Kommentar

Screenshot: Boualem Sansal 

Boualem Sansal ser tværs gennem Europas hjælpeløse forsøg på at håndtere islamismen, og gennemborer europæernes vægring mod at se islams realiteter. Islam kan ikke reformeres, siger den algeriske forfatter. Islam kan ikke skilles fra islamismen, og Macron kan ikke skabe nogen oplyst islam, fastslår Sansal: Den franske præsident roder det til for sig selv.

I et Europa som modstræbende erkender at vi har uhåndterlige problemer med islam, begynder nogle intellektuelle skikkelser som længe har sat tilstrækkeligt ubehagelige ord på sagen, langsomt at fylde mere i terrænet – det være sig Rémi BragueHamed Abdel-Samad eller Boualem Sansal.

Efter drabet på Samuel Paty kom den første skarpe analyse fra Brague i et fransk katolsk tidsskrift. Abdel-Samad fulgte siden op i to nordafrikanske medier, inden Sansal lod sig interviewe i en elitær italiensk debatavis som har få, om end indflydelsesrige, læsere.

ANNONSE

Mandag er Boualem Sansal på farten igen, men denne gang for et meget større publikum. Den prisbelønnede algeriske forfatter er nemlig blevet interviewet af Martina Meister, Paris-korrespondent hos Die Welt, som er en af Tysklands og Europas vigtigste aviser.

Sansal fortsætter med at dissekere Frankrig og Europa i nådesløs detaljeret grad. Han ser tværs igennem europæerne og retter dødbringende kritik for deres vægring mod at se virkeligheden og manglende evne til at gøre noget effektivt mod politisk islam. En samfundsrevser af dette format har ikke været set siden Oriana Fallaci (1929–2006).

Die WeltMonsieur Sansal, er De overrasket over hyppigheden og brutaliteten ved de sidste attentater?

Boualem Sansal: Overhovedet ikke. Den politiske islamisme er en ekstremt effektiv krigsmaskine som selv skaber muligheder eller ved at udnytte dem når de byder sig til. Den drager fordel af at Europa er blevet svækket af pandemien samt forskellige politiske, økonomiske, sociale og moralske kriser.

Islamismen i dagens Frankrig og Europa bruger kun undtagelsesvist militære midler. Men også de andre midler bruges i krigsøjemed, forklarer Sansal.

Hvad mener De med krigsmaskine?

Terrorismen i Europa er kun et randfænomen. Spredningen af den islamistiske ideologi her til lands sker i det væsentlige gennem prædikener og konvertering, gennem opdragelse, politik, diplomati, økonomi, infiltration af samfundet ved hjælp af foreninger, halal-butikker, islamistisk finansiering, medierne og godhedsindustrien.

Politisk islam ved desuden hvordan den skal tilpasse sig landet og situationen. I Algeriet, Syrien og Irak gik den over til total krig med særdeles effektiv krigspropaganda, en egen hær og et tungt krigsarsenal. I Europa er den fortsat i starten af udviklingen, og den handler på det politiske, kulturelle og sociale niveau. Når anledningen byder sig, griber den til terrorangreb eller guerillateknikker.

Meister spørger med en naivitet som man håber, er påtaget, om hvad der er målet med islamisternes krig. Sansal går lige til kernen:

At erobre og islamisere verden, og straffe dem som har bekæmpet islam eller ydmyget muslimer.

Han afviser antydninger om at aggressionerne ville ophøre, hvis Europa gav nogle flere imødekommelser for at gøre islam mildere stemt. Nogen ønsker sågar at give efter for netop det Samuel Patys slagter ville opnå:

Der melder sig stadig flere stemmer som opfordrer til ikke længere at offentliggøre Muhammed-karikaturer. Ville det forandre noget eller gøre ende på terroren?

