Kommentar
Hvorfor er Douglas Murray så populær?
Foredraget sendes live torsdag aften kl 1900 på document.nos hjemmeside og facebookside
Douglas Murray har gjort det kunststykke at sige ting, man ikke skal sige, og alligevel blive respekteret. Hvordan har han klaret det?
Det har meget at gøre med form. Det engelske sprog er et præcist instrument. Hvis man lytter til Jordan Peterson, er det brugen af sproget, som gør, at han vinder debatter mod politisk korrekte. Sidstnævnte har ikke den fornødne sproglige præcision. Peterson er en god lytter og plukker deres spørgsmål fra hinanden.
For at kunne benytte sproget med stor præcision – det er som med finmekanik – må man have en hjerne, som gennemstrømmes af fornuft. Fornuft – ratio – er noget, man bøjer sig for. Den har en egen kraft. Derfor er forbilleder så vigtige. Hvis man har gode forbilleder, vil man gradvist forstå, hvad fornuft er. Den er ikke bare en klinisk intellektuel ting. Den er også en emotionel. Det er følelserne, som gør, at Murray stiller de ubehagelige spørgsmål: Hvad gør vi med Europa? Dette er vort hjem. Vi har ikke noget andet. Alligevel lever vi, som om Europa er et sted, folk fra hele verden kan komme.
Det er et politisk program, det er Angela Merkel, Macron, Juncker, Løkke Rasmussen, Löfven og Solbergs program: De mener, at det er opfyldelsen af en vigtig opgave: De vil skabe en verdenscivilisation.
Lad os se lidt på, hvad Murray siger om dette projekt i afslutningskapitlet “Hva som kommer” i bogen Europas underlige død.
Murray konstaterer, at den politiske elite i Vesteuropa tydeligt signalerer, at den ikke har til hensigt at omlægge kursen, uanset hvad konsekvenserne viser sig at blive og uanset, hvad befolkningerne måtte mene.
Det har vært få alvorlige innrømmelser blant politikerne av at det de har gjort i tiårene med masseinnvandringen, på noen måte er beklagelig. Det er ingenting som tyder på at de ønsker å snu politikken som er blitt ført. Og ganske mye tyder på at de ikke kan gjøre det, selv om de skulle ønske det. Begivenhetene i 2015 og i tiden etterpå har bare satt større fart i en prosess som har vært i gang lenge.
I disse dage antændes brande i Vesteuropa. Sammenstødene i Chemnitz er et varsel. Men der har været mange andre: Bilbrande, som breder sig, angreb på ordensmagten. Alle voldtægterne, drabene, no-go-zonerne. Lamperne har blinket længe.
Alligevel kommer der ikke nogen mea culpa (jeg har syndet) fra politikerne. Denne mekanisme er en sikkerhedsventil, som er en forudsætning for, at demokratiet kan fungere. Men det fungerer ikke.
Politikerne har ikke mod eller anstændighed til at gå af. De snakker højere og brunmaler oppositionen som nødløsning. Det virker næsten, som om de venter på, at befolkningerne skal udskiftes, så det bliver umuligt at organisere en anden politik.
Nye migranter til Vest-Europa blir vanskeligere å sende ut igjen jo lenger de har vært her, og de fleste av oss ønsker uansett ikke å sende ut mange eller de fleste av dem. Men hver eneste nykommer forandrer styrkeforholdet mellom holdningene i fremtidens Europa. De som kommer, har barn som vil huske sine røtter, og de kan i større grad enn resten av befolkningen forventes å motsette seg nye innstramninger i innvandringspolitikken. Et stadig større antall mennesker som selv har innvandrerbakgrunn, vil bli stadig mindre villig til å støtte noe parti som foreslår å begrense innvandringen. De vil være mistenksomme overfor slike partier selv når programmene deres er forholdsvis moderate. Uavhengig av bekymringen de måtte føle for seg selv, er det vanskelig for dem som er kommet fra andre steder til Europa, å forstå hvorfor folk som dem selv ikke bør følge i deres fotspor. Grensen mellom legal og illegal innvandring vil fremdeles bli stadig mer uklar. For hver dag som går, vil det derfor bli vanskeligere å finne en stor nok andel av befolkningen som er imot masseinnvandringen, til å arbeide for en politikk som kunne reversere den, eller i det minste hindre en fortsettelse av den. Så i løpet av dette århundret vil våre samfunn, først de store byene og deretter hele land, bli de «nasjonene av innvandrere» vi pleide å late som om vi alltid hadde vært.
Vi ser allerede, at norske politikere/medier og den humanitære industri spiller dette kort: De nyankomne bliver nye nordmænd fra de sætter foden på norsk jord. Så hvorfor skulle der ikke komme flere? Hvis du vover at antyde, at det er et “problem”, kan du se langt efter karrieremuligheder, og det er dig, som får problemer: Med naboer, kolleger, lærere osv.
Det gælder selv moderat kritik. De, som har haft mod til at være skarpere, bor under kontinuerlig døgnbevogtning og kan ikke gå ud uden livvagter. Hvis Geert Wilders skulle komme til Norge, ville medier og venstresiden mobilisere. De har ikke kaldt ham højreorienteret/yderliggående i alle år for ingenting. På samme måde, de demonstrerede mod Lars Vilks, da han var i Oslo for at tale om, at en kunstner blev fængslet i Sverige for sin kunst.
Emmanuel Macron er i Danmark og besøger Krudttønden, men Lars Vilks er ikke inviteret.
Vil dette Europa være i stand til at forsvare noget som helst, spørger Murray.
