Kommentar

Stillbilde: YouTube

 

Douglas Murrays uundværlige bog «The Strange Death of Europe» – som i midten af maj vil blive udgivet på norsk af Document med titlen Europas underlige død – udgives i disse dage på fransk af forlaget L’artilleur, efter at være udkommet på tysk hos FinanzBuch Verlag i sidste måned.

I forbindelse med udgivelsen i Frankrig gav forfatteren den 20. april et eksklusivt interview til Alexandre Devecchio i Le Figaro, den ene af landets to newspapers of record (sammen med Le Monde). «Et opvågningsråb» om et Europa «på vej mod opløsning» bliver bogen kaldt af den franske avis, som sammenligner Murray med Éric Zemmour – en fransk forfatter og journalist, som ikke er ukendt for Document-læsere.

Le Figaro har blandt andet bemærket, at Murrays værk i flere måneder var at finde på bestsellerlisten for faglitteratur i Sunday Times:

Le FigaroDeres bog, «The Strange Death of Europe», har været en stor succes verden rundt. Hvordan forklarer De det?

Douglas Murray: Efter min opfattelse ser folk de samme ting overalt, og de bekymrer sig om de samme fænomener. Alligevel bliver deres uro og selv deres mest legitime spørgsmål systematisk undertrykket. Men når nogen med solid dokumentation gør ordentlig rede for det, mange tænker på, giver ordene altid genklang.

Folk bliver altså ikke hørt af deres repræsentanter. Ikke desto mindre indrømmer disse privat, at de er enige med Murray:

De blev overrasket over reaktionen på bogen hos mange politikere. De havde for eksempel ingen betænkeligheder ved at acceptere Deres konklusioner.

Som altid er virkeligheden én ting og det som kan udtrykkes politisk en anden. Jeg har talt med flere offentlig ansatte i Frankrig og mange andre steder på kryds og tværs af kontinentet, og privat har de givet mg uhyre stærke vidnesbyrd om ting som angår indvandring, integrering og sikkerhed. De kender de problemer, vi alle står overfor. Men offentligt siger de noget andet. Hvorfor det? Fordi det at se disse udfordringer i øjnene kræver en indrømmelse af, at flere generationers politiske beslutninger rundt om i Europa har været historiske fejltagelser eller resultater af total inkompetence.

Murrays vidnesbyrd ligner til forveksling det, Jean Raspail fortæller om i forordet til 2011-udgaven af «De helliges leir» – i Documents norske udgivelse gengivet som efterskrift: I privat korrespondance med forfatteren viste selv repræsentanter for venstresiden en helt anden forståelse for migrationens drama, end de gjorde offentligt.

ANNONSE

Men dette spil er snart slut, mener Murray:

Det letteste politikerne kan gøre, er at udsætte spørgsmålet, afslutte diskussionen og forfølge dem, som siger sandheden. Men det er ingen god langsigtet strategi. Status quo vil måske holde i endnu en valgperiode eller to, men så ikke længere.

Er antiracismen på afveje? spørger Devecchio. Antiracister er som regel racister, ligesom antifascister næsten altid er fascistiske, svarer Murray. Problemet er, at de ødelægger sproget:

Hvis man misbruger ord som «racist» og «nazist», vil disse ord højst sandsynlig ikke længere være til nytte, den dag man skulle få brug for dem. Mit spørgsmål til «antiracisterne» er dette: Kan en franskmand eller en brite, som ser, at hans nabolag og samfund forandres radikalt, være ked af det eller udtrykke modstand mod det uden at blive stemplet som racist? Hvis svaret er «nej», står det virkelig dårligt til.

Det står altså dårligt til. Som eksempel nævner The Spectators medredaktør hjemlandets grooming-sager, som er blevet afdækket i Telford, Rotherham, Rochdale, Oxfordshire og flere andre steder, hvor pakistanske mænd har gruppevoldtaget sårbare engelske piger, ofte ganske unge:

Storbritannien  har tiet om disse forhold i årevis. Det skyldes delvis denne feje form for høflighed, som findes overalt, men den er specielt udbredt hos os. Men det skyldes også, at disse rædselsfulde sager har alle afskyelige racistiske forbrydelsers kendetegn, og ingen ønskede, at det skulle blive kendt. Der er en hel klasse af lokale offentligt ansatte, politifolk og politikere, som har svigtet.