Det ville ikke forandre noget som helst. Man kan ikke komme til enighed eller indgå en aftale med islamister. Islam vil konvertere og erobre. Det er Allahs vilje. Islam vil også straffe europæerne for at have okkuperet muslimsk lande og for at have ydmyget muslimer ved at have forbudt hijab og tvunget dem til at gemme sig og bede i det skjulte.

De vestlige demokratier forstår ikke, hvilken slags trussel de står overfor, mener Sansal. Det handler om Islams ekspansion, og vi kan ikke påregne nogen særlig hjælp fra muslimer, som ikke selv er militante:

Vesten vil ganske enkelt ikke indse at islam som civilisation er på grænseoverskridende fremmarch, med 1,5 milliarder troende fordelt på alle fem kontinenter. Flertallet er selvfølgelig ikke islamister, og nogen hverken tror eller går i moskeer, men de ville aldrig gøre noget mod islam, som islamismen gemmer sig bag.

I lighed med hele den neurotiske politiske elite i Europa vil den tyske Paris-korrespondent for alt i verden skelne skarpt mellem islam og islamisme. Men Sansal ved, at det ikke er muligt. Han giver ikke ved dørene, og fastslår ganske enkelt:

Islamismen er den politiske og militære variant af islam.

Europæerne ser på sagen med sine egne ubrugelige politiske briller:

I Frankrig er en stor del af venstrefløjen overbevist om at islamismen er et økonomisk og socialt problem, som vil forsvinde så snart velstanden er mere retfærdig fordelt og indvandrerne bedre integreret. De konservative ser kun på islam ud fra et sikkerhedssynspunkt. De bilder sig ind at det kan lade sig gøre at genoprette statens autoritet og gribe hårdere ind for at løse problemet.

Sansal fortsætter harcelerende:

Både på højre- og venstresiden bilder man sig ind at islam og islamismen ikke har noget med hinanden at gøre, og at det er nok at skabe mere rum for islam til at fortrænge islamismen.

Virkningen er naturligvis modsat: Jo mere islam, desto mere islamisme. Dette forstår Macron desværre ikke. I Financial Times skriver den franske præsident, at han ikke bekæmper islam, men islamismen som efter hans opfattelse er en forvrængning af islam.

Meister prøver at udstille Sansal ved at antyde at han her lyder som en højrepopulist. Han lader sig ikke afficere: Frankrig bliver islamiseret, konstaterer han, men de som styrer os, kan ikke lide whistleblowere som ham selv. De bliver anset som uromagere.

Sansal tror ikke det bestialske lærerdrab udenfor Paris vil markere nogen vending:

Halshugningen af Samuel Paty ser ud til at have været dråben, som fik bægeret til at flyde over. Hvordan kan de vestlige demokratier drage fordel af dette øjebliks bevidsthed?

Tror De virkelig det? Om to uger vil Samuel Paty være glemt. De nye skrækhistorier vil fortrænge de gamle, og livet går videre.

Problemet med islamismen kan ikke isoleres til bestemte individer, forklarer Sansal. Og om det kunne, så ville vi ikke vide hvem alle disse individer er:

Hvor er den islamisme som vi kan skubbe fra os? Islamister kan arresteres og deporteres, men hvordan «udviser» man islamismen? Og hvor går grænsen mellem islam og islamisme, mellem en fundamentalistisk og en engageret muslim som fremmer og forsvarer sin religion, mellem en pietistisk muslim og en som forbereder sig på jihad?

Han rister europæernes inkompetence på islam generelt, og den franske præsident specielt, over bålet:

Vestlige samfund har ingen som helst føling med det muslimske univers med sine forskellige nuancer, og kan derfor ikke bekæmpe islamismen effektivt uden at gøre fejl og forværre situationen.

Som Emmanuel Macron?

På ham ser man det tydelig: Hver gang han snakker om islam og islamisme, ofte med de bedste hensigter, udløser han en storm af vrede og had. Han er ikke klar over at han hælder benzin på bålet.

