Kommentar



Ingen under 75 kan huske krig i Norge og Danmark. Vi ser bomber og granater og folk som løber for livet for os, mens kuglerne flyver konstant om ørerne, men krig kan være vanskelig at definere. Min salige farmor boede i Drammen i 1940, og fortalte: «Krig? Der stod i avisen, at vi var besat, og der var kampe rundt omkring, men fuglene kvidrede, bussen gik som før, folk gik på café, og alt var egentlig helt som det plejede hos os.» Nogle mener, at Frankrig er i krig nu, mens andre synes, det er en latterlig påstand, da alt er så fredeligt. For hvad er en okkupation, og hvornår starter egentlig en krig?

Terrorplaner bliver stoppet næsten dagligt i Europa. To unge kvinder blev slagtet ved banegården i Marseille, og venstrefløjen og massemedierne har allerede glemt dem.  Fra angrebene i november 2015 som tog livet af 130 mennesker og sårede over 400, til Bastilledagen, hvor en lastbil dræbte 86 og sårede 458, så har krigen været reel for mange i Frankrig. For venstrefløje og globalisterne er imidlertid alt dette kun enkeltstående begivenheder uden sammenhæng eller system, og det går snart over. At tale om krig er at piske en stemning af had og rædsel op, og sådan noget gør man ikke. Så hvad er rigtigt? Er Frankrig virkelig i krig?

Indenrigsminister Gérart Collomb sagde det højt: «Frankrig er i krigstilstand».

Frankrike har mistet 239 mennesker i islamistiske terrorangreb efter at IS erklærede Vesten krig. Venstrefløjen ser imidlertid ikke på terroren som krigshandlinger. For dem er islamistisk terror kun en slags «voldtægt» af det ægte islam, udført af fanatikere og sindsforvirrede, og de regner med at problemet nok skal gå over, bare man øger integrations-indsatsen og inkluderer islam endnu mere. For dem er islam fredens religion, og derfor kan islam ikke knyttes til krig mod Europa.

ANNONSE

For den skeptiske højrefløj har islam været i konstant krig og konflikt med vantro i 1400 år, og vi har historisk dokumentation, som beviser det. Når IS erklærer Europa krig, så er det ikke Europa, som bestemmer om der er krig eller ikke. Man kan ikke definere sig væk fra en angriber, og man kan ikke hævde, at der ikke er krig, selv om angriberne er langt væk og dårligt udstyret. Hvordan kan disse to så vidt forskellige virkelighedsopfattelser eksistere i samme befolkning? Er det fordi begge har lidt ret. Eller er det fordi ægte trusler får folk til at krybe ind i hulen af normalitet og insistere på, at alt er godt? Lidt som da vi var børn, og trak dynen op over hovedet, fordi den beskyttede mod monstre?

Lad os alle mindes Pim og Teo, og aldrig stoppe med det. 

Under normale omstændigheder ville hele multikultur-projektet være blevet stoppet hårdt og brutalt efter mordene på Pim Fortuyn i 2002 og Theo van Gogh i 2004. Deres ofre burde have været advarsel nok. Det alene burde have været nok til  at skabe en tværpolitisk, europæisk front af voksne intellektuelle, som sagde «hvis islam kan gøre noget sådant med hovederne på folk, så er islam farlig, og derfor sætter vi denne fremmede, politiske religion i karantæne til vi er helt sikre på, hvad vi står overfor.» Iran viser, hvad Europa står overfor. Taliban, Al Qaida, Hamas, Boko Haram, IS og hundredevis af andre grupperinger som fylder de muslimske lande viser også, hvad Europa står overfor. At moderate muslimske troende ikke forstår denne fare selv, ændrer ikke fakta. Alle mennesker har brug for at trække dynen over hovedet, så de ikke ser, hvem de er i stue med – sektmedlemmer ikke mindst.

