Nyt



De opsigtsvækkende udtalelser fra Catanias stads­advokat, Carmelo Zuccaro, om samarbejdet mellem menneske­smuglere og enkelte NGO-er i migrant­trafikken over Middel­havet, har udløst et højt magtspil, som ser ud til at splitte hele den italienske samfunds­elite – fra parlament og regering til rets­væsenet- og sågar også kirken.

Efter at Senatets forsvars­komité for en måneds tid siden besluttede at granske blandt andet finansieringen af de NGO-ere, som opererer i Middel­havet med fartøjer, som er dyre i drift, har Zuccaro talt usædvanlig åbent om det anklagemyndigheden ved om menneske­smuglernes forbindelser til NGO-erne, og desuden luftet hypotesen om, at smuglerne betaler nogen av NGO-erne.

Reaktionerne på stats­advokatens åbenmundethed så først ud til at antage en rent politisk form, som er almindelig i Italien, med stejle fronter for og imod. Justits­minister Andrea Orlando, som tilhører Det demokratiske Parti (PD), indtog hurtigt en kritisk holdning til Zuccaro, mens partifælle og inden­rigs­minister Marco Minniti udtrykte sig i mere afbalancerede vendinger, men fuldt ud lige så køligt indstillet. Tals­personer for Liga Nord og Femstjerners­bevægelsen gav ham derimod støtte.

ANNONSE

Uenighed mellem et regerings­parti og to partier, som kan siges at være anti-establish­ment, var som forventet. Mere opsigts­vækkende er derimod, at uden­rigs­minister og tidligere inden­rigs­minister Angelino Alfano – som i dag tilhører centrum/højre­partiet Alter­nativa Popolare (AP) efter at have brudt med Berlusconi for nogle år siden – har talt sine regerings­kolleger midt imod.

Il Fatto Quotidiano citerer uden­rigs­ministeren:

«Jeg giver statsadvokat Zuccaro et hundrede procent ret, for han har rejst en rigtig problem­stilling.»

Justisministerens replik er syrlig:

«Opdagede Alfano ikke dette da han var inden­rigs­minister? Han var vel distræt.»

Udenrigs­ministeren mangler heller ikke slag­færdig­hed. Visse personer mener det er principielt forkert, at stats­advokaten udtaler sig. Men de bliver selv indigneret når det passer dem, hvilket er hyklerisk, mener Alfano.

«Hvis retsembeds­mænd siger noget, som passer i deres kram, vel så kan de godt få lov til at udtale sig. Hvis det er noget, som ikke falder i god jord, skal de tie stille.

Statsminister Paolo Gentiloni forsøger efter bedste evne at holde regeringen samlet. Hvis anklagemyndigheden har specifikke, troværdige oplysninger, har regeringen ikke noget at udsætte på det, kommenterer han. Man afventer resultatet af efter­forskningen. Senatets president Piero Grasso (PD) anlægger imidlertid en skarpere tone over for Zuccaro:

Det virker på mig som lidt uden for regle­mentet, at en stats­advokat kan udtale sig før der har været gennemført en efter­forskning.

Fra en tidligere dommer som Grasso er disse ord i realiteten en krigs­erklæring.

Krig erklæres også den anden vej: Femstjerner­bevægelsens Luigi Di Maio anklager stats­advokatens kritikere for at have skjulte motiver. Hvorfor er det så vigtigt for venstre­fløjen at lægge en beskyttende hånd over menneske­trafikken? Har de selv interesse i at at den fortsætter? Det er velkendt, at der er store økonomiske interesser knyttet til håndteringen af migranter på italiensk jord, og ulovligheder med disse ting er velkendte fra efter­forskningen af mafia­kriminaliteten i Rom, hvor politikere og embedsværk er indblandet.

Magtspillet er imidlertid ikke begrænset til politik. Langt alvorligere for Zuccaro er, at hans udtalelser er blevet indbragt for det øverste domstols­råd, som skal have en høring med stats­advokaten den 9. maj (anklagemyndigheden er i Italien underlagt den dømmende magt, ikke den udøvende). Det er langt fra utænkeligt, at det hele kan ende med disciplinære ­tiltag, og i så fald kan Zuccaro risikere at blive forflyttet.

