Gæsteskribent

Morten Storm trådte i oktober 2012 frem i Jyllands-Posten som en tidligere islamist, der havde fungeret som agent for PET og i den forbindelse været med til at lokalisere Anwar Al-Awlaki, så amerikanerne kunne dræbe ham.

Angrebet var primært kontroversielt i USA, fordi Awlaki var amerikansk statsborger, men i Danmark var der den krølle så sagen, at det var ulovligt for PET at medvirke til den slags attentater. PET gjorde sit bedste for at ødelægge Morten Storms troværdighed, men desværre for dem – og til alt held for ham – havde han gemt en stor del af korrespondancen med sine kontaktpersoner i efterretningstjenesten og andre beviser.
I 2014 kom så bogen Agent Storm, som er skrevet i samarbejde med to særdeles erfarne og velrenommerede journalister med speciale i mellemøstlige forhold, Paul Cruickshank fra CNN og Tim Lister, som arbejder for både CNN og BBC. De har haft adgang til hans omfattende dokumentation og verificeret alle oplysninger.

Bogen er uhyre interessant af flere forskellige grunde. Morten Storm fortæller sin historie kronologisk fra barndommen og frem, og det er i første omgang en rejse gennem omsorgssvigt, kriminalitet, misbrug og forspildte chancer, indtil den dag han finder en bog om profeten Muhammed på et offentligt bibliotek i Korsør.

ANNONSE

Morten bliver muslim og flytter til England for at komme væk fra den kriminelle karriere i Danmark. Han bliver salafist og får inden længe mulighed for at studere på en salafistisk skole i Yemen. Mens han befinder sig her, rammes USA af angrebet mod Twin Towers i New York, og som så mange andre muslimer er han primært forfærdet over de civile tab. Her bekræfter bogen i øvrigt den kritik, der er rejst af den amerikanske håndtering af krisen, og jeg kan ikke forestille mig en mere troværdig kilde til indsigt i, hvad fromme muslimer i Mellemøsten tænkte dengang.
Morten bliver yderligere radikaliseret af de efterfølgende krige og får, formentlig på grund af sin udadvendte personlighed, en lang, lang række kontakter i islamistiske kredse. Pludselig en dag mister han så troen og beslutter at gøre alt, hvad han kan, for at forhindre yderligere terror og bekæmpe sine tidligere kampfæller. Her starter det allermest spændende kapitel i hans liv selvfølgelig – årene som agent.

Jeg kan ikke yde bogen fuld retfærdighed, men kun sige, at den vender op og ned på mange af de forestillinger, vi har om islamisk fundamentalisme. Den nuværende radikaliseringsbølge udgår i langt de fleste tilfælde ikke fra imamerne, men er en politisk-religiøs vækkelse og et ungdomsoprør, der ofte går uden om de etablerede religiøse autoriteter.

Morten Storm er godt selskab, en anløben idealist, og det er spændende at følge hans udvikling igennem et forløb, der i sig selv er eventyrligt. Bogen giver desuden et interessant billede af ‘virksomhedskulturen’ i PET, MI5, MI6 og CIA, som Morten alle arbejder direkte sammen med – PET fremstår korrupt og useriøs, MI5 og MI6 som dybt professionelle og etiske, CIA som fuldstændig skruppelløs.

Jeg kan ikke anbefale bogen varmt nok – den er velskrevet, spændende og tankevækkende. Læs den!

Penguin har udgivet den engelske original i paperback. Den danske oversættelse ved Morten Andersen er udkommet på People’s Press.

ANNONSE

Ét svar til “Anmeldelse: Agent Storm – mit dobbeltliv i al-Qaida”

  1. Lars Hansen siger:

    Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at læse den – ud fra en fordom om den nok måtte være ovenud tendentiøs og sensationslysten – men med din anbefaling vil jeg læse den.