I september sidste år var Mike Johnson imod at sende 300 millioner dollars til Ukraine. I stedet krævede han, at Biden-regimet skulle gøre noget for at sikre grænsen i syd, hvor hundredtusinder af mennesker strømmer ind hver måned. Seks måneder senere er han vendt 180 grader og stemmer sammen med Demokraterne for 61 milliarder dollars. Hvad var det, der skete?

Mike Johnson tog til Det Hvide Hus den 28. februar og kom ud som en forandret mand. Medierne ville have det til, at han havde et Churchill-øjeblik: Han indså den trussel, som især Europa stod over for. Hvis Putin ikke bliver stoppet i Ukraine, vil han fortsætte mod vest. USA kan ikke lade ham vinde.

Det var fortællingen i medierne og fra krigspartiet. Men det er ikke sandt.

Intet fornuftigt menneske tror på, at Putin har ambitioner om at rulle mod vest. Han har knap nok styrke til at forsvare Donbass.

Hvad skete der så? Redaktøren for The Federalist, John Daniel Davidson, har undersøgt Johnsons opførsel og afviser, at Johnson fik noget at vide, som fuldstændig ændrede hans syn på krigen.

Ræsonnementet mangler logik. Hvis Johnson var bekymret for USA’s sikkerhed, ville han aldrig være gået med til at sikre Ukraines grænser, og lade USA’s grænser stå åbne.

Forklaringen er en anden: Johnson har kapituleret over for krigspartiet. Han mangler principper. Han er ved at blive en tragisk figur.

I stedet for at sikre grænsen gjorde Johnson det modsatte: Han gav 4 milliarder dollars i støtte til de NGO’er, der driver trafikken langs grænsen. Det er et brudt løfte, og et forræderi mod de Republikanske vælgere.

Et stort flertal af de Republikanske vælgere ønsker, at grænsen lukkes, og at støtten til Ukraine stoppes. Johnson leder Republikanere, som er ligeglade med deres vælgere. Han ofrer dem. Han gør det i modstrid med flertallet i sit eget parti: Et flertal af Republikanerne i Repræsentanternes Hus stemte imod pakken.

I Senatet er der stadig et flertal for Ukraine blandt Republikanerne. Men også de stemmer imod deres vælgeres ønsker.

Denne adfærd demoraliserer de Republikanske vælgere. De ser, at de folkevalgte ignorerer deres vigtigste krav: grænsen, inflation drevet af ødsle udgifter, og forfølgelsen af Trump.

Selv sidstnævnte gør ondt på Republikanerne. Steve Bannon langede tirsdag ud efter repræsentanter som Jim Jordan, for ikke at bruge sin position som udvalgsformand til at stævne Demokrater og kræve svar på farcen i New York.

Endnu en gang demonstrerer Republikanerne mangel på initiativ og handlekraft. Det kan blive fatalt.

Vælgerne vil have Trump, men Washington har en masse kort i ærmet, som kan ødelægge det. De har snydt før.