Kommentar

Bernhard af Clairvaux,

Læsninger

Jobs Bog 9,1-12

Apostlenes Gerninger 17,22-34

Matthæusevangeliet 25,14-30

Om en af den kristne kirkes store mænd, Bernhard af Clairvaux, manden bag cistercienserordenens udbredelse, siges det, at han undertiden hørte en stemme, der spurgte ham: Bernhard – hvorfor er du her? 

Det spørgsmål tror jeg de fleste mennesker stiller sig selv. Nogle gør det ofte, andre måske bare indimellem, men det er svært at forestille sig at spørgsmålet ikke dukker op nogensinde i et menneskes liv. 

I modsætning til fx hønsene, der går rundt og prikker i jorden ude i haven, og aldrig nogensinde tænker over hvorfor de er her, kan vi mennesker nemlig komme i tvivl om vores opgave, om meningen med vores liv. Eller vi ved måske godt inderst inde, hvorfor vi er her, men vi ignorerer og forkaster det der er meningen med vores liv. Vi viger udenom. 

ANNONSE

Den lignelse vi lige har hørt svarer på det spørgsmål: hvorfor er du her. Og svaret er: 

Kaldet du fik er stort. 

Hvad skal det sige? 

Jo – i lignelsen tales der om talenter, altså penge. Men det den egentlig handler om, er at noget er os betroet og det skal vi forvalte med troskab. 

Så siger du måske, at du har ingenting eller du har mistet alt, men der siger Gud til os i dag, at alle fik NOGET. Alle har noget. Nogle fik to andre fem, en fik én talent, hørte vi. Men kravet til det, de fik er det samme. De skal forvalte det godt. Hvis du derfor lytter til Guds ord vil du høre, at du er er kaldet. 

Om du altså fik givet at lede en stor virksomhed med mange arbejdspladser eller om du fik ansvaret for en lille husholdning, det gør ingen forskel. Om du fik ansvaret for at feje gader eller om du er dronning. Kaldet er lige stort og vigtigt. At du tager dig af det, der blev dit, er det afgørende. 

Hvad som har ånde ophøje hans navn og hans ære, sang vi også. Det betyder, at det arbejde du gør, hvad end det er, hvor ligegyldigt det end ser ud i verdens øjne, det gør du til Guds ære. Man gør selvfølgelig for det meste også sin pligt for andres skyld, for statens skyld, eller for arbejdsgiverens skyld, for sin familie eller andre. Men den yderste begrundelse for at arbejde er, at vi har fået arbejdet af Gud. Det kan være en kæmpe lettelse, fordi ens arbejde hvad enten det nu er spændende og fint, eller slidsomt og meningsløst, har værdi for Gud. Gør du dit arbejde til Guds ære, kan det aldrig være uden betydning eller ligegyldigt selvom din omverden bedømmer det sådan. 

At arbejdet har den status, det er i sig selv tankevækkende for, vi skal jo forestille os at arbejde i det omgivende samfund for 2000 år siden, var noget man overlod til slaver og kvinder. Det var ikke noget frie mænd med en vis indkomst nedværdigede sig til. Men i forbindelse med overgivelsen af loven på Sinai bjerg, med budet om at holde hviledagen hellig, ser vi at arbejdet for det daglige brød forudsættes og det som noget gudsgivent og godt. Læser vi Det gamle testamentes mange profetier om en bedre fremtid, møder vi visionen om at sværd skal smedes om til vingårdsknive – altså til arbejdsredskaber!

Ophøjelsen af arbejdet bekræftes af at Paulus kalder sine medkristne for MEDARBEJDERE og ved de mange lignelser i Det nye testamente, hvor Jesus sammenligner Guds rige med arbejde. Som f. eks. Lignelsen vi lige har hørt. 

Bed og arbejd, blev da også de første klostres motto, og siden dengang har vi set arbejde som noget ærefuldt i den forstand, at man kan gøre det til Guds ære. Tanken om at arbejde er ærefuldt, at arbejdet adler, det stammer fra Bibelen. 

Kristendommen har altså med adlingen af arbejdet lagt grunden til en kultur, hvor flid og nøjsomhed er kodeordet. Den kultur kom i særlig grad til udtryk i klostervæsenet og i særlig grad i den orden jeg nævnte før: cistercienserne. 

Cistercienserne slog sig ned i øde, men også smukke områder, hvor de med effektive metoder udviklede store selvforsynende klostre. I 1153 var der 350 cistercienserklostre i hele Europa.

De første cisterciensermunke kom også til Danmark – i år 1144 for at grundlægge Herrevad Kloster i Skåne. 

Hurtigt blev der bygget yderligere otte munkeklostre her i DK. Af disse klostre har vi bevaret klosterkirkerne i Sorø og Løgumkloster. Af klosteret i Esrum er kun en af klosterets længer bevaret. 

Cistercienserklostrene blev udgangspunkt for en rivende udvikling inden for landbrug og havebrug og sygepleje. Ofte fungerede klostrene også som skoler og lærdoms-centre, de eneste der fandtes indtil universiteternes dukkede op i det 12. århundrede. Størstedelen af de antikke tekster, der er bevaret i dag, er overleverede i middelalderlige håndskrifter, der blev kopieret og opbevaret i klostrenes scriptorier (skrivestuer) og biblioteker

Cisterciensernes indflydelse er så håndgribelig, at man i dag simpelthen kan se, at de steder hvor der var flest Cistercienserklostre i Europa – kan der den dag i dag måles mest velstand. Det ser derfor ud til, at en sund økonomi netop er en følgevirkning af en kristen kultur. Arbejdet i klostrene udsprang jo af den tanke der kommer til udtryk i lignelsen her, om at vi mennesker er forvaltere. Af at vi har et kald, en forpligtelse til at tage vare på det vi har fået. Og at arbejdet adler.

