Kommentar

Atmosfæren i Europa minder om stemningen i tredverne, da forfattere og vanlige mennesker begik selvmord på stribe. Stefan Zweig begik selvmord i Brasil, Walter Benjamin på den fransk-spanske grænse. Mange tyske jøder tog i stillhed sine egne liv. Når mennesker er drevet til det yderste og ikke ser noget håb, vælger de ekstreme løsninger. Foto: Stefan Zweig

 The media is the message” 

 Luhan 

”Apotek!  Navnet bliver pludselig til en myte. Jeg skimter troperne, jeg lugter varmen. Det grønne er som en essens af løvet i de badstuevarme skove. Jeg ved noget om brogede fugle…..”                                                                                                     J. V. Jensen 

  

Jeg tror,  vi alle har lært uhyre meget af de år,  der gik efter den verdensberømte konflikt  fra 2005/06,  om  politik og religion,  om anstændighed og suverænitet, om hensyn  og underkastelse, tyranni kontra demokrati plus en række positioner,  der i høj handler om identitet og  sekularisme.  

ANNONSE

Og  sådan set er Muhammedkrisen  at sammenligne med en af J. V. Jensens myter,  der er som  en sammentrængt tekst, der kan læses af alle  på hver deres måde,  enten som et begivenhedsforløb fuld af konflikt  over  temaet ”hån spot og latterliggørelse”,  som kampen  om definitionsmagten eller som  kunsten der udsættes for politiske imperativer mhp at begrænse  og kontrollere et suverænt lands udtryksformer.   

Men samtidig  er der også gravet grøfter,  det er jo ikke sådan, at folk  i sær  på venstrefløjen er blevet klogere, snarere  tvært imod, sammen med politikerne og medierne har det kulturelle kleresi  gravet sig ned og ved hjælp af de identitets-hysteriske sociologer og kunstnere peges der fingre ad den uanstændige populistiske højrefløj som  bare ”fornærmer en minoritet der ligger ned”,  ”se bare på jøderne i  30`erne”  osv.  Igennem  de sidste femten år  har jeg og sikkert også andre reflekteret og tænkt over de tegninger og den konflikt der  havde verdensomspændende udstrækning og som  var med til at kridte banen op mellem et   selvstændigt lands egne traditioner og en  totalitær religions ideologisk-politiske imperativer,  som om shariaen  allerede var indført  i  2005!  – Selv  har jeg længe haft den opfattelse, at stod tegningerne trykt i en anden avis, kunne forløbet udmærket have været et andet. 

1.I denne forbindelse kan det være interessant at se, hvad en af de dominerende  bagmænd  i denne krise  har skrevet i  bogen  Min afsked med islamismen  (Ahmed Akkari) , manden der bl.a. blev kendt for at medbringe en tegning der intet havde med Kurt Westergaard at gøre men som i sig selv kunne være  en lunte  til den eksplosion,  vi alle hørte. 

  I forbindelse med de berømte tegninger hævdede kredse omkring  dagbladet Politiken og den politiske opposition (dvs  en  samlet venstrefløj), at hvis den siddende statsminister (Fogh Rasmussen) fra begyndelsen havde vist sig mere imødekommende overfor immamerne i Danmark og de islamiske ambassadører, kunne konflikten være stoppet i opløbet.   Dette afviser Akkari i sin bog. De danske imamer ville have konflikten, koste hvad det ville,  og brede kredse i  Mellemøsten havde brug for den til egne formål.  Til  politikeren Marianne Jelveds forargelse skelnede Fogh mellem  får og bukke.

Akkaris bog viser, at Fogh  havde ret.  De der ikke forstod det dengang,  forstår det desværre heller ikke i dag.  Tvært imod ser jeg, at hvor vi andre har set  Muhamedkrisen som  en skelsættende  øjenåbner,  hvor de politisk korrekte ville  have, at man bøjede sig for en religiøs-ideologisk totalitarisme ud fra ideen om, at man ikke skulle bruge  sin ytringsfrihed til hvad som helst,  og at retten til ikke at fornærme  var vigtigere  og stod over retten til at fornærme,  har de politisk korrekte mainstream-medier skabt en  diskurs,  ifølge hvilken ”man ikke skal  forhåne en minoritet der ligger ned”  og at nutidens muslimer er at sammenligne med 30´ernes  jøder.  Dette sidste har jeg læst mange steder,  og det er et fuldkommen idiotisk postulat, en vanvittig sammenligning, der  skal kujonere os  ved at udskælde os som uanstændige,  der  handler og tænker som nazister, intet  mindre!  

