Kommentar

Foto: Pava / Wikimedia Commons.

 

At chancen skulle byde sig for en italiensk regering bestående af Lega Nord og Femstjernebevægelsen var ingen selvfølge, og vejen dertil var lang og tornefuld.

Situationen efter parlamentsvalget i Italien den 4. marts var at hverken centrum/højre (den største koalition), Fem stjerner (det største parti), eller centrum/venstre kunne opnå parlamentarisk grundlag for en regering alene.

Matteo Salvini, som leder centrum/højre-alliancens største parti efter valget, Lega Nord, gik tidligt ud og erklærede at Italiens nye regering måtte udgå fra en gruppe bestående hovedsaligt af hans eget parti, af Silvio Berlusconis parti Forza Italia og af Giorgia Melonis parti Fratelli d’Italia. Problemet var at ingen af de andre var rede til at være med i eller støtte en sådan koalition.

Femstjernebevægelsen gik på sin side ud med at de i princippet var åbne for at samarbejde med alle, men at Berlusconi i udgangspunktet var udelukket fordi han er tidligere dømt. Dersom bevægelsen ledet af Luigi Di Maio skulle indgå i en flertalskoalition, måtte den derfor hente støtte fra andre dele af centrum/højresiden eller indgå et samarbejde med Det demokratiske Parti (PD), som er størst på venstresiden.

ANNONSE

Gryende samarbejde
De første tegn på et samarbejde mellem Fem Stjerner og Lega kunne øjnes da de to partier sammen sonderede terrænet med sigte på udnævnelsen af præsidenter til parlamentets to kamre – Senatet og Deputeretkammeret. Men for Matteo Salvini var sådanne udsigter ensbetydende med at koalitionen mellem Forza Italia og Lega Nord måtte brydes.

Salvini, som normalt er en verbalt hardtslående slubbert, lod ikke sin koalitionspartner i stikken, men begyndte at insistere på at et samarbejde med Fem Stjerner måtte omfatte hele centrum/højresiden. På den måde viste han Berlusconi og Forza Italia at han var loyal mod resten af alliancen – en dyd af nødvendighed taget i betragtning behovet for ikke at forsure samarbejdsklimaet på højresiden i lokalpolitikken.

Dermed gik sonderingerne om ny regering i stå. Fem Stjerner vendte sig derfor i stedet til Det demokratiske Parti med en invitation til samarbejde. Dele af PD var indstillet på dette, men fløjen domineret af Matteo Renzi satte foden kategorisk i for en sådan løsning.

Alle veje så dermed ud til at have været prøvet, og sandsynligheden steg for at republikkens præsident, Sergio Mattarella, ville drage den konklusion at et forretningsministerium eller nyvalg var de eneste tilbageværende alternativer.

Sidste chance
Men ikke alle partier var lige interesserede i nyvalg. Både Fem Stjerner og Forza Italia så ud til at frygte et dårligere resultat ved urnerne. Førstnævnte havde haft et historisk godt valg og kunne vanskeligt overgå sig selv, mens sidstnævnte var detroniseret som det største parti på højresiden, hvilket var et psykologisk knæk som kunne have givet et endnu dårligere resultat ved et nyvalg. Og både for Lega og Fem Stjerner var et forretningsministerium – en drøm for Bruxelles hvor Italien ikke spiller nogen selvstændig rolle i unionen – et særdeles ikke ønskeligt udfald.

For Berlusconi åbnede der sig derfor en mulighed for at fremstå som en ansvarlig og uegennyttig statsmand ved at give grønt lys til at hans koalitionspartner Lega Nord dannede regering med Fem Stjerner. Dermed har dette samarbejde fået en sidste chance, og ikke sjældent tages de vigtigste beslutninger i Italien i sidste øjeblik.

Dette resultat lå på sin vis i kortene, men var på ingen måde givet på forhånd. Og at dette nu højst sandsynligt ser ud til at blive resultatet, skyldtes først og fremmest den strategiske klogskab Matteo Salvini viste ved ikke at dumpe Berlusconi og Forza Italia straks, men snarere bedyre sin troskab, vente tålmodigt, og overlade det til mister B. at give landet en regering ved det som fremstår som en generøs gestus fra hans side.

Konsekvenser
Dette parlamentariske spil, som har fyldt aviserne i ugevis og været en tålmodighedsprøve for landet, er imidlertid ikke det vigtigste for omverdenen: For resten af Europa er det store spørgsmål snarere, hvad det vil betyde at to populistiske partier nu vil danne regering i et stort og vigtigt EU-land – hvis de i løbet af det nærmeste døgn lykkes med at overbevise præsidenten om at det politiske grundlag for en ny regering er tilstrækkelig solidt.

Begge partier har lagt sig på en nok så anti-europæisk linje, hvor man sågar har tænkt højt om en mulig italiensk udtræden af eurozonen. I forholdet til Rusland har repræsentanter både for Lega og Fem Stjerner taget til orde for en opblødning, som er potentielt bekymringsfuldt for NATO. Og begge partier har taget til orde mod migrantstrømmen. 

Samtidig er de realistiske nok til at indse, at Italien ikke har et ubegrænset handlingsrum overfor Bruxelles. En krigserklæring mod fællesvalutaen kunne hurtigt medføre en ny og endda alvorligere finanskrise. Begge partier nedtoner derfor deres retorik mod euroen i tiden op til parlamentsvalget til marts.

For eliten i Bruxelles er dette ikke nødvendigvis godt nyt. Sandsynligvist ville det være lettere at udmanøvrere en italiensk regering som satte sig for at forlade eurozonen. For en sådan regering kan til gengæld sætte foden i for det tættere finansielle samarbejde som Bruxelles ønsker.

Idet Italien får en ny regering som inderst inde er anti-EU, men som vil være smart nok strategisk til ikke at udfordre EU alt for meget på de kritiske punkter i øjeblikket, vil Bruxelles dermed have pådraget sig en langsigtet hovedpine. Både Lega og Fem stjerner kan tænkes at sætte et langsigtet løb i gang for at formindske Bruxelles magt over Italien. Denne trussel repræsenterer et betydeligt tilbageslag for EU.

Den måske vigtigste konsekvens på kort sigt kan blive et oprør på migrationsfeltet. Matteo Salvini har aldrig nedtonet sin retorik på dette område, og han har flere gange lovet at deportere en halv million ulovlige migranter fra Italien. Og Luigi Di Maio sagde kort tid før valget, at det er på tide at sætte italienerne før migranterne. Vælgerne forventer at de leverer, og man ved aldrig hvor længe der er til næste valg.

Med globalisterne ude af regeringen i Italien, vil der stort set kun være Frankrig og Tyskland tilbage som deler EU-elitens globalistiske agenda. Paris, Berlin og Bruxelles er en mægtig trio, men den vinder ikke på walkover, og den kæmper i modvind. Det, som sker i Rom i disse dage, kan derfor blive en skillevej for Den europæiske Union. Italien kan igen blive et politisk laboratorium for verdensdelen.

Men fortsat mangler altså den endelige bekræftelse på at regeringsbestræbelserne er lykkedes.

 

ANNONSE

Skriv et svar