Derfor var Teo og Pims død helt forgæves. Intet er lært. Europæere ligger i stedet i skyttegravene mod hinanden og kregler om, hvorvidt islamisk terror har noget med islam at gøre. Halvdelen taget islams parti, mens stadig flere af Muhammeds endeløse flok strømmer ind i Europa uden ID eller ønske om at blive som os. At være imod femtekolonnen og overtro fra oldtiden, kaldes ikke «sikkerhedspolitik» eller «fornuft» længere, men «mangel på moral», «racisme», «fremmedfrygt» og «islamofobi». Alt for at det multikulturelle samfundseksperiment skal få lov fortsætte, som om intet var hændt. Det halve Europa er kortsluttet.

Bilde: Billederne fortæller en historie, som ikke når frem i medierne, men som interesserede umiddelbart forstår er vigtig. Myndighederne bruger loven, som giver ret til at lukke kældermoskeer.  Muslimene svarer igen ved at demonstrere deres styrke i antal,og myndighederne tør ikke udfordre dem, selvom offentlige gudstjenester af denne type er forbudt. Det skræmmer folk. Forståeligt nok. Muslimerne siger: «De kan ikke stoppe os», og myndighederne svarer: «Ikke denne gang». Men hvornår? spørger borgerne. Sådan er situationen over hele Vest-Europa. Hverdagen er fuld af små slag, som det sekulære samfund taber. En dag vil der komme et stort slag. Det er ikke nødvendigt at overveje, hvilken retning denne forsamling tilhører, når man ser på kjortelen, skægget  og alle kalotterne.

En mental gåde uden sidestykke:

Hvad giver islam denne kraft til at kortslutte mennesker så totalt? Og ikke bare kortslutte fanatiske troende, men også kortslutte sekulære mennesker og fundamentale ateister? Hvordan får islam veluddannede vestlige mennesker til at undskylde truslen mod dem selv, deres egne, deres børns fremtid, og deres eget land og kultur – uden at de tror et sekund på, at Allah eksisterer, og uden at de faktisk har konverteret til overtroen selv? Hvordan kan islam få kirkens kristne gejstlighed til at omfavne den fremmede profet, som ophævede alt, hvad Jesus sagde? Hvordan kan islam snige sig ind i hovedet på sekulære, europæiske elite, og afmontere al logik, skepsis og tanke, så det eneste som er tilbage er en brændende foragt for egen kultur og meningsmodstandere? Det er uforklarligt.

Hvordan får islam vantro vestlige journalister i alle lande til at glemme både kritisk sans, journalistisk gravearbejde, baggrund, historiebøger, revolutionen i Iran og situationen i Saudi-Arabien? Hvordan får islam hele den religionskritiske venstrefløj til at omfavne den mest totalitære af alle religioner? Hvordan får islams hijabbrigade vestlige feminister til at kortslutte overfor den mest kvindefjendtlige macho-overtro i historien? Er det en virus? En parasit? Er det onde kræfter, trolddom, gift eller bare dumhed? De islam-besatte overvejer ikke engang spørgsmålet. Ikke en krone forskningspenge bliver brugt på gåden. De bliver hellere brugt på «højreekstreme» som faktisk ikke lader sig påvirke af denne mentale gift fra oldtiden.

Tusindvis af soldater betyder krig. 

10.000 soldater blev sendt ud i de franske gader efter angrebene på Charlie Hebdo og Kosher-supermarkedet i 2015. Tusindvis af franske soldater patruljerer, sikrer og skyder i franske byer her og nu. Frankrig er i krig. Det er derfor soldater patruljerer gaderne. Soldater i byerne er et sikkert tegn. Det er derfor indenrigsminister Gérart Collomb sagde det højt.