Avisen konstaterer, at fremvæksten af islamismen efter forfatterens mening skyldes et sammenbrud i indvandringspolitikken og en katastrofal integrering. Men ingenting bliver gjort.

Var den angrebsbølge, som ramte England i 2017, ikke en brat opvågning for den politiske klasse?

Det håb har jeg opgivet. Efter attentatet ved London Bridge i fjor sagde Theresa May, at «nok er nok», men det betød ingenting. Hvad har hun gjort siden? Alle politikerne er tilfredse med uldne bureaukratiske planer som løsninger på et meget dybere problem. Efter rent legale kriterier skulle mindst én af attentatmændene ved London Bridge aldrig have været i Storbritannien. Selvmordsbomberen ved Manchester Arena skulle aldrig have været i Storbritannien. Den unge mand, som efterlod en bombe i Undergrunden i London sidste september, skulle aldrig have været i Storbritannien. Man skulle tro, at sådanne sager var blandt de sager, som behandles. Men det er de ikke. Når næste angreb finder sted, siger politikerne, at vore samfund altid har haft sikkerhedsproblemer. Men den islamiske terrorisme er et importeret problem, og den import er politikernes direkte ansvar.

Terrorismen er imidlertid bare ét problem, og ikke det største:

Det centrale spørsmål vi bør stille os selv er: Hvem er Europa til for? Er det et muligt hjem for hele verden? Eller for alle, som lever deres liv der? Hvor er i så fald de europæiske folkeslags hjem? Vi er gledet ind i en mærkelig opfattelse, hvorefter vi antager, at resten af verden vil forblive, som den er, mens Europa vil blive en slags FN. Denne tankegang dominerer vore lederes beslutninger, som tages i strid med ønsker, som hele tiden udtrykkes af Europas folk. I det lange løb, mener jeg, at denne totale forandring, denne opsplitning og ghettoisering af vor verdensdel udgør en meget større eksistensiel trussel end terrorismen.

Murray viser ingen nåde overfor Sverige, hvor både politikere og journalister fornægter virkeligheden:

Ingen andre har en politisk klasse, som er så latterlig frygtsom, selvcensurerende og selvvalgt blind. Jeg besøgte forstæderne og så nabolag invaderet af kriminalitet, bander, voldtægter og granatangreb. Næsten alle journalister følger den officielle linje og drøvtygger de samme løgne. De ser ud til at tro, at deres job er at holde de dårlige nyheder så langt borte fra offentligheden som muligt. Derfor må folk akkurat som i Tyskland lære at læse nyheder med en slags intern dekoder, ligesom man gjorde under kommunismen.

Forfatteren forklarer blandt andet Europas prekære tilstand med et udbredt selvhad, men hos ham er det ikke en følelse, som dominerer:

Jeg hopper af bussen når den køres af folk, som vil udslette sig selv. Jeg elsker Europa, og alt taget i betragtning synes jeg, at vi er meget heldige. Vi har skabt en kultur uden sidestykke med rettigheder, som verden aldrig tidligere har kendt. Jeg bliver af og til spurgt, om jeg er patriot. Jeg synes ikke, det er et godt spørgsmål. Jeg tænker ikke over tingene på den måde. Det jeg føler, er taknemlighed. Jeg er taknemlig for det, vi har arvet, og jeg synes, at jeg må tage vare på det og give det videre.

Uden at nævne navne børster Murray her støvet af Edmund Burke, som formulerede den konservative grundholdning som en pagt mellem de døde, de levende og de ufødte. Burke er derimod nævnt ved navn i bogen, og forfatteren henviste også til ham under sin tale ved David Horowitz Restoration Weekend i Palm Beach, Florida, den 1. december 2017.

Men der er altså en hel masse mennesker, som er nødt til at miste deres job, før man kan håbe på bedre tider:

Både regeringen, universiteterne og andet ledes af mennesker, som ikke vil videregive det, som går godt, men snarere erstatte det.

