Kommentar

Hunters bærbare computer er vendepunktet i en magtkamp, ​​hvor medierne og Big Tech står på censurens side. Elon Musk forstyrrer, fordi han ønsker gennemsigtighed. Ytringsfriheden er blevet en trussel mod den nye magtbase, der ønsker total kontrol. FBI kan angribe Mar-a-Lago, men Hunter Biden deltager i et bryllup i Det Hvide Hus. Medierne fungerer som vogtere af Biden-familiens korruption.

Vesten er blevet et praleprojekt, hvor lederne bliver overstrøet med rosende ord. Et af dem er demokrati. Men det nye er, at de bruges til at retfærdiggøre undertrykkelse. Demokratiet er skrøbeligt og skal beskyttes, siger de. Derfor kaldes censur ikke censur, men beskyttelse. Det er omsorgsfuldt. Enhver, der ikke anerkender det, er potentielt en fjende af staten og bør overvåges.

Alle totalitære samfund har præsenteret overvågning og kontrol som en beskyttelsesmekanisme og et forsvar for sig selv.

Samfundet kræver totalforsvar. Alt er integreret i samme struktur. Hvert eksperiment med kontrol føjes til puslespillet. Det er helt klart, at drivkraften er et ønske om total kontrol. De arbejder på sagen. EU-landene er blevet enige om et digitalt ID-pas, som snart vil blive rullet ud. Det giver åbenlyse fordele. Man behøver ikke tænke på bagsiderne.

ANNONSE

EU-landene blev enige om at gøre European Digital Identity-pungen tilgængelig for alle. Når den nye lov træder i kraft, vil du takket være en app til mobile enheder have alle dine identitetsdokumenter med dig til enhver tid.

Den, der ikke gør noget forkert, har intet at frygte. Det er den utilitaristiske holdning, som alle kontrolsamfund bruger. For første gang giver teknologien mulighed for total kontrol. Total kontrol sammen med et ønske om total kontrol resulterer i et totalitært samfund.

Det gør samfundet nemmere for bureaukrater og teknokrater at styre. På mange måder er det sådan et samfund, vi bevæger os ind i.

Et ægte demokrati med total ytringsfrihed er en trussel mod en sådan samfundsform.

Teknokrati gør demokrati til en formsag. Det ligner en virksomhed, der producerer varer. Es läuft, som tyskerne siger. Det kører.

Men sådan er ægte demokrati ikke. Det er rodet, beskidt, tidskrævende. Det kræver rigtig meget, at samtalen ikke udarter sig til ævl og kævl eller til et polsk parlament, hvor man aldrig når at blive enige og vedtage noget.

Men det, vi ser vokse i Vesten i dag, er noget nyt: Det suveræne individ er blevet en trussel.

Repræsenteret af to personer, der udfordrer systemet: Donald Trump og Elon Musk.

Deres veje har krydset Twitter. Trump havde den største følgerskare med over 80 millioner, og han brugte kontoen døgnet rundt.

Twitter er skabt til en med en skarp tunge. Men venstrefløjen havde besat Twitter. De gik amok over, at nogen udfordrede dem på deres enemærker.

Efterhånden som Big Techs teknologiske muskler voksede, voksede deres ønske om magt og kontrol også. Trump blev en besværlig figur, de skulle af med. 6. januar optøjerne gav dem et påskud. En lex Trump blev vedtaget. Han var det første statsoverhoved, der blev udelukket på livstid. Taliban, ayatollaherne i Teheran og Hamas fik lov at blive.

Fem måneder tidligere havde lederen af ​​FBI’s juridiske kontor, James Baker, fået samme job nu bare på Twitter. Twitter blev integreret i Security State. Baker symboliserede fusionen mellem Big Tech og efterretningstjenesterne. USA var ved at udvikle sig til en korporativ stat, hvor magtorganerne gled ind i hinanden: de samme mennesker gik fra våbenindustrien til regeringsposter og derefter til tv-kommentatorjob. Og de beholdt deres sikkerhedsgodkendelser. Det var det, der gav dem jobbet på tv. De vidste noget, andre ikke vidste.

Men vigtigst af alt: De vidste noget om et spil bag kulisserne, hvor der blev brugt magt til at eliminere fjender. Den største af dem var Donald Trump.

Medierne var ikke kritiske over for en proces, der gik ud på at underminere en siddende præsident. De deltog med liv og lyst.

Intet som det er nogensinde set i Amerika før.

Men det er en proces, der også er i gang i det socialdemokratiske Nordeuropa. Processen mod chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste i Danmark, Lars Findsen, er en blindgyde. Danske medier har reageret på noget, som de ikke har forstået, når det er sket i USA. Der har de spillet Dumme Peter. Men når det dukker op i ens egen andedam, er det anderledes.

Den nye regering vil nedsætte en kommission, der skal undersøge Findsen-sagen. Det lyder som om de vil begrave den. Ligesom Venstre og Moderaterne lovede de en uvildig advokatvurdering af, om Mette Frederiksen skulle sigtes for minkslagtningen. Inger Støjberg blev idømt fængsel for en bagatel. Frederiksen udslettede en hel branche, men slipper af sted med det. Sådan fungerer lov og ret i den nye sikkerhedsstat. Der er nye sheriffer i byen.

Enkeltmennesker har stor magt i sådan en stat. Men det er i kraft af at repræsentere det nye system. Individualister klarer sig dårligt.

Trump har været lærerig. Han afslørede systemet. Historierne, som den om James Baker, ”taler højt”, som amerikanerne siger.

Men hvordan bekæmper man et system, der ønsker og har mulighed for total kontrol?

Ytrings- og pressefrihed er den sidste store frihed, som systemet frygter.

