Kommentar

Douglas Murray imponerede stort da han holdt foredrag på et Document-møde. Han er en sjælden retorisk begravelse. Men det er en noget anderledes Murray vi møder her. Han plejede at have et smil på læben og et ærtende udtryk som illustrerede den britiske ironi og understatement som danskere så godt kan lide. Dette udtryk er borte. Øjnene er blevet hårdere. Han har virkelig oplevet noget. 

Douglas Murray siger noget chokerende i interviewet med Tucker Carlson i hans nye program: USA’s elite hader det land, de styrer. De er anti-USA. Det er sjælden det slås fast så kategorisk. Måske lettere at sige det for en brite. Men det er jo det samme folk spørger sig selv i Vesteuropa: Hvordan kan eliten være for nationen med den politik, de fører?

Douglas Murray er knaldhård i åbningsinterviewet ved Tucker Carlsons nye program Tucker Carlson Today. Det er selvsagt ikke tilfældigt at Murray er første mand af dæk. Tucker siger de snakkede længe om hvem de skulle vælge. Murray siger det, Tucker gerne vil høre, og som han lader Murray sige: I USA har en elite udviklet sig som hader USA. Alle som har levet bare en stund, ved at det ikke er sket over natten. En af de vigtigste forudsætninger er at universiteterne og skolerne er blevet udklækningsanstalter for radikale elementer.

ANNONSE

Det begyndte i 60-erne. Men dengang var der en vis modstand. Nu er den brudt ned, og venstresiden, woke-kultur, cancel-kultur, marxisme, kønsstudier, antikolonisering – en hel suppe af ismer har overtaget og skabt sit eget økosystem. De lever i en verden som er helt fremmed for almindelige mennesker. Hvem havde hørt om intersektionalitet, identitetspolitik eller ”virtue signaling” indtil for kort tid siden? Nu er det kommet ind i sproget, fordi det er omsat til politisk magt og indflydelse. Vi ser det udspille sig for vore øjne. Det er blevet en magtfaktor.

Hvorfor har amerikanerne ladet dette ske?

Murray er selvmodsigende, eller kan tolkes sådan. Han siger at i fjor begyndte venner af ham i Amerika at sige, at de ikke engang kunne sige deres mening rundt om middagsbordet med familien.

Alligevel mener Murray at frygten er overdrevet. Hans erfaring er, at der ikke sker noget alvorligt hvis man siger sin mening. Men der er nok af eksempler på det modsatte: Alle varslere som har fået sparket for at udtrykke selv mild kritik. Vesten har fået nogle nye helte som man kan sammenligne med dissidenterne i det gamle Østeuropa. Parallellerne er der.

James Damore skrev et internt memo i Google om farerne ved politisering af virksomhedskulturen. For det røg han direkte ud.


Fyringen af Damore er én af flere milepæle i udviklingen af Google til et politisk projekt, som føler de har politisk mandat til at opdrage hele befolkningen, og påvirke valg ud fra sit venstreorienterede syn på verden. Og politikerne lader det ske. Big Tech er blevet en magt, som ingen politiker som ønsker genvalg, kan lægge sig ud med.

Damore er bare en af mange. Brett Weinstein og broren Eric. Censuren af klassiske uddannelsesinstitutioner som Prager University viser at Google ikke længere følger sit gamle slagord «Don’t do evil».

For at en undertrykkende stat skal udvikle sig må forskellige samfundsinstitutioner samarbejde. Det er det de gør i dagens USA: FBI; justitsministeriet, NSA, CIA og Corporate America er enige om at modarbejde den halvdel af befolkningen som stemte Trump. Big Tech giver dem uanede muligheder.

Ret efter 6. januar stillede Bank of America sine kundelister til disposition for FBI, så de kunne se hvem som havde brugt kreditkort i Washington den dag. Teleselskaberne gør det samme. FBI havde benyttet undtagelseslove til at hente telelogger ned. Mange har fået besøg af FBI:

Tucker fortalte selv en historie sidste uge om en mand i Californien som havde kritiseret Alexandra Ocasio-Cortez på de sociale medier. Anonymt. Han fik besøg af to lokale politimænd som hævdede at han havde truet hende på livet. De handlede på opdrag fra FBI.