I bogen fastslår Murray, at Europa er fortabt, hvis det ikke er i stand til at værdsætte sine kristne rødder. Men der er ikke nogen særlig hjælp at få af Guds mandskab på Jorden. Det må stå sin prøve:

Nogle mener, at en renæssance for Europa nødvendigvis må omfatte en genopblomstring af kristendommen. Men kirken er stærkt i favør af at ønske migranter velkommen …

Det er helt sikkert, at vi ikke vil evne at bevare det, vi har, ved at kæmpe med vore rødder. Og det at påstå, at kristendommen ikke er i hjertet af det, som gør Europa til hvad det er, viser en forfærdelig uvidenhed. Men De har ret. Den måde Kirken – ikke bare Romerkirken, men også Nordeuropas protestantiske kirker – har optrådt på gennem denne krise, har været uhyre problematisk. Nogle, særlig protestantiske kirker, har i det store og hele erstattet troen på Gud med en tro på venstreekstrem social aktivisme. Paven har fuldstændig uholdbare opfattelser, selv om jeg forstår, hvorfor han fremmer dem. Måske han udfylder en af Kirkens roller på den måde, men den må modsiges af politikere og andre, som vældig tydeligt må sige: «Vi vil gerne redde hele verden, men faktum er, at det kan vi ikke. Og hvis vi fortsætter på denne måde, vil vi aldrig redde Mogadishu, men snarere begynde at ligne den by.»

Bogen drøfter også forandringerne i Europas politiske landskab som følge af omvæltningerne. Murray peger på den nye østrigske koalitionsregering som måske det mest betydningsfulde, som er sket i den senere tid.

Vil De sige, at «populismen» gør situationen værre, eller er den snarere en del af løsningen?

De dominerende politiske strømninger vil fortsætte med at lide nederlag helt indtil de griber fat i europæernes legitime bekymringer. Hvis den politiske klasse ikke svarer på folks bekymringer, vil ekstremisterne før eller senere vinde frem. Hvordan kan en europæer vise uro over den retning samfundet går i? Uanset hvordan han gør det, og særlig hvis han ikke har en doktorgrad, vil han blive omtalt som racist og fremmedfjendtlig. Og hvis han stemmer på et «dårligt» parti, vil han blive afskrevet som «populist». Men det virkelige problem er klart: Flere generationer af politiske ledere har fundamentalt forandret vore samfund uden folks samtykke, og sågar i strid med deres ønske. Er det ikke på tide at indse dette og gøre noget ved det, i stedet for at finde på nye måder at fornærme folk?

Murray vil ikke synge med i koret, som fordømmer østeuropæerne:

Hva betyder det, at Orbán vinder for tredje gang i rad?

Der er mange, som kritiserer Viktor Orbán. Men spørgsmålet er vældig enkelt: Hvem havde ret i 2015? Orbán eller Merkel? Sidstnævnte blev straffet af vælgerne, og nu er AfD det største oppositionsparti. Det at Orbán nægter at deltage i sammenbruddet af Europas grænser og ophævelsen af alle regler for migration, genspejler ønskerne hos et overvældende flertal i den ungarske befolkning. Det er uhyre arrogant, hvordan politikere og kommentatorer rundt om i Europa revser Orbán, som gør det, hans folk vil. For nogle uger siden så jeg et billede af ham, mens han læste den ungarske udgave af min bog. Jeg er blevet fortalt, at det kunne afskrække jeres præsident fra at læse den franske udgave. Det håber jeg ikke!

Hvem er egentlig mest demokratisk? Er det den statsleder, som gør det folket vil, eller de som kæmper med næb og kløer for ikke at blive nødt til at gribe fat i folkets største bekymringer? Og hvem er mest autoritær? De som regerer et land i tråd med folkeviljen, eller de som vil gøre alt hvad de kan, for at lægge hindringer i vejen for en sådan regering?

Til trods for Orbáns fejl giver svarene sig selv, og det er let for en intellektuel af Douglas Murrays kaliber at se det.

Og derudover ved Østeuropæerne, at friheden kan blive taget fra dem, skriver forfatteren. Selv har han påtaget opgaven med at forklare det for sløve vesteuropæere, som befinder sig i et åndeligt mørke. Vi må alle håbe, at han lykkes med sit foretagende.

 

 

 

 

Køb Hege Storhaugs bog her!

ANNONSE

Skriv et svar