Vi taler om åndelig oprustning og bekymrer os over de unges manglende vilje til at forsvare deres land. Samtidig hyldes en populærkultur, der lægger gift for den vestlige selvforståelse.

På årets Glastonbury Festival chantede rapperen Bob Vylan “Death to the IDF!” foran 200.000 jublende festivaldeltagere, mens BBC sendte det direkte til millioner af britiske hjem. De selvsamme mennesker, hvide englændere, der blev hånet og truet, tiljublede dette hadets evangelium.

På Roskilde Festival var det ikke meget bedre. Her skreg festivaldeltagere “From the River to the Sea”, sloganet for Israels udslettelse, som kostede 378 mennesker livet på Nova-festivalen 7. oktober. Her blev glade, unge mennesker massakreret, tortureret og voldtaget af Hamas-terrorister.

Politikerne taler om åndelig oprustning. Populærkulturen bedriver åndelig nedrustning.

Hadets festival

Danske unge viser altså deres internationale engagement ved at råbe på jødernes udryddelse. Og unge liberale politikere forsvarer  hadet.

Som Jotam Confino påpeger: Man skal være gennemført afstumpet eller hjernevasket for at skrige “From the River to the Sea” på en musikfestival. Særligt når denne ideologi netop kostede hundredvis af festivaldeltagere livet i Israel. Alligevel blev det tolereret, endda fejret som ungdommeligt engagement.

Glastonbury var et karneval af civilisationshad. Som Rod Dreher skriver,  rappede Bob Vylan rappede ikke blot sine opfordringer til drab på israelske soldater. Han fremførte også sangen “I Heard You Want Your Country Back”, hvor han beskylder hvide briter for at have stjålet landet fra ham – et charmerende budskab fra en mand, hvis forfædre næppe trådte britisk jord, da The Beatles var drenge i korte bukser.

“Gammons” – venstrefløjens nedsættende betegnelse for almindelige hvide englændere – blev truet med, at “vi kommer for at tage landet og beholde det”.

BBC valgte at sende dette direkte og fulgte op med historier om israelske grusomheder i Gaza.

Dobbeltstandarden afslører alt

Dreher gør opmærksom på en slående kontrast. Da Lucy Connolly i kølvandet på Southport-massakren postede – og hurtigt slettede – en voldelig besked mod asylansøgere, blev hun fængslet i flere år for hadtale. Bob Vylan opfordrer åbent til drab på israelere og vold mod hvide briter. Og bliver hyldet på national tv. Renaud Camus blev i 2020 dømt i Frankrig for at sige, han ville vælge krig frem for underkastelse under en fremmed kultur. Camus må ikke rejse ind i Storbritannien.

Samtidig kan man frit opfordre til jødeudryddelse og racekrig på en af Europas største scener.

Forestil dig det omvendte: Hvis radikale pro-israelere krævede palæstinensiske områders udslettelse. Hvis hvide nationalister optrådte på festivaler og sang om at “tage landet tilbage” fra indvandrere. Reaktionen ville være øjeblikkelig og ubarmhjertig. NGO’er, politikere, forskere og medier ville stille sig i kø for at fordømme bevægelsen. Men fordi hadet retter sig mod jøder og europæere, er alt tilladt.

Tolerancens fanatikere tolererer alt – undtagen deres egen civilisation.

Forkastelsens kultur

Der er en fundamental forskel på 1960’ernes protestsange og nutidens hadkultur. Som Rod Liddle påpeger:   Da Country Joe McDonald sang “What are we fighting for?” på Woodstock, rettede kritikken sig mod specifikke politiske beslutninger som Vietnamkrigen.

Woodstock havde mudder og dårlig hygiejne; Glastonbury og Roskilde har folkemordsopfordringer. Det er vist ikke et fremskridt. Nutidens kulturelle oprør handler ikke om politiske enkeltsager, men om civilisationens legitimitet. Det er ikke krigen i Gaza, der angribes, men Israels eksistensberettigelse. Det er ikke britisk indvandringspolitik, der kritiseres, men hvide briters ret til deres eget land.

Som Rod Dreher observerer: Dette er “gazaficeringen” af vestlig politik – komplekse konflikter bliver til manikæiske kampe mellem undertrykkere og undertrykte, hvor Vesten altid er den skyldige part.

Lad mig supplere Drehers diagnose med et billede på, hvad disse festivaler fortæller os: Hadets kræftsvulst metastaserer gennem kulturens årer, mens selvforagtens virus spreder sig gennem mediernes kredsløb.

Resultatet er en generation, der lærer at hade det, de skulle elske, og elske det, de skulle hade.

Paradoksets kerne

Hermed når vi til det centrale paradoks: Hvordan kan politikere, mediefolk, kunstnere, NGO’ere og ikke mindst festivalledere tale om solidaritet og åndelig oprustning, mens de fremmer en kultur, der lærer unge at hade deres egen civilisation?

Hvordan forventer man, at en generation skal forsvare værdier, institutioner og et samfund, de fra barnsben lærer at betragte som undertrykkende? Den generation, der skal forsvare friheden, lærer at hade den.

Den demografiske forandring spiller ind her. Som Ed West påpeger, går fx Storbritanniens hvide befolkning fra 99 procent i 1960 til minoritetsstatus i 2060’erne. Det er en forandring uden historisk sidestykke. Samtidig lærer man de nye befolkningsgrupper, at det land, de kommer til, grundlæggende er ondt, og at dets oprindelige befolkning fortjener deres egen undergang.

Det er opskriften på borgerkrig, ikke på integration og sammenhængskraft.

Af Kasper Støvring, forfatter