En ny og skræmmende erkendelse er i ved at snige sig ind på franskmændene: Vi kan aldrig konvertere de 30%  muslimer, som vil indføre sharialove i vores demokratiske værdigrundlag og sekularisme.

«Alle indser, at et andet folk har slået rod i Frankrig, at de har et ønske om at definere deres liv på religiøse værdier og er fundamentalt i opposition til den liberale konsensus, som er vores grundlag,» skriver Christian de Moliner. «Men en nation har altid en grundlæggende pagt, et minimum af love som alle godtager. Det er ikke længere tilfældet «.

Forfatteren Christian de Moliner tager til orde for at opdele landet i to lovsystemer – et for franskmænd og et for muslimer. Han begrunder det med følgende argumenter:

• Krigen i Frankrike er i startfasen… mange blodige islamistangreb har fundet sted.

• Vi kan ikke stoppe tandpastaen tilbage i tuben og konvertere de 30% muslimer, som vil have indført sharialove.

• Vi vil aldrig blive i stand til at fjerne radikal islamisme fuldstændigt.

• De troende tilhængere af profeten er allerede samlet i områder, som til dels styres af egne regler (no-go-zones).

Mange vil vel sige, at det vi ser her, er den franske evne til at kapitulere hurtigereend man kan blinke. Moliner siger, at geografisk opdeling af forskellige befolkningsgrupper i årenes løb har fungeret godt for at skabe fred, og at det meget vel kan være løsningen. Vel, sådan gik det ikke i Syd-Sudan. I tillæg har man også måttet flytte store folkegrupper for at genoprette fred gennem homogenificering af nationer. Det har som regel først vært mulig efter at krigen er overstået. I Moliners eksempel kan det i praksis indebære, at man sender muslimer tilbage til deres oprindelsesland.

Moliner er, ikke uventet, blevet mødt med kritik. Det påpeges, at muslimer slet ikke vil stille sig tilfredse med at få deres egne territorier i Frankrig – endsige deres egen lovgivning. For det vil ikke stoppe der – de vil altid have mere. At starte med at give efter er derfor ikke det bedste udgangspunkt for den uundgåelige konflikt, som kommer. Hvis man ikke allerede nu har kunnet assimilere og integrere de muslimer, som bor i Europa med venlighed, forståelse og dialog, så er det ingen grund til at tro, at det vil blive lettere om ti-femten år. Tværtimod har man erfaret at 2. og 3. generation ofte identificerer sig endnu stærkere med de rødder og den religion, som de første bragte med sig. Vil løsningen så være at forbyde islam, som som Kina gør i de «oprørske» regioner? En sådan hård håndhævelse har dårlig resonans i den demokratisk og frie europæiske sjæl. For det er ikke et sådan et samfund vi ønsker at leve i.

Moliner har korrekt identificeret dagens status og tilstand, men det er at håbe, at europæerne ikke lægger sig fladt ned i engrad, som vi ser her. For det må siges at være ren kapitulation – i salamiudgaven.  Hvilke dele af Frankrig mener forfatteren vil være villige til at give landområder fra sig – som oven i købet er geografisk spredt? Og hvorfor skulle man ønske at oprette egne Gaza-striber i hjertet af Frankrig?

I fremtiden vil der komme mange og lange debatter om, hvordan man kan løser det problem som Europa har påført sig selv. Når realismen synker ind (for nogle vil det aldrig ske) på nationalt plan, så kan det være for sent for de «gode» og «pæne» løsninger. I mellemtiden vokser den muslimske population hurtigt i Europa. Som en britisk ven nøgternt kommenterede forleden: «We are about to be out-babied».

Christian de Moliners forslag er fuldstændig urealistisk. Men vi noterer os, at højttænkningen er et symptom på, hvor langt Frankrig er kommet i islamiseringsprocessen.

Causeur.fr