Det er det ene. I dybere forstand handler lignelsen jo om troen. Om evangeliet. Talenterne er det, du fik i dåbsgave. Troen, syndsforladelsen, løftet om det evige liv. 

Troen er altså ikke en eller anden mystisk forening du selv skal finde frem til ved at meditere meget, spise sundt eller gå op på toppen af et bjerg. Nej, troen har du fået givet ganske konkret. Som noget du skal bruge. Hvis du ikke bruger troen vil den ikke bære frugt. Så vil den sygne hen. 

Det er det der menes med at den arbejder, der ikke fik brugt sin talent fik den taget fra sig. 

Hvorfor brugte han ikke sin ene talent? Jo, det siger han jo selv. Han var bange. ”af frygt for dig” 

Og sådan er det nok tit. Frygten forhindrer os i at gøre rigtig mange ting som vi gerne ville eller burde gøre. Det er også frygt der forhindrer os i at have tillid til Guds løfter til os. Frygten opstår når vi ikke tør stole på troen. Når vi ikke tør stole på at Gud sørger for os og bliver ved med at sørge for os. Det sker mange gange for disciplene. Frygten overtager. De bliver lammede. Handlingslammede. Det sker også for os. Selvom Gud har vist os at han elsker os så meget, at han har givet os sin enbårne søn, så kommer vi i tvivl. 

Men lignelsen i dag fortæller os, at vi HAR troen. Vi har talenterne og med dem, med troen følger kaldet til at bruge dem.  Det var jo disciplene skulle. Det var derfor Jesus fortalte dem lignelsen. De skulle gå ud i verden og døbe og forkynde evangeliet for alle folkeslag og til det havde de brug for tro og MOD. For de ville blive mødt med hård modstand. Vi hørte før om hvordan Paulus bliver spottet når han fortæller forsamlingen på Aeropagos at den Gud i himlen, der giver alt levende ånde, han har givet sin søn til verden og ladet ham opstå fra de døde. Men Paulus vidste at han med troen havde fået en opgave betroet. Han vidste at når et menneske har fået givet nåden, retfærdigheden, ånden, er det er ikke det samme som, at Gud nu har rakt det menneske en sejrskrans, og så er løbet til ende. Nej, Gud har snarere rakt det menneske et våben.  Nu skal åndens kamp til at begynde. Nu skal den gode strid strides. Det er ikke meningen, at det våben man får bare skal stilles hen til pynt. Det skal bruges. 

Så næste gang du sidder et sted og måske er lidt genert over at vise din tro frem eller at tale om den, så gør det alligevel. Lad være med at undskylde din tro. Gør som Paulus, tal om den. Lad være med at gemme den væk. 

Vi kristne her i norden, har det nogle gange med at gå lidt stille med dørene. Det er som om vi er bange for at folk vil se skævt til Jesus og Bibelen og derfor pakker vi det hele lidt ind og så kalder vi arrangementer i sognegården for ”saloner” eller laver tidskrifter med ordet kirke i sig om til noget mere lækkert som det nylancerede Grundtvigsk tidende (tidl. Dansk kirketidende). Eller vi laver ”gudstjenester” som af de deltagende slet ikke opfattes som gudstjenester – alt sammen for at få folk til at træde over tærsklen og ind i kirkerummet. Men det nytter jo så fedt, at de sidder i kirkebygningen, hvis det ikke er Ordet om Kristus, de får at høre derinde. Det er at give folk stene for brød. Vi skal ikke undskylde og underbyde os selv. Vi skal være stolte af vores tro og den opgave, det arbejde Gud har givet os og vi skal se sådan på det, at det er Guds nåde, at vi skal arbejde for Guds rige, som hans medarbejdere. Som hans betroede. Som hans husholdere. Det er Guds nåde, at han vil bruge os. 

Hvad får et menneske også ud af at gemme det væk han fik? Går det menneske ikke selve livet forbi? Er hans dom da dermed ikke allerede sagt? Lediggang er roden til alt ondt – det kender og anerkender vi med det ordsprog. Men i dag bliver vi belært om, at det gælder også åndeligt talt. 

Hvad kommer der til gengæld ud af at adlyde Guds kald? Svaret er her, at følger et menneske dette kald, går det menneske ind til glæden. For søger et menneske først Guds rige, skal alt andet gives dette menneske i tilgift. Han vil give dig glæden. Den glæde du aldrig skal miste. Den evige glæde. Den glæde, der fødte den første kristne menighed i Jerusalem i opstandelsens dage, og som føder den kristne menighed også i dag her i det høje nord. Den glæde kalder han os ind til. Til at være hans betroede medarbejdere. Til at arbejde med på glæden. Og til at være en del af hans kamp mod alt det, der lægger verden øde og gold. Amen

 

 

Prædiken, septuagesima søndag

2 Lover den herre

392 Himlene Herre

652 Vor Herre til dig

204 O hjertekære

463 Mæt min sjæl

6 Dig være mildeste Gud fader (mel: O havde jeg dog tusind tunger)

 

ANNONSE

Mest læst

Al-Araberlingske