Kopierede/fra hoften

Snaphanen ‘s fine foto af Ahmed Akkari i forbindelse med et arrangement i Trykkefrihedsselskabet.

Jeg har fået læst Ahmed Akkari ‘s bog Mod til at tvivle. En fortælling om eksil, humanisme og hvilken forskel et bibliotek kan gøre. Mod til at tvivle er opfølgeren til Akkaris debutbog Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark. Men tidsmæssigt handler Mod til at tvivle om tiden inden Akkaris endelige opgør med islamismen.

Mod til at tvivle begynder i 2008, hvor Akkari har sagt farvel til sin rolle som imam i Danmark og er draget til Grønland for at få smør på brødet. Akkari er blevet ansat som folkeskolelærer i Narsaq, mens kone og barn er blevet i Libanon.

Hvor Min afsked med islamismen er Ahmed Akkaris store opgør med det islamistiske miljø i Danmark, hvor den tidligere imam fortæller artige hemmeligheder om, hvordan det muslimske miljø i Danmark – ofte på foranledning af imamerne – udnytter det danske system økonomisk og fører danskerne bag lyset, er Mod til at tvivle en personlig nærmest privat bog om tiden inden opgøret.

ANNONSE

Mod til at tvivle gør det klart, at Akkari ikke vendte rundt på en tallerken. Det tog år for Akkari at gøre op med den islamiske identitet, han havde tillagt sig. Og den muslimske tro stikker stadig så dybt i Akkari, at han i bogen pointerer, at han ikke har forladt islam, men udelukkende stiller spørgsmålstegn ved troens dogmer. Dette trosforhold skal næppe læses som om, at det på nogen måde synes sandsynligt, at Akkari vender tilbage til en dogmatisk endsige islamistisk udgave af islam. Akkaris gudsforhold synes alene at være en slags bolværk mod ateisme og måske en slags forsikring mod fortabelse i tilfælde af, at Allah skulle vise sig at eksistere.

Mod til at tvivle er altså forspillet til det, der udfolder sig i Min afsked med islamismen, og det står klart, at Min afsked med islamismen ikke bare er en gave til islamkritiske danskere med sine afsløringer, men også er Akkaris forsøg på at brænde alle broer til det islamistiske miljø så eftertrykkeligt ned, at der ikke lades nogen mulighed for at returnere til miljøet tilbage. Akkari synes ikke alene at vaccinere sig mod dogmatismen med sine studier af blandt andet humanismen. Han synes tilsvarende med åbne øjne at vælge rollen som paria i forhold til det muslimske miljø, så en tilbagevenden gøres endog meget vanskelig.

Hvad kan man så bruge det private vidnesbyrd Mod til at tvivle til? Det positive i fortællingen er, at enhver synes at kunne vende sig bort fra dogmatik og ekstremisme, hvis de rette omstændigheder indfinder sig. Selv en islamist som Ahmed Akkari kan altså efter moden overvejelse – i dette tilfælde flere år – nå frem til en erkendelse af, at humanisme og sekularisme er at foretrække fremfor religiøs dogmatik.

Men bagsiden af den mønt – at rejsen væk fra dogmatikken ikke er umulig for selv den tilsyneladende mest dogmatiske – er, at omstændighederne skal være både mange og ganske specielle, hvis vedkommende skal nå i mål. For Akkaris vedkommende var der en lang række begivenheder, der delvist tvang ham ud på rejsen.

Ahmed Akkari fortæller i bogen, at han følte sig udnyttet af det islamistiske miljø i Danmark, der valgte at gøre ham til talsmand under Muhammedkrisen, fordi han talte bedst dansk af samtlige imamer, der var involveret i stormløbet mod Danmark. Da imamernes dobbeltspil i forhold til Danmark blev afsløret, lod det islamistiske miljø i Danmark – ifølge Akkari – så Ahmed Akkari tage skraldet. Det førte til, at Ahmed Akkari trods en uddannelse som skolelærer havde svært ved at få arbejde i Danmark, og han måtte så rejse til Grønland for at kunne forsørge kone og barn i Libanon.

Svigtet fra det islamistiske miljø var altså anstødsstenen. Men opholdet i Grønland var også af afgørende betydning. Her var Akkari i et miljø, hvor der ikke var en eneste anden muslim – bortset fra en læge fra Sudan på hospitalet i Narsaq, som Akkari ikke havde kontakt med – og i dette miljø blev for eksempel overholdelsen af fasten under ramadan i stigende grad absurd. Også eksponeringen for et ikke-islamisk bibliotek i form af folkebiblioteket i Narsaq, hvor Akkari blandt andet faldt over Salman Rushdie ‘s De sataniske vers, blev af afgørende betydning.

Det vil altså sige, at en omvending fra muslimsk dogmatisme til humanisme og accept af sekularismen synes at kræve fuldstændig ekstreme forudsætninger. Forudsætninger som de færreste muslimer og i særdeleshed dogmatiske muslimer eksponeres for. Og da slet ikke i takt med, at de muslimske parallelsamfund gradvist vokser i størrelse og indflydelse i Vesten.

Set fra den vinkel er Mod til at tvivle både en opløftende og en deprimerende bog. Den viser, at meget er muligt for den enkelte. På den anden side gør bogen det også pinagtigt klart, at det mulige synes at hænge ganske nøje sammen med omstændighederne, og da disse omstændigheder er ekstreme i Akkaris tilfælde, giver bogen ingen svar på – og måske heller ingen grund til optimisme i forhold til – hvordan Vesten skal lykkes med at få muslimer til at antage en mindre dogmatisk tilgang til deres tro.

ANNONSE

Mest læst

Den fjerde afmagt

Det er ikke over