Kommentar



Søndag den 16. april var en skidt dag for Europa. Recep Tayyip Erdogan fuldendte det modkup, han iværksatte 14. juli sidste år. Nu har han total magt.

Formelt er Tyrkiet fortsat medlem af NATO, som skal være en demokratisk alliance.

Kast et blik tilbage i tiden: Da obersterne styrede Grækenland, var det en stor skandale, som tærede på tilliden til NATO. Francos Spanien og Salazars Portugal var skampletter på Europas image. Nu har et islamistisk enevælde konsolideret sig ved Bosporos, og mediernes og politikernes forsigtige, passive holdning siger noget om, at holdningerne er helt anderledes end overfor græske oberster og Francos fascister.

Det liberale projekt som Europas elite forsøger at realisere, har ikke plads til islamisme som politisk faktor. Islamismen hører ikke med i regnestykket og ødelægger det. Eliten vender blikket bort.

Erdogan har vist, at han læser Europas svaghed og er villig til at spille på den. Han gjorde det under migrantkrisen og han gjorde det under valgkampen ved at true østrigere, tyskere og hollændere. Han har sendt tydelige signaler om, at han ikke er færdig med Europa, som har været frække nok til at kritisere ham.

ANNONSE

En megaloman islamist er anderledes. Han vil – som Khomeini med Salman Rushdie – tugte Europa og USA. Erdogan fik rejst sag mod den tyske stand-up komiker Böhmermann og fik ham dømt. Angela Merkel sagde selv god for, at det var i orden, at en udenlandsk leder kunne føle sig fornærmet og få rejst en sag ved en tysk domstol. I baggrunden skimtes et motiv: Merkel kan selv drage fordel af, at islam-kritikere holder sig i skindet.

Dommen var en advarsel.

Da islamisterne i FIS vandt første runde af valget i Algeriet i  januar 1992, greb militæret ind. Det udløste en borgerkrig. Erdogan har ført en målrettet kampagne for at udrense modstandere i militæret. Hvorvidt det var et ægte kupforsøg eller ej, ved vi foreløbig ikke, men Erdogans svar ligner et modkup. Tyske medier kalder det et putsch.

Igen er et historisk tilbageblik på sin plads. Kuppet i Chile i 1973 er gået over i historien som en ikonisk begivenhed for venstrefløjen, fordi den opfyldte visse dramaturgiske kriterier: et venstreorienteret regime ble styrtet af militæret i alliance med USA. General Augusto Pinochet var brutal, men han fik Chile økonomisk på fode.

Erdogan har målbevidst styret mod en islamisering af Tyrkiet: Både politisk og kulturelt. Skellet mellem statsmagterne er visket ud, moskeerne har fået plads i politik og korruptionen er vokset. Ytringsfriheden har længe vært under pres. Ingen andre land har så mange journalister i fængsel som Tyrkiet. Alligevel vågner Europa ikke op.

Den europæiske elite er mere optaget af faren for sine egne højrepopulister til trods for, at de er børnehavebørn i sammenligning med islamismen og salafismen. Netop koblingen mellem Erdogans islamisme og jihad, er det som skræmmer Europa. Europa kan slet ikke overskue konsekvenserne af, hvad denne strømning i Tyrkiet og blandt tyrkere i Europa betyder: Problemer.

Erdogan siger det klart og tydeligt: Jeg kommer for at tugte jer.

Han spiller åbenlyst på, at han er den stærke mand. Alligevel vil ikke Europa se det.

Ved næste korsvej vil Erdogan spille hardball med Europa. Han har en femtekolonne på plads. Islamister har ingen sans for demokratiske spilleregler. De truer. Erodogan vil overraske. Får han det ikke som han vil overfor kurderne? Hvad med lidt uro i Tyskland eller i Sverige?

Og fornærmelser! Erdogan bliver let fornærmet. En vits, en sang eller en tegning og fluks ryger en sikring. Vi kan komme til at se nye karikaturkriser.

Europa befinder sig i en boksering. Slagene hagler mod kroppen fra mange kanter. Europa insisterer på, at det kun er bump på vejen. At det løser sig.

Det er på tide at vågne op. Halvdelen af tyrkerne ville ikke have enevælde. Vi kommer til at opleve en flugt fra Tyrkiet. Hvordan skal Europa og USA håndtere disse asylsøgere? Vi har set den vrede asyl til officerer har udløst. I Danmark er modstandere af Erdogan blevet truet.

Erdogan har et stort register at spille på. Han kontrollerer hele registeret hjemme og han har ingen skrupler med at projicere magt ind i andre lande.

Han har en stor tyrkisk minoritet at spille på i Europa, og han har allerede åbent appelleret til dem om at forblive tyrkere og ikke lade sig integrere.

Europa burde åbne øjnene og se, hvad der sker og indgå alliancer med det demokratiske Tyrkiet.

Hvis det tør.

 

ANNONSE


  • Torgunn

    Etniske tyrkere er i minoritet i Tyrkia, vesentlig bosatt i og rundt Ankara og Istanbul. Dagens Tyrkia er et resultat at undertrykkelse av blant annet kurdere og armenere. Kristne grekere ble kastet ut etter den såkalte “frigjøringskrigen” ca. 1920. Hellas ønsket etter 1. verdenskrig å innlemme de tidligere greske områder i dagens Tyrkia, og startet en uheldig krigføring. Hellas ble sittende med øyene i Egeerhavet, og fastlandet ble en del av dagens Tyrkia. Fortsatt hevder tyrkere at de vil ha øyene tilbake! Begrunnelsen er turismen. At turistene svikter Tyrkia under det nåværene regimet, burde bekymre mer.