Kommentar

Bildunterschrift: Wir schaffen das!

 

Douglas Murrays bog Europas underlige død er et must. Den opsummerer den proces/udvikling, som Document har forsøgt at kortlægge helt fra starten for 15 år siden.

Murray gør det krystalklart, at de konsekvenser, som vi stadig klarere begynder at se, bare er begyndelsen på det, som kommer. Vore samfund kommer til at blive totalt forandrede i løbet af læsernes levetid. De europæiske lande kommmer ikke til at ligne noget af det, de tidligere var.

Dagens elite kan ikke få nok af internationalisering. De elsker de multikulturelle storbyer. Men guess what, ikke bare byerne, men hele lande kommer til at blive “internationale”. De kommer til at miste deres karakter og særpræg og bliver grænseløse territorier, hvor mennesker slår sig ned og genskaber deres hjemlands kulturer. Processen er allerede godt i gang.

Hvordan vil europæerne reagere? Murray er også tvetydig. På den ene side ser han, at udviklingen bare fortsætter som før, på den anden side både ønsker og tror han, at europæerne vil vågne. På den rigtige måde. Men meget kan gå fejl.

ANNONSE

Murray registrerer med bekymring, at folk har fået en fatalistisk holdning: Vi har ikke noget valg. Det som sker, må ske.

Splittelse synliggør modsætningerne

Men hver gang der er tegn til ændring, stiller politikerne op og advarer folk mod at ændre kurs. Nu er denne splittelse brudt åbent ud i EU. Det kan give uventede konsekvenser. Folk kan komme til at tænke, at de, som lægger ansvaret på menneskerettigheder og bruger humanitet som pressionsmiddel, ikke er til at stole på. Det kan være, det går op for dem, hvem som betaler prisen.

Murray understreger gang på gang at:

Begivenhederne i 2015 og i tiden derefter bare har sat større fart i en proces, som har været i gang længe.

Pres for at lade flere komme

Befolkningen burde for længe siden have indset, at de udsættes for et bedrag. Løfterne om at ægte flygtninge skal skilles fra migranter, som skal sendes ud, er bluff. Det er kun lykkedes at returnere forsvindende få. Næsten alle, som kommer til Europa, får lov til at blive her. Selv terrormistænkte.

Nye migranter til Vesteuropa bliver vanskeligere at sende ud igen jo længere, de har været her, og de fleste af os ønsker uanset hvad ikke at sende mange eller de fleste af dem ud. Men hver eneste nytilkommen forandrer styrkeforholdet mellem holdningerne i fremtidens Europa. De som kommer, har børn, som vil huske deres rødder, og de kan i større grad end resten af befolkningen forventes at modsætte sig nye stramninger i indvandringspolitikken. Et stadig større antal mennesker, som selv har indvandrerbaggrund, vil blive stadig mindre villige til at støtte partier, som foreslår at begrænse indvandringen. De vil være mistænksomme overfor sådanne partier, selv når disses programmer er forholdsvis moderate. Uafhængig af den bekymring, de måtte føle for sig selv, er det vanskeligt for dem, som er kommet til Europa fra andre steder, at forstå, hvorfor folk som dem selv ikke bør følge i deres fodspor. Grænsen mellem legal og illegal indvandring vil blive stadig mere uklar. For hver dag der går, vil det derfor blive vanskeligere at finde en stor nok andel af befolkningen, som er imod masseindvandringen, til at arbejde for en politik, som kunne reversere den, eller i det mindste hindre en fortsættelse af den. Så i løbet af dette århundrede vil vore samfund, først de store byer og derefter hele lande, blive de «nationer af indvandrere» vi plejede at lade, som om vi altid havde været.

Venstresiden gik foran i at åbne dørene for folk fra Mellemøsten og Nordafrika, vel vidende at 80-90 procent stemmer på deres partier. Det er trods alt dem, som er mest rundhåndet med statens penge.

Nu har Højre overtaget som det store trygge parti. Og forsøger at bevare en tilkæmpet konsensus. For at bevare facaden er der meget, som der må ties om. Det nye Europa tåler ikke kraftigt sollys.

