Kommentar



Norsk middelalderskulptur i træ, Historisk museum, Oslo

Douglas Murray påpeger noget væsentlig i sin bog The Strange Death of Europe. Over flere år har Murray læst om eller fået fortalt historier om etniske briter, som er konverteret til islam. Næsten altid er det variationer over det samme tema. En ung mand eller kvinde befinder sig berusede på en natklub, og pludselig slår det dem: Livet må dreje sig om mere end dette! En banal eksistentiel erfaring, som kunne have ledt de unge, fortabte ind i folden i den vesterlandske tradition med kristendommen som den metafysiske og meningsgivende overbygning.

Men som Murray påpeger: Næsten intet i vores kultur kan meddele de unge, at ”selvfølgelig er det mere end dette!” Dermed er vejen til islam kort. Hvorfor finder de unge ikke kristendommen i stedet for islam? Hvorfor vender de sig ikke mod deres egen tradition, sådan som unge muslimer, der er kommet ud på et skråplan, gør? Delvis skyldes det, at de fleste grene af kristendommen har mistet selvtillid til at missionere for sin egen tro og til og med synes ikke længere at tro på sit eget budskab. Delvis skyldes det, at den lange traditionen med bibelkritikk og videnskabelig gennembrud tilsyneladende har gjort troen overflødig. Men selv om folk som Richard Dawkins finder en dyb meningsgivende tilfredsstillelse i videnskabens mirakler og mener, at vores eksistens’ dybeste mysterier er løst en gang for alle, er det næppe sådan, at de fleste af os går rundt og føler os som ”opklarede mysterier.”

Efter årtier med afkristning og sekularisering er der de seneste år i mødet med en ny og kraftfuld religion i Europa kommet en erkendelse fra flere intellektuelle. Måske står vores kultur i større gæld til kristendommen, end vi har været villige til at indrømme? Måske var fortællingen om Europa som en kamp mellem kristen mørklægning og rationel oplysning en i bedste fald forenklet fremstilling? Måske var den til og med forkert på mange punkter? Måske lå kimen til oplysning, demokrati og sekularisering i kristendommens kærne?

ANNONSE

Og hvad skal man så stille op med det? I vor postkristne kultur florerer det fortsat med referencer til det kristne i sproget og i metaforerne. Men referencerne er har mistet deres indhold. I Therese Bohmans bog Aftonland (endnu ikke oversat) bladrer den kvindelige hovedperson, som er professor i kunsthistorie, i en bog med billeder af europæiske kunstværker, som blev ødelagt under krigen. Mens hun bladrer i bogen, får hun en ophøjet følelse af at føle sig som en del af noget større, af den civilisation, som skabte renæssancens fresker og basiliker, gotiske katedraler, byliv, demokrati og smukke plasder, men det er en følelse, som hun bærer i ensomhed, og en følelse, som opleves som reaktionær.

Med ujævne mellemrum raser debatten om nordiske værdier – norske, svenske, danske osv. værdier. Nogen henviser til kristne værdier, andre til frivilligt arbejde og varme hænder, men standardsvaret blandt mange politikere og intellektuelle er demokrati og menneskerettigheder. Demokrati, menneskerettigheter, retsstat og ytringsfrihed er umistelige værdier, men de er også abstrakte principper. Det er en nation og en kultur uden, for har en kultur ikke brug for at indeholde noget mere end abstrakte principper? Har kroppen ikke brug for et hoved? I det hele taget kan bare det at stille spørgsmålet fylde de fleste rum med dårlig stemning. I Europa er vi for længst færdige med at diskutere sådanne spørsmål. I 60-erne stillede tyskeren Ernst-Wolfgang Böckenförde spørgsmålet, om den frie, sekulære staten eksisterede på et normativt præmis, som den selv ikke kunne garantere? For hvad nu, hvis den på den tro, som vi har lagt bag os? Vil den da kunne overleve, hvis den bliver sat under stærkt pres?

Vi befinder os i det dilemma, at stadig flere i mødet med det fremmede indser, at den vestlige kultur har en lang række unikke bestanddele, og at kristendommen har spillet en væsentlig rolle i udformningen af det unikke ved vestlig kultur. Men samtidig indser man, at det er meget vanskelig at hælde den oprindelige  væske tilbage i flasken, når den for længst er forsvundet ud i afløbet. Så sidder vi der og stirrer på vores tomme flaske. Ingen har formået at brygge en ny væske, som kan fylde flasken, og den gamle er rendt ud i havet.

I nogle årtier så det ud til, at Europa havde fundet en formel for eksistens uden en metafysik. Men konsumerisme, hedonisme og nihilisme indenfor rammene af den liberale retsstat er i færd med at løbe tør for appel. Mennesket er et meningssøgende væsen, og nye strømninger vil opstå. Måske vil vi se med længsel tilbage på den religion, som i sin kærne gav os åndelig frihed?

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)