Politikere som er villige til å argumentere for et så svekket standpunkt, vil fortsette å bli avskrekket av den ekstraordinære prisen de må betale for å stå for det de mener. I Nederland, Danmark og andre europeiske land lever politikere som er imot masseinnvandring – og særlig innvandring av bestemte samfunn – under permanent politibeskyttelse. De må skifte bosted de fleste netter, og av og til bo på militære anlegg. Selv om noen skulle være villige til å ta risikoen for å få karrieren ødelagt av nedrig omtale, hvor mange vil fortsette å stå frem og kjempe for det europeiske folkets sak, når et slikt liv er blitt en uunngåelig konsekvens? Og det i en situasjon som bare blir verre? Foreløpig vil de fleste politikere fortsette å mene at de kortsiktige fordelene ved å holde seg til en «barmhjertig», «sjenerøs» og «åpen» politikk er å foretrekke, selv om den fører til nasjonale problemer på lengre sikt. De vil fortsette å mene, slik de har gjort i flere tiår, at det er bedre å utsette disse vanskelige sakene slik at etterfølgerne deres må ta konsekvensene i stedet.
Der vil opstå en “efter-os-syndfloden”-mentalitet. Det er længe siden, at folk begyndte at sige “jeg er glad for, at jeg er gammel”.
At prosessen er irreversibel åbner op for en ny type opportunistiske politikere: “Det er ikke muligt at vende udviklingen. Vi må få det bedste ud af det.” Disse vil finde det let at indgå samarbejde med et voksende antal muslimer. Når skolerne og nabolagene er “deres”, hvorfor skulle de så ikke kunne indføre deres normer? I praksis er det allerede det, som sker.
Tilstrømmingen har haft sine gode sider, siger Murray, men de negative bliver stadig tydeligere og de vil vokse. I et videoclip siger han, at de er blevet konstante: Vesteuropa må forberede sig på en fremtid, hvor en stor andel af befolkningen er imod det samfund, de lever i. Det vil udgøre en permanent sikkerhedstrussel.
Hvordan vil den indfødte befolkning reagere?
Fatalisme er en letkøbt løsning: Folk skærmer sig og sit, for andet synes ikke muligt. Dette er en defaitistisk holdning (man tror ikke, at sejr er mulig), som fører til resignation.
Norge er så langstrakt, at der vil findes steder, som fortsat vil ligne Norge.
Den europeiske livsstilen, kulturen og livssynet vil kanskje overleve på mindre isolerte steder. Et mønster som allerede er i ferd med å danne seg, innebærer at det vil finnes en del landlige områder hvor folk fra inn- vandrermiljøer velger ikke å bo. Dit vil da ikke-innvandrere trekke seg tilbake. De som har ressurser til det, vil kunne opprettholde en gjenkjennelig livsstil noe lenger – slik vi ser allerede. De som har dårligere råd, vil bli nødt til å godta at de ikke bor på et sted som er hjemmet deres, men et hjem for hele verden. Og mens nykommerne vil bli oppmuntret til å bevare sin livsstil og fortsette med sine tradisjoner, vil europeere fra familier som har bodd der i generasjoner, høyst sannsynlig få høre stadig vekk at tradisjonen deres er undertrykkende og utdatert, selv om de utgjør en stadig mindre minoritet i befolkningen. Dette er ikke fantasilitteratur. Det er ganske enkelt bildet av den nåværende situasjonen i mye av Vest- Europa, og demografiske prognoser viser at dette er kontinentets fremtid.
Problemet for europæere, som ønsker ændring, er, at der ikke findes nogen enighed på europæisk side. Erna Solberg vil aldrig indrømme, at hendes politik truer Norges overlevelse. Hun ser tværtimod sig selv som skaber af et nyt, dynamisk Norge. Så længe vælgerne godtager denne version, vil udviklingen fortsætte til den er irreversibel, hvilket den allerede er i færd med at blive.
I al stilhed vil en del folk pakke sammen og rejse bort. Men de vil ikke skrive afskedsbreve i aviserne.
Murrays styrke er, at han ved at benytte fornuften viser, at det nytter, hvor utroligt det end lyder. Hvis man fortaber sig i de store linjer, ser alt håbløst ud. Man må begynde i det små: Tænke globalt og handle lokalt, som venstresiden sagde.
Fremdeles er der i Norge en nærhed mellem politikere og vælgere, som gør, at vælgernes reaktioner betyder noget. Det viser homoballaden i KrF (Kristelig Folkeparti): Konservative vælgere godtog ikke, at en ledende politiker viede et homofilt par. De melder sig ud.
På samme måde kan myndighedernes vedtagelse af at lægge en åben modtagelse for voldelige asylanter til Tretten i Gudbrandsdalen være en handling, som lokalbefolkningen ikke finder sig i. Myndighederne spiller med åbne øjne hasard med børns og voksnes sikkerhed. Det går ikke at sige, at de ikke vidste bedre. De ved og alligevel gør de det.
Under normale omstændigheder ville medierne have stillet sig på befolkningens side. Men lokalavisen gør det bare gradvist og de landsdækkende medier slet ikke.
Vi lever i en slags undtagelsestilstand, hvor alt er “modsat normalt”.
Vi har derfor ingen normal debat og ingen normale alternativer til den førte politik.
Det er dybt bekymrende.
På Document forsøger vi at gøre en forskel.
Douglas Murray kommer til Norge for første gang torsdag den 30. august. Han skal holde foredrag i Oslo Militære Samfund og det vil blive livestreamet på Documents facebookside og hjemmeside.
Mødet åpner kl 18.00 og foredraget begynder kl 19.00.
Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!