Sansal mener franskmændene har ventet alt for længe med at gribe fat i islamismen:

For klart mere end halvdelen af unge franske muslimer har sharia forrang fremfor republikkens love. Hvad gør man med en mindreårig skoleelev som tænker i sådanne baner?

Man kunne have gjort noget, før det kom så langt. Når noget sådan er sket, kan man kun overvåge vedkommende for at troen ikke skal føre til radikalisering og terrorisme. Men den som vil jage frøen bort, må dræne sumpen.

Der er ingen tvivl om hvad han mener med ”sumpen”. Mens der for en generation siden var nogle snese moskeer i Frankrig, er der nu tusindvis. Og moskeerne er bare navet i det islamske hjul:

Rundt om hver moské cirkler der talløse foreninger. De kan selv tænke Dem hvilke slags myriader af forbindelser på internettet som kommer oveni, og så kan De danne Dem et billede af det vi ikke har villet se og har ladet passere i årevis.

Meister antyder at Frankrig kunne tage ved lære fra bekæmpelsen af islamismen i sin tidligere koloni Algeriet. Sansal tvivler:

Vore erfaringer kan ikke overføres til Frankrig. Algeriet er en politistat, et diktatur, og vore hemmelige tjenester der opererer uhindret. De aflytter, arresterer uden arrestordre og torturerer, og de har egne terrorenheder som opererer i undergrunden. Frankrig er et demokrati som overvåges både af sine egne og europæiske institutioner. De juridiske rammer er særdeles snævre, mens terroristerne har hænderne frie, og ikke behøver at stå til regnskab for nogen.

Frankrig har ikke modet til at gøre sig til den mest voldelige part:

Er vi for naive, eller må vi udvide lovens rammer og forandre vore grundlove?

Det er et svært ømtåligt spørgsmål. Under krigen i Algeriet stod franskmændene overfor dette dilemmas kvaler: Skulle terrorismen bekæmpes med retsstatens midler, eller med endnu mere brutal terror? Den 16. marts 1956 krydsede de den røde linje og gav hæren «særskilte rettigheder». Ni måneder senere var terrorismen udraderet, der var «renset ud» i byerne og i undergrunden, og Algeriet var blevet «fredelig». Hvis der bare fandtes en svag mistanke om forbindelser til FLN, torturerede og henrettede franskmændene i stor skala.

Skammen over dette tynger franskmændenes samvittighed helt til denne dag.

Frankrig må finde en anden vej, konkluderer Sansal. Der er bare det at forsøgene som gøres, er så hjælpeløse:

Emmanuel Macron sværger til en «oplysningens islam», en som er forenelig med vore demokratiers værdier. Er dette realistisk?

Det er ikke forbudt at drømme. Men islam kan ikke reformeres. Den har en indre logik som er fastslået i Koranen. Det tilkommer ikke Macron at definere oplysningens islam, for ikke engang kloge muslimer ved hvad det betyder. De kan ikke tillade sig at definere noget sådan, for det ville være ensbetydende med at kalde traditionel islam for tilbagestående.

Et alternativ er at islam begynder sin egen oplysningstid. Macron ved måske ikke at oplysningstiden ikke var i regi af kirken, men af folk som udfordrede den, bemærker Sansal.

Det er morsomt, hvordan vestlige repræsentanter som ikke har føling med islam, fortæller muslimerne: opfind en muslimsk oplysningstid som vor, en sød kopi, og så vil I få en civiliseret islam som giver jer tilgang til den moderne vestlige verden.

Som om det var målet, ligesom.

Da Sansal er færdig med den franske præsident og hans ligesindede, er de intellektuelt set reduceret til en slags ophængte slagtedyr.

Givet at krigen endnu i hovedsagen er åndelig, lover det ikke godt for fortsættelsen.

Køb Lars Hedegaards nye bog her!

ANNONSE

Mest læst

Krigsguden kalder