Det er sådan man udvikler en politistat. Normal kritik udløser politiaktioner. Danske medier skriver ikke om dette. De vil ikke vide af det.

Det er derfor ikke helt rigtigt at det «bare» er at sige sin mening. Det har omkostninger, det har mange fået smertefuldt at mærke. Det er ikke bare ”bare” at miste jobbet i en pandemi.

Murray henter eksempler fra civil modstand: Hvis folk bare tager et lille skridt i rigtig retning. Tør at sige «nej, dette er jeg ikke med på». Men når hele arbejdsstyrken sendes på kursus i kritisk raceteori, er det ikke let at sige nej.

Forstå én ting, siger Murray: Der kommer ikke noget kavaleri til undsætning. Ingen kraft udefra som vil redde os. Du er kavaleriet. Hvis du ikke står op for det du tror på, går samfundet under.

Det han ikke forstår, er at folk finder sig i at snakke med mennesker som hader en. Hvorfor ikke bare vende ryggen til og gå sin vej? Mange har allerede gjort det. De har skåret medier væk, som tvangsfodrer dem med had. Nye medier har voldsom vækst i USA, meget mere end europæerne er klar over.

Men selv dette demokratiske initiativ fremstilles som udslag af hvid racisme og nationalisme i de etablerede medier. De svarer på alle skridt som de ser undergraver deres position, som en fjendtlig handling, og de tyr til de værste metoder for at standse dem. Sådan polariserer de USA mere og mere. Særlig DR er på samme vogn.

Det er ikke polariserende at opdrage børn ud fra klassiske idealer, lære dem om Vestens bedrifter materielt og spirituelt.

Her savner jeg et tydeligere ståsted fra Murray. Jeg ved han ikke har noget problem med at anerkende kristendommens betydning, men han viger tilbage for at erkende at kun en kristen renæssance kan redde os.

Vi må forandre vore liv. Vi har levet på lånt tid. Vi har ikke villet erkende at alle de friheder vi har tildelt os selv, har en pris. Feminisme og fri sex ødelagde ikke bare ægteskaber og mange børns opvækst. Det ødelægger samfundet. Det samme gør en skole hvor børnene ikke lærer noget, eller lærer at hade sin egen kultur og historie.

De sidste års opløsning har gjort det klart for mig, at de gamle idealer havde et formål. De skabte sammenhæng og stabilitet. Grundpillerne i alle samfund er familien. Den må beskyttes. Men BLM har som eksplicit formål at opløse kernefamilien. Når en såkaldt sort bevægelse går for dette, og man ved at 70 procent af alle familier i USA er alenemødre, så forstår man at BLM er nihilistisk. Der findes ikke noget opbyggeligt ved deres program.

Jeg vender tilbage til Murrays forslag: De små skridt: Hverdagen, de små glæder, familie og venner. Skepsis til store ord og store krav: Sammen. Vi gør noget for vore egne, det plejede at være nationen. Men de har afskaffet nationen og gjort den til noget suspekt. Men dengang var den folk var villig til at dø for før. Enkle sandheder.

Vi kommer ikke til at vende tilbage til normalen efter pandemien. Der bliver endnu flere kampe at kæmpe. Vi vidste det før Kina slap virusset løs. Vi har fået bekræftet noget vi vidste på forhånd: Myndighederne – ikke alle – står på den modsatte side. Det samme gør medierne.

Men vi har arbejdet os møjsommeligt gennem vildnisset af forvirring og ser klart opgaven vi har foran os. Den er herkuleansk, men husk at forrige generationer levede i skyggen af to verdenskrige, den ene mere forfærdelig end den anden. De overlevede. Det skal vi også.

ANNONSE

Mest læst

Sådan døde Danmark