Kommentar

Mange bøger er vigtige, men nogle få er essentielle. Blandt de essentielle er «The Strange Death of Europe» af den britiske journalist og forfatter Douglas Murray. For tiden skriver ingen bedre om det europæiske kontinents eksistensielle drama, end han gør.

Det er derfor en stor glæde for os at kunne meddele, at Document har anskaffet rettighederne til denne bog og vil udgive den på norsk til foråret.

Når vi bruger tid, kræfter og penge på en sådan satsning, vil vi også give vore læsere og støtter en redegørelse for denne udgivelses store og sjældne kvaliteter.

Et av bogens største fortrin er, at den giver et længe ønsket overblik over de allersidste års ekstraordinære begivenheder i Europa. Dette overblik formidles af en kundskabsrig mand med et skarpt intellekt, som gør sine observationer, analyserer og gør sig sine tanker om fremtiden i lys af både den nyere historie og de politiske og åndelige udviklingstræk i vor verdensdel.

Det er ingen overdrivelse at sige, at sådanne evner er en desperat mangelvare, som også offentlige intellektuelle, som lever op til betegnelsen, er det. I en verdensdel, som har fostret store tænkere gennem årtusinder, bevirker dette et fravær af intellektuel debat om de allervigtigste spørgsmål.

ANNONSE

En af de værste konsekvenser af begivenhedernes forrygende hastighed er derfor, at folk mister oversigten og bliver desorienterede. Informationsstrømmen bliver ikke fordøjet uden hjælp, langt mindre forstået. Man vænner sig til, at tilværelsen er en evig, kaotisk og hukommelsesløs nutid, hvor det vigtigste er at hænge på i svingene.

I en sådan virkelighed kan det at læse bøger føles som at være agterudsejlet, men sandheden er snarere, at bøgerne bliver vigtigere end nogensinde. Hvis vi giver afkald på den koncentration, som det at læse bøger  tvinger os til, bliver vi ganske enkelt dummere – og dårligere i stand til at håndtere virkeligheden.

Oversigten, som Douglas Murray giver over vore egne omgivelsers nære historie, er ikke lystelig læsning, men vi har brug for påmindelserne. I de sidste tre år har vi nemlig været vidne til en acceleration af det, Christopher Caldwell kalder revolutionen i Europa: Migrationen voksede pludseligt eksplosivt, der har været et usædvanlig højt antal terrorangreb og kriminaliteten og sikkerhedsproblemerne forbundet med menneskestrømmen er øget.

Når man ser tilbage, indser man, at en række opsigtsvækkende hændelser af forholdsvis ny dato allerede er gået i den kollektive glemmebog. Pim Fortuyn og Theo van Gogh virker allerede lige fjernt som antikken. Men er der så mange flere, som herefter vil ofre en tanke på Bataclan, Charlie Hebdo, Lee Rigby eller Jacques Hamel? Eller den lille pige Ebba Åkerlund som blev kørt ihjel af en terrorist på gaden i Stockholm? Julemarkedet i Berlin? Den unge kvinde, som blev dræbt på en svensk asylmodtagelse? Nytårsaften i Køln er ikke engang længere en detalje. Hvorhen man end vender sig, er opløsningen synlig, hvis man bruger øjnene.

Samtidig gør folk hvad de kan for ikke at se hverken opløsningen eller de demografiske omvæltninger, som ledsager og forårsager truslerne mod Europa. Bådtrafikken over Middelhavet bliver knapt omtalt længere, selv om hver eneste ankomst bidrager til at gøre udviklingen endnu vanskeligere at bremse og rulle tilbage. Koranklodserne gade op og gade ned ignoreres efter bedste evne. Meningsmålinger viser stor udbredelse af chokerende holdninger blandt muslimer, men man lader, som om de ikke findes.

Mens alt dette pågår, indsniger der sig en slags resignation overfor det, som sker. Alle har nok i sig selv og sit, og som kollektiv tvivler Europa på sin egen evne til at styre udviklingen.

Som Douglas Murray påpeger, er dette ikke til hinder for, at den politiske klasse fortsætter med at snakke om det ansvar, vi angiveligt har for resten af verden. Hvad bliver der af det ansvar, de selv har for å holde vore egne samfund velfungerende?

Forfatteren viser meget klart at demografien – fødselstallene og indvandringen – er i færd med at gøre udviklingen irreversibel. Europas befolkninger erstattes med fremmede. Intet virker fjernere, end at europæiske ledere en dag skulle sige «Europe First». De styrer os derimod i retning af et selvmord, men vil vi være med til det? Der er ikke så mange, som advarer os mod konsekvenserne. Murray gør.

At samtykke til sit eget selvmord er ensbetydende med at være mentalt syg. Men Europa tænker ikke på sig selv som en mentalt forstyrret patient. Europa ser knap nok et behov for en oprydning i sit eget hovede og at stræbe efter en noget mere hensigtsmæssig adfærd. I stedet er der benægtelser, fortrængninger, distraktioner og bortforklaringer, der hvor sløvheden ikke regerer.

Douglas Murray hjælper Europa med at forstå behovet for at forandre tankegang. Man kunne måske hævde,  at det snarere er handling, Europa har brug for. Men den, som hverken ser klart eller tænker klart, vil heller ikke være i stand til at handle hensigtsmæssigt.

Det er endnu ikke for sent at forandre sig, men det begynder at haste. Forfatteren, som elsker Europa, opfordrer verdensdelen til at erkende den uendelig store værdi ved sin egen civilisatoriske arv, og opgive den dårlige samvittighed og selvpiskningen, som ledsager den. For hvordan kan en kultur, som tvivler på sig selv, vinde tilhængere blandt dem, som invaderer den og ikke tvivler på sine egne overbevisninger?