Efter os syndfloden

Politikere, som tør tage kampen op mod islam, går det dårligt. De må leve med politibeskyttelse døgnet rundt. Medierne og politikerne er enige om, at det skal det ikke snakkes højt om.

Politikere, som er villige til at argumentere for et så svækket standpunkt (red.: som fortsat indvandring), vil vedblive med at blive afskrækket af den ekstraordinære pris, de må betale for at stå for det, de mener. I Holland, Danmark og andre europæiske lande lever politikere, som er imod masseindvandring – og særlig indvandring fra bestemte samfund – under permanent politibeskyttelse. De må skifte opholdssted de fleste nætter, og af og til bo på militære anlæg. Selv om nogle skulle være villige til at løbe risikoen for at få karrieren ødelagt af nedrig omtale, hvor mange vil fortsætte med at stå frem og kæmpe for det europæiske folks sag, når et sådant liv er blevet en uundgåelig konsekvens? Og det i en situation, som bare bliver værre? Foreløbig vil de fleste politikere fortsætte med at mene, at de kortsigtede fordele ved at holde sig til en «barmhjertig», «generøs» og «åben» politik er at foretrække, selv om den fører til nationale problemer på længere sigt. De vil fortsat mene, som de har gjort i flere tiår, at det er bedre at udsætte disse vanskelige sager, således at deres efterfølgere må tage konsekvenserne i stedet.

De store almindelige medier og politikerklassen er altså villige til at ofre dissidenter som Lars Vilks og Lars Hedegaard, eller lade Ayaan Hirsi Ali emigrere til Amerika. Hirsi Ali blev spurgt af Giulio Meotti, hvad der var sket med de skribenter, intellektuelle, forskere og politikere i Holland, som offentligt var kritiske overfor islam. – De er blevet trætte, sagde Hirsi Ali.

Ødelæg kritikerne!

Sådan er det over hele Vesteuropa. Det tager på dem at stå offentligt frem. Specielt fordi medierne går ind for at ødelægge dem. Da Tommy Robinson blev idømt 13 måneders fængsel for at have lavet stand-up-tv udenfor to retsbygninger, hvor grooming-bander skulle dømmes, blev han svinet til af norske journalister som Anders Giæver. Måske føler disse instinktivt, at de svigter deres samfundsopgave, hvis en mand som Robinson er uskyldig. Derfor er det bedre at deltage i jagten. Det giver journalistikken og medierne en retning, vi ikke er vant til. Vi forventer, at mennesker som os selv skal reagere, når der sker uretfærdigheder. Men det sker ikke. Vi ser, at prisen for at stå frem, er steget. Forfatteren Michel Houellebecq må også have politibeskyttelse efter at have kritiseret islam. “Vi” finder os i det.

I bokseringen

Hvor lenge kan det blive ved? Murray påpeger, at der er ved at opbygges en reaktion i Europa. Politikerne har udsat befolkningen for en chokbehandling. Europæerne er blevet sendt i bokseringen og slagene er haglet ned:

Alt skete desuden under den latterlige antagelse, at alle kulturer er lige, men at europæiske kulturer er mindre lige end andre. Endvidere blev enhver som måtte synes, at Tysklands kultur var bedre end Eritreas, i den velvilligste fortolkning anset for at have en uddateret eller dårlig informeret opfattelse. Det mest udbredte syn var imidlertid, at vedkommende ret og slet var racist. At alt dette blev gjort på vegne af en mangfoldighed, som år for år blev stadig mindre mangfoldig, burde have været det klarest mulige signal om, at noget var galt.

Racistisk antiracisme

Den sidste omdrejning er den stadige brug af racistiske argumenter mod europæere. Samtidig ser og erfarer de den ægte racisme i kulturerne, som vælter ind. Det bevirker, at spørgsmålet om demografi begynder at optage folk.

Da Vienna Institute of Demography bekræftede, at et flertal af østrigere under 15 år ved midten af dette århundrede vil være muslimer, forventede man, at det østrigske folk – i lighed med alle andre i Europa – bare skulle ignorere eller ønske deres eget kulturelle slutpunkt bort. Den dystre Brecht-forudsigelse syntes faktisk at blive sand: De politiske eliter havde opdaget, at deres folk var mangelfuldt, og havde løst problemet ved at opløse folket og skaffe sig et andet i stedet.