Fremmedlegionen er ikke sendt til et fremmed land for at kriges nu. De fører krig i Frankrig. Eller hvad med 1st Régiment de Chasseurs Parachutistes som tidligere har vært udsendt til Afghanistan og Mali. I februar blev de sat ind i Paris, og blev angrebet ved Louvre af en egypter med machete som råbte «Allah er stor». Soldaterne ekspederede ham til Allah (som sikkert ikke har noget med islam at gøre). Endnu en enkeltstående hændelse, som ikke hænger sammen med noget, og som er glemt af de forgiftede. «Sov alle. Der er ikke krig. Du laver sjov. Du er hadefuld. Se dig omkring og se, hvor fredeligt her er!» Ja det er det, på en måde – men hvad så? Hvor længe? Hvornår starter en krig?

Det er jo netop der, problemet ligger: Starter en krig  først, når den bliver åbenlys for enhver, fordi de må flygte fra kamphandlingerne? Eller starter en krig snigende og forsigtigt, når et land mister troen på sig selv og demokratiet, holder op med at forsvare sig selv og sit og lader totalitære kræfter få magt og mulighed? At alt fortsat ser roligt ud på overfladen i Frankrig eller Sverige, betyder nemlig ingenting. Det er altid der, kaos starter. Der findes mange fredelige steder midt i en krig. Bare spørg folk i Damaskus. Krig er ikke altid så åbenlys, som folk tror, men derfor kan der stadig være krig.

Soldater bruger ikke tid på dialog. 

En måned efter Louvre, tog en muslimsk terrorist en kvindelig soldat som gidsel, mens han råbte: «I Allahs navn er jeg her for at dø!». Hendes medsoldater efterkom hans ønske uden rettergang eller betænkningstid. De overvejede ikke, om han var «gal» eller havde «misforstået islam», før de skød. De skød for at dræbe, for det er det, soldater gør. Det er derfor de er sat ind i de franske byer: Ikke for at føre dialog, arrestere eller tænke på menneskerettigheder, men for at dræbe. Uden spørgsmål. Det er den eneste grund til at indsætte soldater og ikke politi. Det er derfor soldater har maskingevær, og politiet har baton.

Soldater skræmmer voldsmænd tilbage til skyggerne, for mens politiet har til opgave at hjælpe folk, arrestere mistænkte og bringe lovbrydere for retten, (eller tale med folk og danse i gaderne med sjove kostumer, som jo er blevet ny standard i det det nye Europa) er soldater politi, dommer og bøddel i et. Militæret er voldsmonopol på steroider. Militære styrker er sidste udvej før portforbud og militære love. Det har venstrefløjen også glemt. Men den konflikt Frankrig befinder sig i nu, er ekstra problematisk, for hvad skal Frankrig gøre for at stoppe den? Kan Frankrig trække sig ud af Frankrig? Hvilken koloni skal de nu opgive for at tilfredsstille de muslimske angribere? Skal de opgive forstæderne i Paris? Lade kolonistene få det som de vil? Hvordan løser man det her?

Temaet er igen kolonialisme.

De nye kolonister i verden er algierere, tunesere, marokkanere, somaliere, syrere, irakere, pakistanere, tyrkere, og andre islamiske imperialister, som har været på strandhugst i Frankrig og vifter med jihads sorte flag (som naturligvis ikke har noget med islam at gøre) over no-go områderne i de franske byer. Og de har gjort det fuldstændig klart, at de ikke har tænkt sig at stoppe der. Men krig og kolonisering er ikke noget, som venstrefløjen vil tale om. Det vil fortsætte deres snak om forståelse, dialog og flere penge, som skal redde deres multi-kulti-projekt. Så vil problemerne forsvinde. Så vil islamisterne finde ud af, at de tog fejl og blive europæere. Så naive er disse godfjottede liberalister: Den dyne de så desperat trækker over hovedet er god og tyk og tryg – men dette monster er virkeligt nok.

Ingen islamistisk terror uden islamiske kolonister.