Den kulturelle kritik af vor verdensdel, som tager skridtet fra nyhedsbilledet og det politiske til det åndelige, filosofiske og kunstneriske, er et af bogens absolutte højdepunkter.

Efter at have prøvet og forkastet både troen og antitroen er der ikke meget tilbage, udover nihilismen, kynismen og hedonismen. Douglas Murray mener, at udbrændtheden og den eksistensielle træthed hænger sammen med, at mange har opgivet kristendommen, som gennem lang tid inspirerede både kunsten, tænkningen, humanitære initiativer og militære foretagender. I et spirituelt vakuum bliver tilværelsen overfladisk:

The problem is one that is easier to feel than it is to prove, but it runs something like this: that life in modern liberal democracies is to some extent thin or shallow and that life in modern Western Europe in particular has lost its sense of purpose. This is not to say that our lives are wholly meaningless, nor that the opportunity liberal democracy uniquely gives to pursue our own conception of happiness is misguided. On a day-to-day basis most people find deep meaning and love from their families, friends and much else. But there are questions that remain, which have always been central to each of the feeling that the story has run out us and which liberal democracy on its own cannot answer and was never meant to answer.

‘What am I doing here? What is my life for? Does it have any purpose beyond itself?’ These are questions that have always driven human beings, questions that we have always asked and ask still. Yet for Western Europeans the answers to these questions that we have held onto for centuries seem to have run out. Happy as we are to acknowledge that, we are far less happy to acknowledge that with our story of ourselves having run out we are nevertheless still left with the same questions. Even to ask such questions today has become something like bad manners, and the spaces where such questions can be asked – let alone answered – have accordingly shrunk not only in number but in their ambition for answers. If people no longer seek for answers in churches, we simply hope that they might find sufficient meaning in the occasional visit to an art gallery or at a book club.

I denne tilstand undlader vi at undersøge selv de vigtigste spørgsmål angående vor egen eksistens:

‘Does the free, secularised state exist on the basis of normative presuppositions that it itself cannot guarantee?’

Og hvis det er sådan, at det sekulære samfund ikke indeholder de værdier, som garanterer dets egen overlevelse, hvad pokker gør man så? For de fleste er spørgsmålet for ubehageligt til, at det bliver drøftet. Et af resultaterne er, at kulturen er blevet banal.

Despite the unparalleled opportunity, our media and social media cannot help purveying endless rounds of reaction and gossip. To immerse oneself in popular culture for any length of time is to wallow in an almost unbearable shallowness.

Vi er holdt med at inspirere, for vi har opgivet det, vi kan inspirere med, konstaterer Murray. Desto lettere er det for islam at slå klo i dem, som søger efter en mening. Sådan burde det ikke være. Det ville være meget bedre at disse mennesker blev kristne, men de færreste kommer med det indlysende forslag:

‘Here is an inheritance of thought and culture and philosophy and religion which has nurtured people for thousands of years and may well fulfil you too.’

I stedet bliver folk opfordret til at finde deres egen mening med tilværelsen i et univers, som anses som i bund og grund meningsløst. Et samfund uden mening mister meget, konstaterer Murray, blandt andet evnen til at tale om sandheder. Man mister også metaforerne som intellektuelle knager.

Med et bedre moralsk lederskab kunne situationen forbedres betydeligt, mener forfatteren. Men det er et åbent spørgsmål, om et sådant lederskab vil indfinde seg.

For hvor er de på samme tid civiliserede og karismatiske skikkelser, som kunne vække middelklassen fra sin koma, minde om generationskontrakten og nationsfællesskabet, og udstikke en troværdig kurs, som giver folk troen på fremtiden tilbage?

I fraværet af en kulturel genopvågning, som ville muliggøre en sådan politisk udvikling, er Murray svært pessimistisk på Europas vegne. Vi risikerer at miste de eneste lande, som er vore hjem. Europa bliver ikke længere Europa. Det som er sket med flere storbyer, vil efterhånden ske med hele lande, som slet ikke forbliver de samme med andre mennesker.

Murray frygter, at udviklingen kan blive så negativ, at stemningen blandt de oprindelige europæere hurtigt kan blive aggressiv. Spektakulære begivenheder kan totalt forandre spillereglerne. Jo længere vi fumler rundt med at genfinde vores sande identitet, desto grimmere risikerer resultatet at blive i det lange løb.

I sin kommentar til «The Strange Death of Europe» skriver Sir Roger Scruton, at dette er en livsvigtig bog, hvis indhold burde blive kendt blandt alle, som kan øve indflydelse på begivenhedernes gang i denne kritiske tid for Europa. Den anbefaling er det let at tilslutte sig. Vi vil da også gøre det lidt vi kan, og sigter på at udgive bogen i maj.

Det er i den forbindelse en stor glæde at kunne fortælle, at den erfarne oversætter Bjarte Kaldhol, som har  arbejdet længe i den norske forlagsverden, er igang med at give Murrays tekst en norsk sprogdragt. Det er en stor ting at have fået en sådan kapacitet med på holdet, og for os er det ekstra morsomt, fordi Bjarte og undertegnede er partners in crime som oversættere af Oriana Fallaci (1929–2006), henholdsvis av «Sinnet og stoltheten» og «Fornuftens styrke».

Douglas Murray har en helt anden stil end salig Oriana, men han gør et lige så vigtigt forsøg på at vække europæerne, som går i søvne på vej mod døden.

 

Køb Hege Storhaugs bog her!

 

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)