Den logiske konklusion – at europæere, som er utilfredse, bør rejse – udspilles på lokalt og nationalt niveau i lande, hvor multikultur er landets lov med islam i højsædet.

 I oktober 2015 var der et offentligt møde i den lille by Kassel i delstaten Hessen. 800 indvandrere skulle ankomme de næste dage, og bekymrede indbyggere holdt møde for at stille spørgsmål til deres repræsentanter. En video fra mødet viser, at indbyggerne var rolige og høflige, men bekymrede. Så oplyser delstatens præsident, Walter Lübke, roligt, at det står enhver, som ikke er enig i politikken, frit for at forlade Tyskland. I videooptagelsen, kan man se og høre, hvordan folk trækker vejret ind, ler forbløffet, buer og til slut kommer med rasende udråb. Hele nye befolkninger bliver sluppet ind i deres land, og så må de høre, at det står dem frit for at forlade landet, hvis de ikke bryder sig om det? Er der virkelig ingen politikere i Europa, som forstår, hvad som kan ske, hvis de fortsætter med at true den europæiske befolkning på denne måde?

Det er samme følelsesmæssigt baserede holdning som Fredrik Reinfeldt og Stefan Löfven gav udtryk for og som fik Erna Solberg til at tale “religiøs racisme”. Hun slap ubevidst katten ud af sækken: At gå imod islam er en form for racisme.

Murray konstaterer, at dette er det samme som krisemaksimering.

I mellemtiden fortsætter folkevalgte repræsentanter og bureaukrater at gøre alt, hvad de kan, for at situationen skal blive værst mulig så hurtigt som muligt.

Forråelse

Eliten driver et spil med befolkningen, som den ikke forstår. Murray registrerer en forråelse af sproget:

I den nærmeste fremtid kan et parti af den type, som tidligere blev beskrevet som «højreekstremt», komme til magten i et europæisk land. Derefter vil måske et parti, som ligger endnu længere til højre, komme til magten. Én ting er sikkert, og det er, at hvis den politiske situation skulle blive rigtig dårlig, vil det være, fordi ideerne blev stadig dårligere. Og hvis ideerne bliver stygge, vil det være, fordi retorikken blev stadig styggere. Efter Köln og andre lignende angreb, kunne man høre, hvordan sproget i udkanterne blev styggere. Folkelige bevægelser begyndte at omtale alle nytilkommere til Europa som «rapefugees». I Paris mødte jeg en folkevalgt person, som omtalte alle migranter som «refu-jihadists». Det var umorsomme og krænkende udtryk for enhver, som af egen erfaring vidste, at i hvert fald nogle af de mennesker, som kom, flygtede fra voldtægter eller hellig krig. Men et sådant sprogligt forfald synes uundgåeligt efter en periode med uærlighed fra den anden side. Hvis man tilstrækkelig længe, til trods for klare indikationer på det modsatte, fortsætter med at lade, som om alle, der kommer, er asylsøgere, vil man til slut fremavle en bevægelse, som tror, at ingen er det.

Det er det punkt, vi nu nærmer os. Østrig erklærede i går, at heller ikke kvinder, børn og syge skal være forskånet for stramningerne. De har blevet for mange og skaber store integrationsproblemer.

Document har registreret ændringen og vi ser potentialet for højreekstremisme i dagens Europa. Den vigtigste drivkraft er den politik, som føres af Merkel, Erna, May og Macron: Mer løgn, mer brændemærkning af kritikere, mer uærlighed overfor vælgerne.

