LEDER

I dag er det Kristi himmelfartsdag, og svært få synes at bryde sig om det. Det er en af disse kristne helligdager vi stort set trækker på skuldrene af eller fortæller vittigheder om. At den er en vigtig del af vår kristne kulturarv, synes at gå ubemærket forbi os. For det var denne dag Jesus Kristus bad sine disciple, at gå ud i verden og gøre alle folkeslag til hans disciple, og selv for dem, der ikke deler troen på Jesus Kristus som frelser, er det umuligt at komme udenom den betydning denne ordre har fået for verden.

Den kendte amerikanske religionssociolog Rodney Stark mener, at vi finner årsagen til kulturers udvikling i hvad deres medlemmer tror på, hvad de bygger sin virkelighedsopfattelse på. Han skriver at da han selv studerede, var det vanlig at universitetene tilbød fag der temaet blandt andet var årsagerne til Vestens overlegenhed, både økonomisk, teknologisk og militært. Slike studier er imidlertid blevet en sjældenhed, det er ikke længere stuerent at hævde at Vesten er overlegen på nogen som helst måde. Men for Rodney Stark er det to spørgsmål der er væsentlige i møde med andre kulturer og deres religioner: Finder de at naturvitenskabelig forskning er mulig og ønskelig? Han hevder at kristendommen svarer ja på begge disse spørgsmålene, og at kristendommen er en fornuftens religion. Rodney Stark peger på at kristendommen, kombineret med sit menneskesyn, derfor skaber en kultur for forskning, nysgerrighed og menneskelig frihed, og hævder at det er årsagen til Vestens triumf.

Men hvorfor er kristendommen positiv til forskning på natur og samfund? Svaret finner vi blandt andet i forståelsen af, hvad der skete netop på Kristi himmelfartsdag.

Kristen tro handler om Treenigheden, dvs Fader, Søn og Den hellige Ånd. Og med inkarnationen blev Sønnen født ind i verden som et sandt menneske og sand Gud, i påsken døde han som sandt menneske og sand Gud, og på Kristi himmelfartsdag steg han op som sandt menneske og sand Gud.

ANNONSE

Treenigheten er det vi kan kalle en hellig kærlighedsrelation, og om en lider det eller ikke, så forteller det svært meget om guddommen og skaberværket, at han selv træder ind i det og returnerer tilbage som sand Gud og sandt menneske.

Det er viktig at være klar over præmisserne her, for når udgangspunktet er en hellig kærlighedsrelation, er det åbenbaret at denne ikke kan forholde sig til et skaberværk som ikke er i samme «ordnede former» som ham selv. Treenigheden er i sig selv bundet af sandheden om sin egen hellighed, og kan ikke skabe noget der bryder med dens egen natur. At skabningens frihed gjorde syndefaldet mulig, rokker ikke ved skaberværket som et verk præget af Treenighedens fingeraftryk, et fingeraftryk Jesus Kristus tog med seg tilbake til Faderen og Ånden på Kristi himmelfarts dag. Sønnen kunne ikke blive født ind i en ikke-fornuftig virkelighed, ej heller virke i en virkelighed hvor skaberen ikke havde sin hensigt indbagt. Sønnen virkede indenfor skaberværket, og var klar over når han gikk udover rammerne, dvs når han udførede undere. På samme tid havde mennesket en forståelse af ret og galt, og jødene havde kundskab om syndefaldet, de visste at verden ikke var i den stand Gud ønskede.

Man må gerne protestere og hævde at dette ikke kan være sandt, men uanset er det denne forståelse som de kristne havde med sig i møde med den antikke verden, og der lagde grundlaget for en helt ny civilisation (og alternativene er ikke særlig hyggelige). Med inkarnationen blev skaberværket genstand for en helt ny opmærksomhed. Det blev ikke bare mulig, men også ønskelig at forske på ulige fænomener i naturen. Naturen var ikke længere et resultat af gudernes lunefulde indfald, men en konsekvens af de love en hellig skaber-Gud havde bygget ind i verden, og der blev stadfestet af Kristi himmelfart. Kristendommen civiliserede antikkens videnskab, satte mennesket i en helt ny position og lagde grundlaget for en helt ny måde at tænke samfund på. Det er derfor fejl at hævde, at kristendommen blev civiliseret af Opplysningstiden, det var kristendommen der skabte civilisationen som gjorde Opplysningstiden mulig.

Kristi Himmelfartsdag er, fra et ideologisk ståsted, en dybt undervurderet højtid, den gav oss visheden om at Treenigheden indbefatter vår menneskebror, Jesus Kristus, og dermed også en ny forståelse af menneskehedens plads i historien. For da Jesus Kristus sagde: Gå derfor ud og gør alle folkeslag til mine disciple, idet dere døber dem til Faderens og Sønnens og den Hellige Ånds navn, var det en ny tidsregning der startede, en ny civilisation der voksede frem, og det er den Vesten er et resultat af.

 

 

Billede: (From left:) Christ’s ascent to heaven is depicted in a stained-glass window at 1) St. Clotilde Church in Chicago (Catholic News Service photo/Karen Callaway, Catholic New World); 2) St. Therese of Lisieux Church in Montauk, N.Y (Catholic News Service

ANNONSE

2 svar til “Kristi himmelfartsdag – er den noget at bry sig om?”

  1. selma siger:

    Det er betimelig å utfordre oss alle som kristne i et kristent samfunn på hva dagen i dag, Kristi Himmelfartsdag står for, og hvilken betydning den har for den kristne tro, og de kristne samfunnene. Kjell Skartveit har mye rett i at vi tar dagen som en ekstra fridag. Mener å vite at norsk skole heller ikke fordyper sine elever i betydningen, utover den historiske hendelsen. Jeg vil tro, med den utviklingen våre land er inne i, at kjennskap til kristendom både blant barn og deres foreldre får stadig dårligere vilkår. Mens innvandrere, enten det er muslimer eller hinduer, sikkert også andre trosretninger, gir sine barn opplæring i egen tro og kultur, blir våre lært toleranse og mangfold. Det er selvfølgelig fint å være tolerant. Men kunnskap om egen kulturell bakgrunn er nødvendig nettopp fordi den gir trygghet i møte med andre kulturer. Det finnes noen absolutter som er viktige for oss mennesker, deriblant dette. Det ser ut som vi fraskriver oss vår bakgrunn i stedet for å være stolt av den.
    Takk for et opplysende og nødvendig innlegg.

    • qualibra siger:

      Helt enig ! Dette er og vil bli stadig mer viktig . Vi må hevde vår identitet i et samfunn basert på kristen kulturarv . Her begår vi en generaltabbe ved å ikke være bevisst på egen tradisjon , og den egentlige bakgrunnen for samme . Står vi ikke opp for oss selv og det vi har bygget alt vi har på basis av , så vil det jo gå galt med alt vi i vår del av verden har klart å skape . Dette burde vel være en selvfølgelighet , men vi ignorerer dette – dessverre .