Oraklerne



Ørkenvandringen er nu slut. Vi er på vej ind Jerusalem. Zion. Stedet for Guds nærvær. Templets by. Kongernes by. Påsken er nær og vi kan se en ende på ørkenfornemmelsen.

Udfrielsen er nær. Vi skal glæde os, for nu rider kongen ind i byen. Vi hørte det åbenbaret sidste søndag; at barnet Maria undfangede, skulle blive stor og kaldes den Højestes søn, at Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone, at han skal være konge over Jakobs hus til evig tid. Vi fik et glimt af det, da han åbenbarede sig på bjerget. Da han strålede. Vi så det, da han blev døbt i Jordan og himlen åbnede sig og Gud sagde: Dette er min søn, jeg har født ham i dag. Vi så, at han er KONGEN, kongers konge.

Derfor skal vi glæde os nu, hvor han holder indtog hos os. Palmesøndag er lige som første søndag i advent en glædens dag. En festdag, hvor vi fejrer Herrens komme. Jul og påske er to sider af samme sag. Begge er fester der fejrer fredsfyrstens komme. Sagtmodig ridende på et æsel. For sådan viser Gud Herren jo gerne sin herlighed, i de små stille ting og det var på ingen måde et uventet scenarie. Det var hvad jøderne havde ventet på. De kendte profetierne om denne sagtmodige konge. De kendte ordene om, at Gud Herren ikke sætter sin vilje igennem med kraft og styrke men med ÅND. De kendte sangene om en Herrens lidende tjener, der skulle bære folkets overtrædelser. En der skulle befri det folk fra deres synder. En usselt udseende mand, sådan så han ud, men han skulle være den der skulle samlede de forvildede. Jøderne havde gennem århundrederne hørt om, hvordan den vragede skulle blive hovedhjørnestenen.

ANNONSE

De vidste, at kongen, når han kom, ville være en Konge, der kommer i en tjeners skikkelse.  Sådan var det spået at Messias, Guds salvede skulle komme. Det er ved ham alt skal blive nyt og foråret skal komme. Det er ved ham det tørre land skal blomstre og rosen skal juble.

Vi er altså her slet ikke i tvivl om, at det er en konge, der kommer. DEN KONGE. Vi kan godt se, at det ikke er en krigsherre, der rider ind i byen.  Vi kan godt se, at han kommer med en anden form for myndighed end en romersk general eller en fremmed besættelsesmagt, der tager et land i besiddelse, sådan som det skete for præcis 77 år siden i dag, da kampvogne rullede ind over grænsen til vort lille land, og der gik fem lange og mørke år før det blev forår og Danmark frit.

Nej, det er ikke den slags myndighed Jesus Kristus kommer med. Det er ikke med rå overmagt, men med mildhed, kærlighed og Ånd, han kommer.

Så med mildhed ja, men med en kompromisløshed uden lige: Jeg er vejen sandheden og livet. Jeg er livets brød. Brød fra himlen. Jeg og Faderen er et. Ingen kommer til faderen uden ved mig. Jeg har magt til at forlade synder. Jeg har magt over dæmonerne. Over storm og sø. Jeg er Guds søn. Jeg er træet, I er grenene. Jeg er selve livets træ. Uden mig kan I slet ingenting gøre. Jeg er lovens opfyldelse. Jeg har nøglen til Loven. De gamle har sagt: du må ikke slå ihjel. Men jeg siger: den der bliver vred på sin broder skal kendes skyldig for domstolen. Templet er MIN faders hus. I har besmudset det. Jeg renser det. For jeg er kongen. Kongen over alle konger. Der er ikke andre end mig.

Med disse ord er Jesus kommet ind i byerne på sin vej, ind i templer, ind til mennesker. Sådan har han talt til både disciple, kvinder, børn, hedninge og skriftkloge. Ja selv til romerske soldater. Og sådan har han også advaret eller forberedt sine følgere på kompromisløshed: Den der ikke er med mig er imod mig. Og den der vil frelse sit liv skal miste det, men den der vil følge mig skal vinde livet. Det evige liv.

Jeg er tilværelsens grund siger han. Der er ikke andre måder, hvorpå et menneske kan leve et sandt menneskeliv, end ved mig. Der er ikke andre måder at kende Gud på end ved mig. Det sagde han og derfor blev han smidt ud, hånet, latterliggjort og stræbt efter livet. Men det er ikke desto mindre hans budskab og hans spørgsmål er nu som dengang: vil du have mig som konge? Eller vil du korsfæste mig.

Det skal vi huske.

Og så skal vi igen se, hvordan, han kommer: Han kommer ikke i stormen, der splintrer bjerge og knuser klipper. Ikke i jordskælvet. Ikke i ilden. Men sagtmodig, ridende på et æsel. Sådan frelser jeg dig, siger Herren. Ikke med overmagt, men ved min sagtmodighed og ydmyghed og fattigdom. Det vil sige: Vi er ikke frelst ved almindelig styrke, nej vi er frelst ved svaghed. Vi blev rige ved hans fattigdom. Enhver anden religion eller livsfilosofi – ny eller gammel – forkynder det modsatte. Forkynder styrkens overlegenhed. Men Gud viser sin kraft i det magtesløse.

Den sagtmodige konges indtog i Jerusalem varsler således, at noget for altid er forandret i verden. For Hans rige tager nu sin begyndelse i denne verden. Her blandt os. I os. I vore hjerter og det forvandler os. Vi vil nu altid huske, at vi blev frelst af Guds offer. At vi blev rige, fordi han gjorde sig fattig. Vi skal huske, at han der er vores Herre, var villig til at blive tjener for os. Vi skal tage imod ham som kongen og vi skal lade det samme sind være iblandt os som var i Ham, der tog en tjeners skikkelse og ikke regnede det for et rov af hans guddommelighed. Vil vi høre ham til må vi da vide, at vi kan aldrig tjene ham på andre måde end ved at tjene hinanden. Vi kan aldrig tjene og ære Gud ved rå magt og vold.

Kirken er tolerant i praksis fordi den elsker, har en klog mand sagt, men i princippet er den intolerant, fordi den tror. Det betyder, at kristendommens sandhed kan aldrig kræve anerkendelse, men det kristne evangelium skal på den anden side heller ikke dækkes til i tolerancens hellige navn og i forskrækkelse over at komme til at fornærme nogen. Den kristne skal med oprejst hoved forkynde, at kongen er kommet og at enhver som tror på ham ikke skal fortabes, men have evigt liv.

Han og vi ved godt, at der snart vil komme dage, hvor modet svigter. Hvor jubelen skal forstumme, hvor ven vil forråde ven med kys og hvor mængden, der nu hylder kongen vil råbe: korsfæst. Men i dag er ikke den dag. Frygtens dag. I dag er Herrens dag. I dag er hans herlighed er brudt frem over dig. Han kommer til dig retfærdig og sejrrig, sagtmodig, ridende på et æsel, på en æselhoppes føl. Det er det sande forår. Det er hvile for fattige sjæle og syge hjerter. Det er vand i ørkenen og brød fra himlen. Og det tørre land skal blomstre og rosen juble af fryd, ja, hele skabningen skal prise den Herre, der har bestemt det sådan.

Amen.

 

Nana Hauge er valgmenighedspræst ved Høve og Havrebjerg valgmenigheder.

ANNONSE


Mest lest

Sorry. No data so far.