Stop for muslimsk indvandring

Hvis man hele tiden fortæller europæerne, at alle andre er bedre end dem og at de er racister, vil der opbygges en reaktion:

På en vis måde er det forbavsende, at en sådan bevægelse ikke allerede er startet for fuld udblæsning. Folkemeningen fortsætter hele tiden ubønhørligt med at udvikle sig i én retning. I 2010 havde den tyske politiske klasse så højlydt som muligt givet udtryk for sin bekymring over meningsmålinger, som viste, at 47 procent af tyskerne mente, at islam ikke hørte hjemme i Tyskland. I 2015 var antallet muslimer i Tyskland igen steget, men det var også antallet af mennesker, som mente, at islam ikke hørte hjemme der. I 2015 var det tal steget til 60 procent. Året efter sagde næsten to tredjedele af tyskerne, at islam ikke hørte hjemme i Tyskland og bare 22 procent af befolkningen mente, at religionen var en væsentlig del af det tyske samfund. I februar 2017, efter at en ny amerikansk præsident havde forsøgt at indføre midlertidige rejserestriktioner for borgere fra syv ustabile lande med muslimsk flertal, offentliggjorde Chatham House en oversigt over folkemeningen i Europa. Denne ekspertgruppe i London havde spurgt 10.000 mennesker i ti europæiske lande, om de var enige eller uenige i følgende udtalelse: «Al videre indvandring fra hovedsagelig muslimske lande må standses.» Et flertal af befolkningen i otte af de ti lande, som var blevet undersøgt – deriblandt Tyskland – var enig i udtalelsen. Storbritannien var ét af bare to europæiske lande, hvor et ønske om at standse al yderligere muslimsk indvandring forblev en mindretalsopfattelse. I Storbritannien var det kun 47 procent af befolkningen, som erklærede sig enige i udtalelsen.

At programsætte et stop for al muslimsk indvandring er et logisk svar på Europas problemer, men alligevel er det fremdeles tabu at sige det højt. De, som gør det, som Geert Wilders, brændemærkes.

Men det begynder at gå op for mange, at det ikke er dem, som er racister. De udsættes for en elite, som beskytter de virkelige racister. Hvis tilstrækkelig mange gennemskuer denne teknik og slynger sandheden tilbage mod politikere og medier, vil de kunne bevare deres moralske integritet.

Dragesæden er sået

Hvis eliten får lov til at fortsætte sit spil, vil de til slut kunne skabe det, de hævder at bekæmpe.

Ingen kan vide, hvad som vil udløse fremtidige bevægelser af denne type. Men hvis mange mennesker fra forskellige dele af verden lever tæt på hinanden og ender med at føle modvilje mod hinanden, er det rimeligt at antage, at en del af verdens problemer før eller siden vil komme til udtryk blandt dem. Og verden vil altid have problemer. I mellemtiden er det ikke givet, at folk i Europa altid vil holde sig på afstand af racespørgsmål. Hvis alle andre grupper og bevægelser i samfundet kan sætte fingeren på race og tale frit fra leveren om fænomenet, hvorfor skulle så ikke europæerne gøre det? På samme måde er det ikke sikkert, at vi europæere til evig tid vil forblive overbevist om vor historiske og nedarvede ondskab. Derfor kan det hænde, at vi til slut vil sige, at racepolitik ikke kan være for alle andre end os.

Murray registrerer ingen tegn til erkendelse hos dem, som har stået for denne kampagne mod deres egen befolkning. For hver forskydning mod højre kommer besværgelserne om “højrepopulisme” og kravene om, at nu må de “kridhvide” skiftes ud.

Denne totale mangel på respekt for andre mennesker, løgnene og tilsviningen, har en kumulativ virkning.

Tabte chancer for nye ideer

I tillæg kommer, at de som sidder på pengene og positionerne øder  tiden bort og ødelægger muligheden for at udvikle nye ideer.

Europæerne tror ikke nok på deres egen måde at tænke på og er negative overfor deres fortid, men de ved, at der findes andre, uønskede måder at tænke på, som kommer ind i stedet. Overalt vokser der en følelse frem af, at det ikke længere er muligt at vælge.

Denne følelse af uafvendelighed er det, som gør en ændring af kursen gennem et demokratisk korrektiv vanskelig. Det er ikke nok bare at skifte politikere. Europa må udvikle nogle nye ideer for et nyt Europa, som gør, at Europa forbliver Europa.

 

 

 

Douglas Murray kommer for at holde foredrag i Oslo Militære Samfund torsdag 30. august kl 18.00. Han vil give en times foredrag og derefter svare på spørgsmål.
Tilmelding via documentforlag.no

Ellers er boken et must:

Bestill Douglas Murrays bok “Europas underlige død” fra Document Forlag her!

 

 

 

 

 

 

 

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)