  2.  ”Vores ret til at sige, fotografere og tegne,  hvad vi ønsker indenfor lovens rammer, må stå ved magt, ubetinget” sagt af Jyllandspostens trængte redaktører.  Ikke desto mindre vil  redaktører  rundt omkring  i  Danmark  så vel som i resten af Europa tænke sig om  tre gange,  før de trykker tegningerne igen. For mange,  specielt på venstrefløjen  har der  dannet sig den opfattelse, at det er selve tegningerne,  der er skyld i miseren,  når  folk bliver halshugget,  bomber detoneret  og fatwaer  udstedt,  må det skyldes  tegningerne,  og forstået på den måde,  har fredens religion vundet kampen.  Og krisen ligger ikke længere væk i folks bevidsthed end,  hvis en avis finder på at trykke dem igen,  ville vi hurtigt kunne have i præcis den samme krise” siger den forhenværende stormufti Sheik Ekrima Sa`id Sabri. 

 Og  således forstået blev resultatet af tegninge-krisen  en sejr for islam. Iflg.  Muftien  vandt muslimerne på de tegninger,  ikke mindst fordi folk i Vesten begyndte at interessere sig for profeten og hans religion” siger Ekrima Sabri.  Jeg  ryster på hovedet, nej,  hvis folk begyndte at interessere  sig for fredens religion var det først og sidst af frygt.

Trykningen var ikke iværksat for at fornærme eller håne nogen,  de  var som kanariefuglen i mineskakten,  en  test på hvor meget ilt,  dvs hvordan var vilkårene for ytringsfriheden her i  Europa! Skønt  van Goghs og Fortuyns skæbne allerede havde vist skriften på væggen,  måtte vi lige være helt sikre:  Havde vi  ytringsfrihed eller  havde vi det ikke?  

Siden den franske revolution  har kristendommen  været genstand for kritik og hån på alle leder og kanter,  ingen har smidt bomber af den grund,  men nu kom de: alle herinde  kender rækken af attentater fra 9/11  til de seneste halshugninger i Nice, men hvor mange kender de attentater der blev afværget?  

3.  Vi er kommet til et punkt i vestlig kulturhistorie,  hvor en tidligere stolthed over  store landvindinger er erstattet af en dyb tvivl  på Europas storhed og materielle og åndelige landvindinger,  ja en tvivl på om vores ret til at eksistere.  Med andre ord der er tale om Europas bortgang,  nogle ville sige  selvmord.  Denne dybe oikofobi  er kommet af to sammenkædede fænomener, som det  lader til at være umuligt at rejse sig fra:  Den første er massestrømmen af mennesker til Europa,  som er resulteret i at Europa der før var de europæiske folks hjem er ved at blive et hjem for hele verden. (Murray 2017).  De steder som har været europæiske  er  lidt efter lidt blevet til andre steder: ”Således ligner de steder, der er domineret af pakistanere i alle henseender  – bortset fra placeringen -Pakistan”  – Men selv massetilstrømningen af millioner af mennesker ville ikke i sig selv indvarsle kontinentets  endeligt/undergang,  hvis det ikke faldt sammen med tvivlen på egne anskuelser,  religion og traditioner,  sin legitimitet.  Vi er nået til en grad af eksistentiel træthed,  en uhyggelig følelse af at Europas tider ved at være forbi,  vi – eliterne – giver plads til en ny.  Se fx  hvordan historiske statuer væltes, historien skal skrives om, så at kommende generationer ikke må  læse om, hvordan  det har været og hvordan vi er kommet hertil. –  

Masseimmigrationen – dvs udskiftningen af europæiske befolkninger med andre mennesker og ikke mindst knægtelsen af enhver kritik heraf  peger på en dyb eksistentiel træthed,  en form for appeasement, en  kapitulation:  Vi  har forøvet så meget ondt, at vi ikke længere  har ret til at eksistere. Allerede i 2015,  da Merkel havde inviteret  en million migranter  til Europa, henvendte hun sig til  Facebooks leder Zuckerberg, idet ”hun spurgte om hvad der kunne gøres for at forhindre europæiske borgere i at skrive kritik af hendes  migrationspolitik  på Facebook! Arbejder De på det,  spurgte hun ham”  (Bloomberg 26.9 2015)    I den sammenhæng  var Muhammedkrisen  blot et ud af mange tegn  på ”skriften på væggen”  for os, der ikke tror på  TV2  og DR.

Mon disse og andre medier er klar over, at de tilsammen arbejder for Europas undergang,  en  dhimmificering af den oprindelige befolkning? De to  nævnte fænomener,  den voksende massetilstrømning af andre kulturer plus en  oikofobisk og fagellantisk holdning til egen kultur peger  i al væsentlighed i en retning: Europas Undergang.

Men først og sidst pga eliternes hadefulde udskamning af den fornuft, der prøver at definere og kritisere denne udvikling. Der er ikke meget håb, al den stund, at de nye generationer der er kommet hertil, er mere religiøse end forældregenerationerne og  som resten af Ummaen selvbevidste  og imperativt afvisende overfor de rettigheder, der en gang konstituerede  vores kultur, som fx ytringsfriheden.  En af de værdier  der  er ved at erstatte  kristendommen som grundlag for Europas kultur.  Og hvis den ikke en gang har nogen betydning, og vi  til en hver tid er klar til at sælge ud som fx  under Muhammedkrisen, hvad har vi da tilbage?  

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst