindringer hedder. Med i håbet om og troen på at blive ført hjem til det evige fædreland hos alle fronternes Gud.

For Det dyrebareste, det er Kristus selv; men det næstdyrebareste det er martyrsindet, de kristnes martyrsind. Med dette martyrsind overvandt vi engang verden, og uden det vil verden overvinde os. Sådan lød det da Kaj Munk prædikede i Vor Frue Kirke i København en måned inden hans død.

Samme martyrsind hører vi om i evangeliet til i dag anden juledag. Også Stefanus gik i døden hellere end at lade sig skræmme til at gøre, hvad der stred mod deres samvittighed, og blev stenet til døde af de, som hånede kærlighedens bud.

Han bringer julens fredsbudskab og forkyndte Guds riges frembrud i verden, som andenjuledags evangelium minder os om, at vi ikke kan tage os selv til indtægt for. For med mordet på Stefanus afslører de rettroende jøder, at kun Gud er god og intet ondt kommer fra ham, og hvem skulle det så komme fra om ikke det kommer fra os – fra mennesket?

Evangeliet siger: husk, at det er Gud som er god, husk, at der er intet andet håb i livet, end forventningen om alle fronters Guds komme. Derfor befaler Stefanus sig Gud i vold. Fordi han nærer det håb, et håbet om hans kommende rige, der kan sætte sig igennem over menneskets vilje og formåen. ”Jeg ved ikke, hvor meget der skal til for at rokke en diktator. Men jeg ved at sandheden skal siges.” Skrev Kaj Munk – der ligesom Stefanus vidste, at det de håbede på var så vanskeligt at gennemføre, at man måtte appellere til forvandling af det indre menneske.

Jeg ved ikke hvor meget der skal til for at rokke en islamistisk terrorist, men også i dag – på bagkanten af et år hvor mørke skyer er trukket op over aftenlandet, skal sandheden siges.

Jorden bløder og døden er alle vegne –  anslagene har været utallige siden sidste år ved juletid. Og det er ikke en tilfældighed, at en gammel katolsk præst får skåret halsen over foran Herrens alter midt under en messe i en lille landsbykirke.

Det er ikke tilfældigt, at den Koptiske Kirke bliver bombet i Ægypten og at en islamisk terrorist kører en lastbil tværs over menneskemylderet på et julemarked i decembermørket ved Kaiser Wilhelm Gedächniskirche  i Berlin.

Den kristne civilisation er under nådesløst angreb fra dele af den islamiske verden.

Ethvert anslag, hvad enten de er målrettet kristne eller det vestlige åbne frie samfund som sådan – er et anslag mod mennesket som skabning. Mod det menneskesyn, der bærer hele den vestlige verden – der udspringer af det kristne blik på mennesket og menneskelivet som skabt i Guds billede og tilskrevet en værdi.

Under første Verdenskrig i mørket i skyttegravens tvivlsomme ly skrev en fransk løjtnant julenat i sin dagbog ”Du stakkels lille kærlighedens Gud, født i denne nat, hvordan kan du elske et menneske.”  Men det gjorde Han, den kristne kærlighedens Gud og det gør Han hele vejen til korset og helt ind i evigheden.

Ikke fordi mennesket havde gjort sig fortjent til Guds kærlige blik, men fordi Gud havde adlet sit menneske – tilskrevet hver enkelt af os en merværdi, på trods af dem vi er.  Og på trods af sine bestialske handlinger er terroristen i kristen forstand også et menneske i Guds billede – Guds skabning, men i Den Ondes vold.

Det er løgnens magt, vi bliver udsat for. Derfor må vi som kristen kirke bede for og appellere til en forvandling af terroristens indre menneske – at han må komme ud af ondskabens varetægt. Fordi det er sandt, at alt godt kommer fra Gud og må vi selv tage alt det onde på os. Og derfor ligger det forvandlingen af det indre menneske nok i vort håb, men udenfor vores forventning.

For det er med det menneskelige håb, som med den jordiske fred at den er en skrøbelig størrelse – der er ikke fred iblandt os fordi det er juletid, hverken i de små hjem – endsige i den store verden. Fordi vi er mennesker på det vilkår, at vi gang på gang må erkende at vi fejler overfor selv de mennesker vi elsker allerhøjest og slukker håbet for hinanden – ikke fordi vi vil det, men fordi vi ikke kan anderledes.

