Kommentar

Jøder er ikke længere velkomne på (tidligere) amerikanske eliteuniversiteter, der nu har udviklet sig til noget, vi ikke har set i den vestlige verden siden i 1930’ernes Tyskland. Kommentatoren John Nolte fra Breitbart News beskriver institutioner som Harvard, Yale, University of Southern California og Columbia som præget af et “åbent, nøgent, voldeligt, sydende og kompromisløst” jødehad, samtidig med at mainstream-medierne kigger den anden vej.
Beskeden er: Jøder er ikke velkomne.
Men hvis nogen tror, at det kun drejer sig om jøder, tager de grundigt fejl. De opfanatiserede studenters kampråb, “Død over Israel”, “død over jøderne” ledsages allerede af “Død over USA”. De fascistiske bøller, der gør sig til af at være “marxister”, lægger ikke skjul på, at deres mål er en etnisk udrensning begrundet med behovet for “afkolonisering”.
Sådan gik det også i Nazi-Tyskland, hvor man først lagde jøderne for had. Senere kom turen – og udryddelsen – til handicappede, kristne, homoseksuelle, demokrater, polakker, ukrainere, russere og andre, som stod i vejen for Hitlers tusindårsrige.
Vi oplever nu en normalisering af antisemitismen, bl.a. fremmet af Joe Biden, der udsender fordømmelser af Israel, men ikke har et ord at sige om ofrene for Hamas’s kidnapninger. Han skal nemlig holde sig gode venner hundredtusinder af arabere i de amerikanske svingstater.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, siger lige ud, at antisemitismen i USA ikke er til at skelne fra den, der hjemsøgte Tyskland i 1930’erne og 1940’erne, og han forlanger, at der bliver grebet ind. Han skal dog ikke forvente hjælp fra Biden.
Til gengæld har Donald Trump taget bladet fra munden og lover at fyre de “galninge”, der har taget magten på universiteterne, og at forsvare den amerikanske tradition på de højere læreanstalter. Hvis universiteterne ikke vil gøre op med den fascistiske udskridning, vil han begynde at beskatte deres indtægter. Dertil kommer, at han om nødvendigt vil ophæve deres godkendelse som bona fide læreanstalter.
Med andre ord: Hvis Trump vinder præsidentvalget, får universiteterne valget mellem at indoktrinere deres studerende med antisemitisme og totalitær venstreekstremisme eller miste deres indkomstgrundlag.
Desværre bliver Trump nok ikke valgt, for han vil være alt for farlig for sammenrotningen af politikere, medier, universiteter, det føderale embedsapparat, FBI, Hollywood og storkapital, som har sat sig solidt på magten og agter at blive siddende. Uanset hvad befolkningen måtte mene.
ANNONSE