Kommentar

www.asgeraamund.dk

I danske industrivirksomheder har vi lært på den hårde måde, at arabiske lande anser indgåede og underskrevne aftaler som vejledende dokumenter, der ikke behøver efterlevelse til punkt og prikke. I Mellemøsten vil man gerne have danske kvalitetsvarer, men vil nødigt betale for dem. Og slet ikke til tiden. Som de pæne mennesker vi er, leverer vi efter specifikationerne og rettidigt, men betalingen udebliver. Ikke fordi vores arabiske handelspartnere helt vil unddrage sig betalingen, men de har bare ikke lyst til at betale som aftalt. De forlanger ekstrarabatter for hurtig betaling eller yderligere kredit. Herefter mødes vi med et hav af undskyldninger og vidtløftige krumspring, der alle forsinker betalingen ofte i årevis. To års ufrivillig kredit til fodslæbende arabiske handelspartnere er ikke noget særsyn i dansk industri.

Som rettroende muslim hylder Tyrkiets præsident Erdogan med begejstring det arabiske handelsprincip om, at en indgået og underskrevet aftale kun er indledningen til nye forhandlinger. I hele sin præsidenttid har han svigtet sine venner, indgået alliancer med sine fjender, brudt sine aftaler og løfter, ligesom han kommunikerer bedst gennem trusler og fornærmelser. I hele forløbet med Sveriges kandidatur til optagelse i NATO har Erdogan uden skam i livet forvandlet processen til et pinligt krejleri i en tyrkisk basar. Efterhånden som Sverige efterkom de tyrkiske krav, smed Erdogan nye fordringer på bordet i en aldrig ophørende afpresningsproces, der intet havde at gøre med NATO, men udelukkende med tyrkiske særinteresser.

Umiddelbart før det netop afholdte NATO-møde kastede den tyrkiske præsident sin sidste håndgranat ind i processen: genåbning af forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af EU. Kravet vakte bestyrtelse og forargelse hos europæiske medier og politikere, der jo ikke forstår meget af, hvordan Erdogan opererer. Erdogan kan ikke tænke sig noget værre end at skulle være medlem af EU. I det tyrkiske kalifat bestemmer han alt uden kritik og indblanding. Som medlem af EU måtte han gennem ørkesløse forhandlinger i Ministerrådet, hvor de tungeste beslutninger skal gennemføres ikke med flertal, men i enighed. Enhver kalifs mareridt. EU’s tilbedelse af regnbuebevægelsen og efterlevelse af Greta Thunbergs klimafantasier ligger milevidt fra Erdogans værdigrundlag.

ANNONSE

EU er således ikke noget for Tyrkiet, men Erdogan fik på NATO-mødet, det han kom for, nemlig løftet om genoptagelse af den indefrosne dialog mellem Tyrkiet og EU. Den tyrkiske præsident gjorde over for pressen et stort nummer ud af at forklare, at han som præsident naturligvis ikke egenhændigt kunne give det endelige tilsagn om Sveriges optagelse i NATO. Dette måtte bero på en forhandling og godkendelse i det tyrkiske parlament, som forhåbentligt ville falde positivt ud, bedyrede han. Dansk presse jubler over, at Erdogan endelig har sikret Sveriges optagelse i NATO og har ikke fattet, at Erdogan reelt erklærede forhandlingerne for genåbnet, og hvor det tyrkiske parlament vil forhale den endelige godkendelse, indtil man har fået passende indrømmelser fra EU, som er det virkelige mål for Erdogans afpresningsstrategi.

Den tyrkiske præsident har ingen planer om at søge tyrkisk medlemskab i EU, som han foragter og afskyr. Derimod er han meget opsat på at skaffe Tyrkiet en række associeringsaftaler, en positiv særbehandling, der øger Tyrkiets indflydelse i EU uden at være en del af det ansvarlige fællesskab. Først og fremmest vil Erdogan forlange visumfri adgang til EU for tyrkiske statsborgere. I den tyrkiske kamikaze-økonomi vil det være en stor fordel, hvis man kunne eksportere sine arbejdsløse masser til Europa til et godt liv på støtten, hvis de ikke kunne få et job. Det ville også betyde, at nye millioner af tyrkiske migranter ville sende penge hjem til familien i landsbyen, der således indirekte ville blive en del af det europæiske velfærdssamfund. De penge som migranter sender tilbage til hjemstavnen, de såkaldte remitter udgør globalt et beløb, der er mange gange større end den samlede u-landsbistand. Det er midler, der stammer fra hvidt eller sort arbejde overførselsindkomster og kriminalitet.

Erdogan ved også, at nye millioner af tyrkiske indvandrere til EU vil styrke islams sag. Opinionsundersøgelser viser, at migranterne bliver mere islamo-konservative, når de bor i demokratiske, europæiske samfund. Som oberst Gaddafi altid sagde: ” Islam kommer til at erobre Europa. Ikke med kampvogne, men med barnevogne!” Erdogan ønsker ligesom OIC (Islams globale samarbejdsorganisation), at forbyde og kriminalisere kritik af islam som religion og samfundssystem. Det er en hjertesag for ham, som vil blive styrket ved visumfri adgang for tyrkere til EU.

Endvidere vil præsidenten stille krav om økonomisk hjælp og støtte fra EU til den kuldsejlede tyrkiske økonomi, som uden ny likviditet og massive investeringer nærmer sig en statsbankerot. Det tyrkiske parlament vil under kyndig vejledning fra Erdogan trække den endelige godkendelse af Sverige som nyt NATO-medlem i langdrag, indtil Tyrkiet har opnået visse fordele i den fornyede dialog med EU. Så sent som den 12. juli meddelte svensk tv i sine aften-nyheder, at svensk medlemskab af NATO godt kunne tage sin tid på grund af den parlamentariske proces i Tyrkiet.

Så Sverige må hænge og dingle i uvished en tid endnu. Præsident Erdogan ved af erfaring, at ” har du trusler, så kan du få. Har du ingen, så må du gå”. Han sætter sig ikke til forhandlingsbordet uden at have noget at handle med. Sådan er livet nu engang i den tyrkiske basar. Hvor NATO og EU nu også befinder sig.

 

ANNONSE