Vi gør ikke det, vi ved vi skal, fordi synden er vores virkelighed. – Og på det vilkår er vi stedt her på jorden  – med Guds befaling, om at vi skal være jorden tro, ved at elske det liv vi lever, blandt de mennesker  vi er givet bo og bygge med i mørkets og dødens skygge. Men julens bud kommer trods krig og terror – trods hver en fjende kommer julebudet til dem der græder/det er vældet til evig glæde.

For  midt i denne verden, hvor ondskaben har frit løb i blandt os, vil vor Far i Himlen – der er alle fronters Gud  – have os til at løfte hovedet og give os i Hans kærligheds vold: Hengive os til den fred, Gud skænker: en fred, der er af en anden verden. Guds fred er ikke en fred fra krig – ikke en fred noget, men derimod en fred til liv. Fred med samvittigheden fra i går og over morgendagens bekymring. Det er fred til at stride vor strid med mod – for Gud fred er ikke en midlertidig våbenhvile, det er ikke dødens fred. Det er den fred, Kristus efterlader os til at leve på. Til kun trøstig at favne, hvad Gud har givet, løfte vort hoved, og takke for livet.

Takke for livet i verden der næres af håbet af en anden verden, uanset hvilken kampplads  vi end er givet at leve på, i Vedersøs smukke lynglandskaber, ved fronten, i terrorens  menneskeskabte helvede eller på vort eget livs slagmark.

Og vi er ét i dette håb – for Han er hele verdens Gud. Det levende håb, der er mere end forventningen eller forhåbningen om, at tingene går lidt bedre end man erfarede i går. Det er et håb, der begynder i evigheden og herfra rækker ind i livet. – Og håbet siger – det går som jeg håber, for mit håb er til Gud. Håbet er ikke på hver vores opstandelse, men på ethvert menneskes opstandelse.  For Hans håb er et levende håb, der står til Gud, derfor favner det hele verden og alle mennesker.

Det er håbet, ikke om en bedre fremtid, men om noget om en bedre fortid, et håb om at Gud genopretter ulykkelige og syndfulde menneskers ugerninger.  For som Kaj Munk sagde fra kirkegulvet ved juletræet i Vedersø Kirke ”ved jeg, hvad rædsel og elendighed verden er kastet ud i (…) jeg står her ikke for at prædike had mod nogen. Ikke engang Adolf Hitler hader jeg.” Som Stefanus i andenjuledagens evangelium der ikke bare beder for sig selv; han beder for sine modstanderes, sine egne bødlers tilgivelse.

Derfor beder vi i den kristne kirke ikke kun for dem, der forfølges på grund af Hans Ord – men også for deres forfølgere. Det er ret og rimeligt, at der i folket ikke kan være den fjerneste tilgivelse overfor islamisternes koldblodige myrderier – der ulmer en gammeltestamentlig vrede. Men kun i Herrens kirke kan lyde de vanvittige ord om morderens tilgivelse. De ord, som intet menneske kan sige sig selv, men gælder ethvert menneske, nemlig at dine synder er dig forladt. – Fordi Gud insisterer på sit menneskes frelse.

For den kristne forkyndelse om Guds nådige tilgivelse omfatter alle, ethvert menneske til alle tider: Forkyndelsen er, at Jesus Kristus har sejret over ondskaben og mørket også i islamistens hoved. Gud havde god grund til vrede på Jesu tid, ligesom han har det i vores, men alligevel holdt Gud ikke sin barmhjertighed tilbage. Han som er alle fronternes Gud – han som er Gud for vreden, når I håner kærlighedens bud. Men der er kun en der er god, nemlig Gud. Og Guds godhed er dommen over os – for han kommer i Herrens navn – det er vor frelse og vort håb – julens budskab i vinterens vånde. Håbet om at foråret så sagte kommer.

I Jesu navn glædelig jul. Amen.

 

Marie Høgh er sognepræst i Lynge-Uggeløse sogne

 

ANNONSE


  • M.S.Carstens

    Ingen tvang er sand kærlighed til Gud
    (og for ateister ej heller til sig selv)
    Vi er sat frie i inkarnationen,
    for at finde
    frie veje i livet,
    til at elske det,
    arbejde for det,
    og takke for det,
    mens vi er her.

    Ja, hvilken sjæl ville kunne retfærdiggøre sig selv,
    ved at vide:
    jeg gjorde det, for at ophøje mig selv,
    lige som alle de andre?

    Sand kærlighed må være
    at giv det frie rum,
    til andre der vil søge
    den frie vej i livet
    elske det
    arbejde for det
    og takke for det
    mens tid er,
    uden forventning
    til egen ophøjelse/ære.