Derfor er Elon Musk blevet den nye fjende. Han udsættes nu for samme behandling som Trump: Alt, hvad der er negativt, fremhæves. Det positive forties.

Musk kunne ikke stole på ingeniørerne fra det gamle Twitter. Den dag han tog over, tog han sine egne med.

Medierne sår systematisk tvivl om hans likviditet. Nu siges det, at han må sælge ud af møblerne i hovedkvarteret og ikke kan betale huslejen. Investorer i Tesla synes, han bruger for meget tid på Twitter. Alt beskrives negativt.

Biden-regimet har stillet spørgsmålstegn ved, om han udgør en national sikkerhedsrisiko. De spiller på de samme strenge som i Trumps tilfælde: karaktermord og mistænksomhed.

Gadget-nørder som Vijaya Gadde og Argowalt – begge indiske af oprindelse – har ingen betænkeligheder ved at stramme tommelskruerne. De gør, hvad jobbet kræver. Aktivister som Joel Roth leverer overbevisningen om, at det, de gør, er rigtigt: – Der er ægte nazister i Det Hvide Hus.

I Sovjetunionen var det apparatchiks, der drev maskineriet. Operatørerne i Big Tech har samme rolle. For dem er ytringsfrihed et fremmedord.

Det, der er godt for forretningen, er deres ledemotiv, hvad enten det drejer sig om klimapolitik, pandemien eller inflation.

Individualister er aldrig gode for forretningen. De er uforudsigelige. De kan få ideer, finde på ting. Ligesom Musk gør. Manden er åbenlyst et geni. Han har skabt et unikt bilmærke, SpaceX og Starlink og Neurolink. Han er ”cutting edge”, banebrydende. Men hvad nytter det, når han får de forkerte ideer.

Musk skal destrueres.

Både Trump og Musk spiller rollen som folketribuner, svarende til Gracchus-brødrene under den romerske republik.

Deres “asset”, aktiv, er stemningen hos folk derude. Med en elite, der spekulerer i kriser på samlebånd, er de en større risiko end nogensinde.

Derfor bliver begge udsat for vedvarende smædekampagner.

En simpel observation: Hvis Trump var så svag, som medierne forsøger at få os til at tro, var det eneste, der var tilbage at gøre, at lade ham sygne hen? I stedet kører medierne en kampagne for at overbevise os om, hvor svag han er. Kan det være fordi svaret er det modsatte? Den fejl, medierne begik i 2016, var, at de undlod at tale om andet end Trump. Der er de igen. De er på krogen. Samtidig med at de identificeres med en katastrofal politik.

Medierne har intet lært på seks år.

De begravede Hunter-historien, der var på tryk tre uger før valget i 2020, og de gav den ingen opmærksomhed i det næste halvandet år, selvom afsløringerne væltede ind.

Ligesom Washington Post, afviste eller nedtonede massemedierne stort set historien i begyndelsen. Over en 18-måneders periode brugte ABC, CBS og NBC kun 25 minutter på at diskutere historien, og når de gjorde det, kaldte de det ofte russisk “misinformation”.

Dette er ikke almindelig censur eller fortielse. Man taler om, at medierne er en del af en ny magtstruktur, der bryder grundlæggende med republikkens principper.

Det viste sig, da Musk frigav den første dosis Twitter-filer en fredag ​​aften.

New York Times ignorerede historien i over 24 timer, indtil en enkelt artikel med overskriften “Elon Musk, Matt Taibbi og en meget moderne mediemalstrøm” blev offentliggjort søndag aften. Artiklen blev ikke behandlet i nyhederne, men satte i stedet fokus på den atypiske måde, nyheden blev leveret.

MSNBC bragte kun tre minutters dækning, og CNN dækkede det i 10 minutter i weekenden. CNNs onlinedækning blev kritiseret af journalist Glenn Greenwald, som sagde, at den “lyder som vrøvl fra en hvilken som helst ” #Resistance galning.”

En sådan tavshed er også en magtdemonstration:

De store søndagsudsendelser på ABC, NBC, CBS og CNN brugte i alt syv sekunder på historien, hvilket fik Musk selv til at bryde den overvældende tavshed.

Washington Post gik til modangreb. Avisen beskyldte Musk og journalisten som afslørede filerne, Matt Taibi, for at antænde splittelse, opildning.

Mange kritiserede Taibbi for overhovedet at rapportere om historien, og Washington Post fremhævede nyhederne som Musk, der antændte splittelse og nægtede at indordne sig under ”demokraternes bestemmelser”.

Dette skete, efter at de liberale medier modvilligt måtte indrømme, at den bærbare computer var ægte. Det gjorde både New York Times og Washington Post kun efter lang tid. De stod derfor over for et stort forklaringsproblem: Hvad med de 51 efterretningschefer, der trådte frem offentligt og advarede om, at den bærbare computer bar alle tegn på at være russisk desinformation? Medierne knugede dem til deres bryst. Ville det ikke være naturligt at få opklaret, hvordan dette var muligt?

Men et sådant opgør kom der hverken dengang eller nu.

Den magtstruktur, der anstiftede Russiagate, er aldrig blevet behandlet. De samme mennesker udgør kernen i Biden-regimet. Det er blevet permanent, og det har implementeret det nye system fra oven.

Modstandere skal forfølges, med Big Tech, via skattemyndigheder, politi og domstole.

FBI kan angribe Mar-a-Lago, men Hunter Biden bliver fredet.

Der er endda tale om retssager om finansiel korruption mod dem, der har spredt historierne fra den bærbare computer. Både Fox og Rudy Giuliani er nævnt.

Det er den logiske konklusion på en korruption, der konstituerer sig og tager over.

 

 

Oversættelse Karsten Søberg

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder