Kommentar

Billede: Billederne fra filmen Dunkirk (2017) af Christopher Nolan lægger sig opad vor egen følelse af at være omringet og fortrængt. Murray citerer Stefan Zweig, som begik selvmord i Brasilien. Mange af Europas mest fremtrædende intellektuelle valgte at afslutte deres liv. Når folk i dag siger: – Jeg er glad for, at jeg er gammel og slipper for at opleve det, som venter, så bidrager de til undergangsstemningen samtidig med, at de vælger udgangen. Det er en desertering til det hinsidige.

Douglas Murray er en intelligent mand. Hans analyse af Europa er korrekt, men ikke fyldestgørende.

Den mangler noget: Håbet. At håbe er op til os. Det kan ikke komme udefra.

Alle beskrivelser af Europa og Vesten er skrevet af «tilskuere», af betragternes stemme. Men hvem er i stand til at være tilskuer til sin egen undergang? Normale mennesker ville handle.

Hvori består en sådan «handling»? Det er der flere inde på Document, som spekulerer på. De fleste ser for sig en eller anden form for opvågning. En sådan foregår utvivlsomt blandt græsrødderne, men der findes ingen bro fra folk i almindelighed til eliten og eliten gør hvad den kan for at forhindre det.

ANNONSE

Men der er sprækker: Tidligere forbundspræsident Joachim Gaucks tale er et tegn i tiden. Det er Merkel & co., som er i defensiven.

Problemet er, at personer som Gauck først tager ordet, efter at de er gået af. De holder ikke den slags taler, mens de er aktive. Vi har ingen Churchill i et europæisk parlament. Ingen som kan «mobilize the English language for war», som Lord Halifax sagde om Churchill, efter at han havde overtaget posten som premierminister og talte til parlamentet.

Hvis nogen skulle have holdt en lignende tale i dag , ville vedkommende være blevet udelukket fra Facebook og andre sociale medier og måske være blevet trukket i retten. Det giver unægtelig grund til eftertanke.

Også ytringsfrihed er blevet et spørgsmål om klasse. Douglas Murray behersker sproget og er vanskeligere at arrestere, al den stund han formidler den kultur, som har været Europas. Det gør Merkel, Macron og May ikke. De repræsenterer snarere ånden fra Vichy, den ånd, som så nederlaget i øjnene, før kampen i det hele taget var begyndt. Dagens Europa undgår vold, selv ikke politi og soldater skal bruge vold.

En sådan kultur er dødsdømt, det er det ingen overdrivelse at  sige. Når Michael Tetzschner syntes, det var ubehageligt at se væbnet politi inde i Stortinget, enten det var for at gå på toilettet eller for hente kaffe, så er det et udslag af en mentalitet, som i sig har indskrevet overgivelse og nederlag. Hvordan kan man tro, at man kan blive beskyttet, når man ikke kan tåle at se våben hos ordensmagten?

Psykologien bag er en gåde. Store dele af den politiske elite i Europa er «der».

Der er ingen aktioner fra mennesker, som vil rive falskhedens slør væk, sådan som Femen (feministisk aktivistgruppe) har gjort. Eller som den norske klimaaktivist Nora Christensen (34) gjorde under klimatopmødet i København, da hun bluffede sig ind til gallamiddagen og rullede bannere ud.

Aktionismen går bare én vej i Europa, det er definitivt et paradoks: man har overladt til venstresiden at definere forsamlings- og demonstrationsfriheden.

Men også der ser vi tegn til tegn på forandring, i Tyskland af alle steder. Det har været to demonstrationer mod lovløse tilstande med kobling til indvandring i to tyske byer, Cottbus og Kandel. Den anden side forsøgte at mobilisere, men var i mindretal. Det er tankevækkende. Der skete noget i efteråret 2015.

Det handler om, at folk begynder at stille det fundamentale spørgsmål: Hvem stiller op for mig? Hvis ikke myndighederne, hvis ikke politiet, kommunen, rektor eller børnehaven – så bliver jeg måske nødt til at stille op for mig selv? Det udspringer af overlevelsesinstinktet og her bliver al undergangsstemning den rene gift.

Det er slående at se kontrasten mellem Peter Hitchens og Douglas Murray i synet på Jordan B. Peterson. Hitchens er skuffet, synes ikke Peterson går dybt nok eller langt nok. Måske er det ikke så mærkeligt. Han sidder med facit: Europa er game over.

Hvad Hitchens mener er: Det fredelige, rolige velstands-Europa er en saga blot. Det er rigtigt. Men det betyder ikke, at «Europa» som tanke og begreb er forbi.

Det er op til os.

Det er derfor højst interessant, at Murray lod sig bevæge af tre foredrag, som Peterson holdt i London. Noget fandt sted mellem tilhørerne og Peterson, som Murray aldrig havde set før. Murray indså, at tilhørerne havde et stort åndelig behov, og da de mødte den ægte vare, turde de vise det.

Det er sådan noget, man før i tiden kaldte en vækkelse. Peterson rører ved nogle strenge i vestlige mennesker. Rødder som ikke har fået næring.

Hvordan skal man overleve i det postmoderne Europa?

Peterson siger det ubehagelige: Det begynder i dig selv. Hvis Europa skal reddes, må du starte med dig selv.

Du må ændre dit liv, det er hvad han siger.

Den som ændrer sit liv begynder at se alt med nye øjne.

Håb er en proces og en beslutning. Der er mange andre, som i historiens løb har stået overfor langt værre odds, og alligevel har taget kampen op.

Håb er at tage det første skridt. Det begynder ikke med de store, men med de små skridt. Efterhånden som du går, blir vejen til skæbne. Det er utænkeligt at gøre andet.

Store historiske ændringer er sket på den måde, mod alle odds.

Der er nogle, som begynder. De kan ikke andet. Deres eksempel inspirerer andre.

Vi har set flere af den slags tilfælde i den senere tid. Mennesker som siger «jeg kan ikke lyve, jeg må sige sandheden».

Det var sådan de store reformprocesser i 1500-tallet begyndte. For at forblive menneske, var det dem ikke muligt at gå på akkord med sig selv.

Håb er en enorm kraft «menneske-til-menneske».

Så længe der findes mennesker, som har denne tro, er Europa ikke fortabt.

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)