Storbritanniens regering er dybt foruroliget over udsigten til indre uro, men prøver dække over denne faretruende udvikling ved at advare mod truslen for en russisk invasion, siger sikkerhedseksperten, professor David Betz fra King’s College i London.

”For første gang i mange år er vi nødt til at forberede os på, at det britiske hjemland kan blive direkte truet”, fremgår det af regeringens nationale sikkerhedsvurdering for 2025. Vurderingen peger på mulige anslag mod kritisk infrastruktur så som undersøiske kabler, energiforsyningen, transporten og logistiske centre.

Professor Betz kalder regeringens advarsler mod sabotage fra lande som Rusland, Kina, Iran og Nordkorea bekvemme, men fundamentalt set uærlige. De dækker nemlig over en mere påtrængende trussel, som regeringerne og myndighederne – i England som i andre lande – ikke vil tale om, nemlig at de med deres ”lavkvalitets” politiske beslutninger driver samfundene mod indre konflikter. I Vesten er vi vant til at tro, at borgerkrige kun udbryder i fattige, ikke-vestlige lande, og denne opfattelse har fået mange ledere og tænkere til at lukke øjnene.

”Men udfordringen”, siger professor Betz, ”er ikke ekstern i sit udspring, men intern”, og han peger på, at en voksende fraktionsopdeling af befolkningen og stadigt ringere tillid til myndighederne uafvendeligt fører til indre konflikter.

Ifølge Betz er regeringen udmærket klar over, at den egentlige fare er indre konflikt, men det er politisk gift for dem at sige det åbent.

Det er, må jeg (LH) bemærke, fuldt forståeligt, for den truende samfundsopløsning er et direkte resultat af diverse regeringers politik og mediernes propaganda – nærmere bestemt promoveringen af den muhamedanske masseindvandring. Ingen kan sige, at de ikke var advaret, men de trampede på enhver, der vovede at sige sandheden, og de prøvede efter bedste evne at ødelægge deres liv og trænge dem ud af den offentlige samtale.

Nu tales der om borgerkrig, og gid det var så vel. Krig får vi, men det bliver en ensidig affære, for skikkelige englændere, danskere, tyskere, franskmænd osv. er ubevæbnede og forsvarsløse og kan ikke gøre andet end at bøje sig for Muhameds krigere i håbet om, at deres liv vil blive skånet. Fra staten er der ingen hjælp at vente, for den er for længst gået over på profetens side. Det samme er stort set alle politikere, og såvel socialdemokratiske som ”borgerlige” regeringer har fremmet masseimporten af muslimer, der ikke vil have andet med Danmark at gøre end at hæve sociale ydelser og forberede deres magtovertagelse. Hellige biskopper sidder lunt og udbreder opbyggelige historier om Jesus som en tidlig integrationsforkæmper og venstresocialist.

Måske har nogen bemærket, at der ikke længere bliver agiteret for ”integrationsindsatsen”. Det skyldes, at at enhver med omløb i hovedet har indset, at integration er indvandrernes personlige beslutning. Hvis de vil integreres, kan de bare gøre det. Og hvis de ikke vil, men er kommet for at påtvinge danskerne trællekår, vil de opfatte enhver ”integrationsydelse” som et vidnesbyrd om, at danskerne er så sleske, feje og slappe, at de er modne til at blive trukket til slagtebænken.

Sådan som det gennem 1400 år er sket hvert eneste sted, hvor islam har taget magten. Skam få enhver, der ikke vil sætte sig ind i islams virkningshistorie. Og mere skam til de samvittighedsløse regeringer, myndigheder og journalister, der banede vej for den værste ondskab, verden har oplevet.