Sidste år sagde den socialistiske statsminister Manuel Valls «hver dag stopper vi angreb – faktisk sker det her og nu mens vi taler om det». Men de godfjottede liberalister vil ikke tale om det heller – terrorangreb som bliver stoppet «tæller ikke», selv om det sker næsten hver dag: Tusindvis af muslimske settlere har forladt Frankrig og andre europæiske lande for at kæmpe i Syrien og Irak. Ingen ved hvor mange, der er kommet tilbage. Ingen ved, hvor mange sympatisører der er sluppet ind. Ingen ved, hvor mange millioner muslimske kolonister der bor i Frankrig, men terrortruslen følger deres ekspansion, og den truer indvandrere lige meget, som den truer europæere.

Ingen kan kontrollere islam. Det er netop derfor Polen, Tjekkiet og Ungarn siger nej til islam. De har læst historiebøgerne. De kender totalitær ideologi af bitter erfaring og ved, at hvis sådan noget får lov at bide sig fast, så bider det sig fast i land, folk og kultur med våben i hånd til det vinder, eller bliver overvundet. Pudsigt nok har tyskerne ikke lært samme lektie. Åbenbart heller ikke frænskmændene.

Efterhånden som islam ekspanderer, så ekspanderer muslimsk terror også, og det har stået på siden politisk islam blev genopvakt af ayatollah Khomeini i 1979. De stakkels persere havde helt glemt, hvad islam egentlig er, eftersom politisk islam havde sovet siden 1924, og det betaler de fortsat prisen for. Derfor spreder hijab-uvæsenet fra Khomeini sig ud over hele verden: Det er en markering, som flag og heraldik. Nu hvor islam har kolonier i Frankrig, er islam i borgerkrig med Frankrig, og den rammer både franskmænd og indvandrere, for islam gør ingen undtagelser: Islam angriber alt og alle, som står i vejen for islam. Islam er islams eneste mål og mening. Kun islam har virkelig værdi for islam.

Krig mot terror, men ikke en rigtig krig altså! 

Selv om IS har erklæret krig, vil Frankrig ikke godtage krigserklæringen. Man sløser endeløs tid, penge og blod væk, samtidig med at man forsøger at identificere roden til problemerne væk, så angriberne ikke bliver endnu mere angrebsparate. Vestlige nationer udsender massive styrker for at eliminere små terrorceller, mens de allierer sig med stater, som støtter terroren. Moskeer som indoktrinerer had mod vantro, beskyttes af de samme soldater, som skal bekæmpe hadet. Kristne menigheder, socialister og homofile giver islam en krammer, fordi islam har jagtet dem i 1400 år. Staten vil beskytte sig mod islamister og terrorister, men ønsker titusindvis af ID-løse, krigsføre mænd fra krigszoner hjertelig velkommen. Så hvornår starter egentlig en krig?

Er det når de første kanoner drøner mod invaderende flådestyrker? Eller er det, når en totalitær ideologi har slået fast, at den vil overtage verden, og dens totalitære ledere står på talerstolen og brøler deres had ud mod demokrati og frihed, samtidig med, at alle omkring ham taler om fred, forsoning og brækkede geværer, og trækker dynen op iver hovedet og håber, at monsteret bare er noget, man forestiller sig? Det var det, der skete sidste gang i Europa. Det var det, som skete sidst gang mørket ville omfavne alt, og nu gør man akkurat den samme fejl, af nøjagtig samme grund: Krig er et meget stærkt og farligt ord, og vi må jo ikke provokere, blive hysteriske, oppiske had, eller give angriberne en undskyldning for at angribe. Men netop det opmuntrer til angreb, hvis det er verdensherredømmet, der er målet.

Hvis man ikke forstår, hvornår en krig starter, så forstår man heller ikke, hvad fred koster.

 

Inspireret af Dan Greenfield:

http://sultanknish.blogspot.no/2017/10/europes-next-world-war-begins-in-france.html

ANNONSE
Donationer til document.dk motas med tak :-)