Kommentar

Hieronymus Bosch:  The Last Judgement (detail) 1482

Jesus stødte ofte både sine tilhængere og modstandere med sin hårde tale (Joh 6,60). Hvem kan holde ud at høre på det, spurgte disciplene sig selv og hinanden og mange tilhængere forlod ham da også efter den slags barske ord, som vi hører i dag. Sådan forargedes samtidens antikke samfund også over hans følgere, de kristne og sådan forarges folk såmænd stadig i dag over den radikalitet, der ligger i kristendommen. 

Men Jesus gik aldrig på kompromis og han pakkede aldrig sit budskab ind i venlige tillokkende fraser. Det er den side af ham vi møder i dag hvor han taler om øgleyngel og utilgivelige ord. Og det udfordrer hvad vi normalt forbinder med kristen tilgivelse – som en tilgivelse uden grænser. For her er der en grænse, der trækkes en streg. Synden mod Guds hellige Ånd er utilgivelig. 

Hvorfor det?

Jo, Ånden er jo det bedste i mennesket selv. Ånden er Gud selv, sådan som han virker inde i et menneske. Man kan også sige at Ånden er det guddommelige i mennesket. Det der driver mennesket til at gøre gode gerninger for eksempel. Eller man kan kalde det menneskets gudbilledelighed. En tro på, at der i ethvert menneske er guddommelige kræfter tilstede som skal udvikles og komme til syne. Taler man i mod det, da tager man det guddommelige fra mennesket og efterlader det som et tomt, sjæleløst hylster. Historien har alt for godt lært os hvad der sker, når vi holder op med at betragte mennesket som et væsen med Guds ånd i sig. Respekten for menneskelivets hellighed vil syne hen – Mennesket som et væsen med evig betydning vil forsvinde. Jeg behøver ikke engang nævne eksempler på hvor det allerede er sket og hvor det sker. 

ANNONSE

Sådan er det ikke ligegyldigt, hvad vi gør, hvad vi siger og hvordan vi lever vores liv. 

Et træ skal kendes på sine frugter. På samme måde skal også et menneske kendes og det vil sige – bedømmes – på dets ord og gerninger. Men det er ikke os, der skal afgøre hvilke frugter der er gode og hvilke der er dårlige. Hvem der er de onde og hvem der er de gode. Det er ikke os, der skal fælde den dom. Det skal og vil Vor Herre gøre. 

Og godt for det – for tænk hvis vi levede i en verden, hvor vi ikke blev stillet til regnskab for vores gerninger? 

Sådan en verden findes i HBO-serien Westworld. Westworld er en slags forlystelsespark med robotter så menneskelige at man ikke kan skelne dem fra virkelige mennesker.

Parken er skabt for at de besøgende kan komme derhen og gøre lige, hvad de vil uden at blive stillet til regnskab for det. Her kan de mishandle, voldtage, udnytte, pine og plage de menneskelignende robotter uden at det har nogen som helst konsekvenser. Og det gør de – for der er jo ingen dom. 

Stillet til regnskab bliver de nu alligevel. For efterhånden udvikler robotterne mere og mere menneskelighed. De begynder at føle angst, smerte og glæde, de begynder at erindre. De begynder at huske overgrebene og mishandlingerne og så vågner længslen efter retfærdighed. 

De begynder at tørste efter retfærdighed, efter at stille deres bødler til ansvar for deres gerninger. 

Seriens budskab er, at er der ingen retfærdighed til, er der ingen dom, ja så er der ingenting til at tøjle menneskers mørke side.

Den russiske forfatter skrev profetisk i sin roman om Brødrene Karamasov:  “Hvis Gud er død, er alting tilladt” 

Derfor – er det seriens – såvel som Bibelens budskab – at der er nødt til at være en dom, en regnskabets time. 

Og dog kan der ikke være en dom, for hvem kan bestå? Hvem kan sige at de altid båret troens frugter? Hvem kan sige sig fri for NOGENSINDE at have gjort andre ondt? For at have svigtet? Forrådt? Nedværdiget? Det kan nok kun de færreste. 

Vi – eller i hvert fald jeg, står skiftevis på den højre og på den venstre side. Ingen er 100% ren. Alle har en gæld at betale. Og det ved vi dybest set godt. Men vi ved også godt, at det er sådan, det bør være. At retfærdigheden er nødt til at ske fyldest – og at det vil være forfærdeligt, hvis vi står for tronen på dommens dag og der ikke er nogen menneskesøn til at fælde dom over os. For så bliver gælden ikke betalt. Så bliver tavlen aldrig visket ren. 

Men Gud er ikke kun retfærdig, han er også god. Han ønsker, at vi skal leve evigt sammen med ham. Derfor sendte Gud sin søn til verden i skikkelse af et menneske. For at dette menneske, Guds egen søn, kunne betale gælden for os. Fordi han har lidt for os og er død for os, er vores gæld betalt. Og vi kan stille os foran dommersædet – som ikke er tomt, men hvor der sidder en retfærdig dommer – og modtage vores retfærdige dom og få at vide, hvad vi skylder at betale. Og få at høre, at gælden er betalt, og vi er frie. Han er livets træ og han bærer god og nærende frugt.  Han er træet og vi er grenene. Vi er podet ind på ham som små kviste, ved dåben – vi skal se det om lidt når Melisa skal døbes.

 Fra Ham strømmer energien og kraften, så hans kærlighed kan virke livgivende i os så at når vi ikke formår at handle ret, når vi ikke kan tilgive eller tro, når vi ikke kan bære frugt, så gør Han det for os. Amen

 

(Inspiration: Merete Bøye: Dommen)

 

Prædiken til 12. s.e.t.(med dåb)

Salmer 747, 42, 447, 674 v. 1-2, 261

Læsninger:

Jonas’ Bog 2,1-11

Matthæusevangeliet 12,31-42

 

ANNONSE