Kommentar



Flemming Rose “læser” Jørgen Ejbøl. Det er heller ikke så svært. Man skal bare finde modet og mande sig op. Det er værre med islamister. Hvor stærkt har ikke liberale behov for at finde en troværdig muslim, en der forener tro og modernitet/demokrati.

De findes sikkert, men de lever forståeligt nok ubemærket. De der står frem er i 99 % af tilfældene islamister. Der er en klar sammenhæng mellem deres dominans i det offentlige rum, og de moderate, fredeliges tilværelse i tavshed. “Vi”, offentlige dansker og nordmænd, har valgt mindste modstands vej.

Men vi ved tilstrækkelig til ikke at lade os narre.

Hvis Flemming Rose vælger at afsløre Ejbøls sjofle dobbeltspil, kan han ikke falde for den norske hus-islamist Mohammad Usman Rana.

Rana udgav tidligere i år bogen Norsk islam. Hvordan elske Norge og Koranen samtidig.

Rana tilhører Broderskabet, om det er formelt eller uformelt er ligegyldig. Sporene er umiskendelige.

Rana er blevet forkælet af den norske elite og han forstår at sige de rigtige ting. Han ved, hvad de gerne vil høre.

Mest af alt vil de høre en “liberal” muslim, der kan forene demokrati og modernitet. Rana ved præcis, hvad han skal sige for at det går hjem. Han ved, at de liberale glemmer at stille de ubehagelige spørgsmål, hvis han bare smører tykt nok på.

ANNONSE

At Flemming Rose falder for dette kneb forbavser.

Usman Rana, en 31-årig norsk læge med pakistansk baggrund er den første skandinaviske muslim, der har forsøgt at formulere sig sammenhængende om denne udfordring som i de kommende årtier vil blive genstand for en central værdikamp i de europæiske demokratier.

Et kendetegn ved Broderskabet er deres tilpasning til det moderne samfund. De har lært at tale dets sprog: Rana skubber kristendommen foran sig. Han beklager afkristningen og kirkens knæfald for sekularismen. Han vil have større respekt for socialkonservative værdier. Sekularismen skal ikke være en anti-religiøs ideologi. Men ser man nærmere på hans definition af retsstaten, betyder ligestilling at islam vinder indpas over alt, med hijab, bønnetider, halal-mad. En principfast liberalisme vil over tid betyde islamisering.

Måske er det dette Rose har svært ved at indse. Han tror på tolerance og tror det liberale samfund er stærkt nok til at bekæmpe også hadprædikanter.

For at redde troen på, at dette er muligt må Rose finde nogle allierede blandt muslimer.

Vi befinder os i en varm krig med voldelige islamister og i en kold krig med ikkevoldelige islamister, men ikke med islam og folk som Usman Rana. Tvertimod. Usman Rana og hans ligesindede er vores viktigste allierede i kampen mod islamismen.

Rose har ladt sig blænde af Ranas retorik. Hans yndlingsord er “kontekstualisering”. Islam må kontekstualiseres i en ny virkelighed. Men Rana benægter hårdnakket at det betyder en reformation.

Han taler Tariq Ramadan-sprog.

Rose narrer sig selv.

Det er riktignok en forbindelse mellem islam, islamisme og jihadisme, men de er ikke identiske.

Nei, man trænger ikke blive jihadist selv om man er muslim, men det ligger indbagt i troen. Jihad er indstiftet fra grunden af, og i dagens verden vil en der vil kalde sig moderat måtte ta afstand fra denne del af islam, siden jihad er gået amok. Det gør ikke Rana. Han uddefinerer jihadisterne fra islam. De er kættere.

I lighed med liberalere der omtaler IS som “ekstreme” eller kriminelle.

Rose kan elegant springe over problemerne:

Demokratisk indstillede muslimers kamp indebærer et opgør med islamisternes fortolkning af de kanoniske tekster, sådan at de får liv og mening i en moderne kontekst, men samtidig står på et traditionelt fundament.

Det er ordet “samtidig” der står for det umulige. De muslimer der vover at gøre det får besked om at det ikke længer er islam og at de ikke regnes som muslimer.

Under fremlæggelsen av bogen blev Rana spurgt om han anså Profeten for at være det perfekte menneske. Det gjorde han.

Rana gør som Det muslimske Broderskab gør: Hævder at respektere retsstaten.

Men de gør det på en måde der betyder at de erobrer staten og samfundet indefra.

Har ikke Rose forstået at Broderskabet godt må føre kamp mod jihadister, men ligevel stå for samme mål: shariastaten. De er blot uenige om metoderne.

Den ideologiske krig kan ikke vindes uden troende muslimer der går i brechen for demokratiet og erkender, at de befinder sig i en krig på idéer med andre muslimer. Den kamp vil i sidste ende blive udslagsgivende for vores evne til at besejre både den voldelige og den ikke-voldelige islamisme.

Dette præmis bygger på svigtende forudsætninger. Har vi set nogle eksempler på “troende muslimer” der går i brechen for demokratiet? Den eneste der har gjort rejsen fra islamisme til demokrati i Danmark er Ahmed Akkari. Han sidder i eksil på Grønland.

Rose kaster blår i øjnene på sig selv og læserne.

Rose vil gerne tro at der er nogen på den anden side der er klar til at ta kampen op. Hvis ikke bliver opgaven endu større, næsten håbløs. Hvordan skal Vesten kunne reformere islam, hvis muslimerne selv ikke vil?

Ham Rose har fæstet lid til sejler under falsk flag. Hans beskrivelse af Tyrkiet under Erdogan giver en pegepind: Rana er modstander af den franske sekularisme, kendt som laïcite.

Tyrkia hadde inntil president Recep Tayyip Erdogans æra hatt en enda mer radikal versjon av den franske modellen. Der har både Atatürk og etter hvert militæret vært totalitære forsvarere af den ekstreme versjonen av sekularisme. Muslimske kvinner fikk ikke lov å bære hijab på statlige universiteter eller som offentlig ansatte. Menn kunne ikke ha skjegg. En rekke av disse forbudene er i demokratiets navn blitt fjernet fra 2010 og utover.

Frankrike og Tyrkias sekulære paradigme har historisk sett vært uttrykk for en type ekstrem, fanatisk ensretting som i alminnelighet har undergravet det intellektuelle mangfoldet – og i særdeleshet underkjent individers rett til praktisering av egen tro.

Det her er skrevet i 2016, hvor Erdogans kurs var tydelig og klar. Ordene mister deres betydning: Individers ret til praktisering af egen tro er deres ret til islamisering af samfundet. De der ser faren og modsætter sig er “fanatiske og ensrettede”.

Efter terrorangrebene i Frankrig lægger Rana skylden på laïcite.

Rose kan bare gætte hvad Rana mener f.eks om Israel. Vi har fulgt ham over mange år.

Man må spørge: Hvorfor har liberale et slikt behov for ikke at være alene? I dagens situation er illusioner som disse livsfarlige.

Hvis Rose kan gennemskue Ejbøl, hvorfor ikke Rana?

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)