Men også domstols­rådet er politisk splittet i Italien, om end det er venstrefløjen, der dominerer blandt dommerne, som ikke er uden forhistorier med politisk hekse­jagt på kolleger. Vice­præsident Giovanni Legnini, som bekendtgjorde, at sagen kommer op i Rådet, er tidligere parlamentsmedlem for PD, og har desuden været stats­sekretær i Lettas og Renzis globaliserings­venlige regeringer. Forza Italias tidligere senator Pier­antonio Zanettin er derimod blandt de råds­medlemmer, som støtter Zuccaro. Det samme gør Alessio Zaccaria, som har forbindelser til Femstjerne­bevægelsen. Stats­advokaten er ikke en mand, som åbner munden i utide, siger han.

Bemærkelsesværdig er det også, at kirkens to vigtigste talerør i Italien, Osservatore Romano og Avvenire, henholdsvis Vatikanets og bispe­foreningens aviser, har indtaget modsatte syns­­punkter på sagen. Først­nævnte skriver, at det desværre ikke er helt uden grundlag, at rednings­operationerne er blevet gjort til genstand for politisk og økonomisk manipulation, samt at sagen ikke kan forenkles til et spørgsmål om generøsitet.

Landets magtpersoner er med andre ord endnu mere splittet end normalt. Hvad er det, som gør denne sag så speciel?

Enhver kan se, at migrations­spørgsmålet er eksistentielt for Europa. Og måske bliver fronterne så skarpt trukket op, fordi problemet er blevet meget presserende for Italien. Man mere end aner, at visse magt­personer ikke længere er så komfortable med at være globalist­redskaber.

Det som slår en er, at ingen har draget stats­advokatens ord i tvivl, når han henviser til aflyttede telefon­samtaler mellem NGO-skibe og det libyske fast­land, som bekræfter at der bestilles transport til migranterne. Kritikken går udelukkende på, at det angiveligt er i strid med reglerne eller i det mindste upassende, at han siger det højt.

Men hvorfor er det helt uden interesse at diskutere kendsgerningerne?

Spiller det virkelig ingen rolle, at unge afrikanske mænd som ikke tilhører gruppen af værst stillede på kontinentet, kan betale i dyre domme for at rejse, med hjælp fra organiseret kriminalitet og med terrorister på ladet, i stort tal strømmer til vores del af verden, hvor de vil udgøre en stor byrde for brede dele af værtslandet?

Det er let at forestille sig, at Zuccaro har vendt skråen mere end en gang, før han gik ud i offentligheden, utvivlsomt vidende om den risiko han dermed udsætter sig for. Sandsynligvis er sagen blevet et samvittig­heds­spørgsmål for ham, da han nok tænker, at straffe­processens træghed og komplikationer ville have fået ethvert forsøg fra rets­systemets side på at stikke en kæp i hjulet på den kriminelle trafik, til at gå op i røg.

Det forbliver alligevel et åbent spørgsmål, om domstols­rådet virkelig vil bruge magt mod stats­advokaten. Zuccaro er højt respekteret. Hvad hvis reaktionen skaber en boomerang-effekt? Hvad med at lade en proces, som trods møje og besvær løber ud i sandet, være den afskrækkende straf?

Hele tildragelsen vidner om, at både de kræfter som vil lade invasionen fortsætte, og dem som modsætter sig den, er stærke.

Italien er af og til blevet omtalt som et politisk laboratorium, hvor vigtige ideer har set dagens lys på godt og ondt. Det usædvanlige eksperiment som nu finder sted, er – de sobre rammer til trods – et hundeslagsmål om migrationen, som udspiller sig internt blandt samfunds­eliten. I længden bliver Italien næppe det eneste land, som vil se en lignende magtkamp. Udfaldet er ikke givet.

 

Corriere della Sera – Il Fatto QuotidianoAvvenireLa Repubblica

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)
  • KnudMadsen

    Er det forkert at antage, at Italien er et råddent, korrupt samfund?