• Den ‘kulturelle følsomhed,’ som praktiseres i liberale [frisindede] samfund, har intet at gøre med følsomhed eller hensyntagen. Den opstår af frygten for vold.

  — Henryk M. Broder, journalist og forfatter.

Hvem skulle have troet, at der i Tyskland stadig findes en lov, som gør majestætsfornærmelse til en strafbar lovovertrædelse? At den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, nu drager fordel af den – og at dette kun kaste Tyskland ud i (endnu) en “national krise.”

Betegnelserne “national krise” og “regeringskrise” dukker op igen og igen. I lyset af de massive problemer Tyskland står med, handler denne krise om et digt, hvori kabaretskuespilleren og komikeren Jan Böhmermann for nylig har fornærmet den tyrkiske præsident. Erdogan har ønsket Böhmermanns hoved på et fad og har fra og med sidste uge fået kansler Merkel over på sin side.

Historien tog sin begyndelse i marts, da en tysk regional tv-station udsendte en musikvideounder et satirisk show, hvor undertrykkelsen og krænkelserne af menneskerettigheder under Erdogan blev udstillet på en humoristisk vis. Den tyrkiske regering hidkaldte den tyske ambassadør og krævede, at videoen blev fjernet fra internettet og aldrig vist igen. Tyskerne erfarede ved den lejlighed, at den tyske ambassadør kaldes til Ankara med jævne mellemrum – i år foreløbig tre gange. Ifølge rapporter klagede den tyrkiske regering engang over noget undervisningsmateriale i Sachsens skoler, som omhandlede det armenske folkemord.

Fra den tyske, satiriske video om Tyrkiets præsident Erdogan.

Afsløringen af at Erdogan er så nem at fornærme, har inspireret nogle til at afprøve, hvor langt man kan gå. Kabaretkunstneren Jan Böhmermann udgav et “Fornærmende digt” (det er digtets titel) på ZDF Neo, en lille statsfinansieret underholdningskanal med en markedsandel på 1%. Digtet indeholdt spekulationer over den tyrkiske præsidents ernæringsmæssige og seksuelle præferencer. AFP fortæller, at “I det ‘ærekrænkende digt’, der, som komikeren Jan Böhmermann smilende kundgjorde på tv, åbent overskred grænserne for ytringsfrihed i Tyskland, beskyldte Böhmermann Erdogan for bl.a. at have sex med geder og får.”

Böhmermann blandede angiveligt disse ikke underbyggede påstande med (eksempelvis) sandfærdige udtalelser om undertrykkelsen af mindretal i Tyrkiet (Erdogan ønskede at “sparke til kurderne og banke de kristne,” sagde han).

Forhåndsovergivelse

I en forhåndsovergivelse, som mange tyskere betragter som den virkelige skandale, fjernede ZDF øjeblikkelig udsendelsen fra sine internetarkiver – inden Erdogan overhovedet kunne nå at klage. “Parodien, som behandler den tyrkiske præsident satirisk, lever ikke op til de kvalitetskrav, som ZDF stiller til satiriske udsendelser,” forklarede stationen dette skridt med. “Af denne grund blev passagen fjernet fra programmet.” Det skete, ifølge ZDF’s programchef, Norbert Himmler, “i samråd med Jan Böhmermann.” Grænserne for ironi og satire blev overskredet i dette tilfælde.

ZDF’s redaktører kritiserer nu denne fremgangsmåde og opfordrer til, at stykket atter bliver tilgængeligt i arkiverne.

Kansler Merkel – som ellers ikke er kendt for at reagere hurtigt på en krise – forsøgte at formilde Erdogan kort efter programudsendelsen. I en telefonsamtale med den tyrkiske premierminister, Davutoglu, kaldte hun digtet for “bevidst sårende” og “uacceptabelt.” Hun håbede formentlig at kunne klare sagen uden direkte at skulle undskylde, hvilket mange tyskere over hele det politiske spektrum ville have taget ilde op. Men Erdogan havde ingen intentioner om at bilægge sagen. Han krævede retsforfølgelse af Böhmermann. Den offentlige anklager i Mainz er allerede i gang med undersøgelserne på baggrund af adskillige klager over Böhmermann og lederne af ZDF.

Love fra det tyske kejserriges tid

Love, hvoraf nogle stammer tilbage fra det tyske kejserrige, komplicerer emnet. Næppe mange tyskere, om nogen, har nogensinde hørt om disse love, men de er pludselig blevet relevante. I Tyskland har betegnelsen “Schmähkritik” [smædekritik] hovedsagelig været kendt af advokater; det faktum, at den slags stærkt krænkende fornærmelser er forbudt i Tyskland, er mange af borgerne formentlig klar over. Mindre kendt – og langt mindre accepteret – er imidlertid en lov fra 1871, som gør “bagvaskelse af fremmede staters institutioner og offentlige repræsentanter” til en lovovertrædelse, der kan straffes med op til fem års fængsel.

Den 14. april kundgjorde Angela Merkel, at hun havde efterkommet den tyrkiske præsidents krav om retsforfølgelse af Böhmermann – trods modstand fra koalitionspartneren, det socialdemokratiske SPD.

I Tyskland bør domstolene afgøre sådan en sag, ikke regeringen, siger Merkel. Men mange kommentatorer mener, at denne retfærdiggørelse er hyklerisk; Erdogan formodes nemlig allerede at have indledt retssager som privatperson ved retten i Mainz. Det, Merkel nu muliggør, er en anden retssag vedrørende majestætsfornærmelse. Berlins Tagesspiegel skriver:

“Flertallet af tyskerne er imod, at hun [Merkel] efterkommer majestæten Recep Tayyip Erdogans krav på denne måde. ‘Majestæt’ er således den passende betegnelse, eftersom straffelovsparagraf 103 fra år 1871 angår majestætsfornærmelse. Den stammer altså fra en tid, hvor man stadig kørte rundt i kareter og havde en kejser. Og tyrkerne havde en sultan.”

Mange opfatter også Merkels beslutning som særligt absurd, eftersom kansleren netop samme dag kundgjorde, at hun ønsker at afskaffe loven om majestætsfornærmelse “i 2018.”

Med sin beslutning signalerer Merkel, at den tyrkiske præsidents “ære” er vigtigere end almindelige tyske borgeres, idet borgerne kun kan foretage en almindelig politianmeldelse, når de bliver bagvasket, og ikke nyder det samme privilegium i form af udvidet “æresbeskyttelse” for “prinser.”

Det er lykkedes Erdogan at overføre det, han allerede praktiserer i Tyrkiet, til Tyskland. For få måneder siden, før nogen i Tyrkiet overhovedet havde hørt om Jan Böhmermann, berettede Die Welt:

“Paragraf 299 i den tyrkiske straffelov, som kan give fængsel i op til fire år for at fornærme statsoverhovedet, er blevet den mest almindelige politiske lovovertrædelse. En forespørgsel i partiet CHP har således afsløret, at 98 personer var blevet arresteret af denne grund i løbet af de første ti måneder sidste år. 66 blev tiltalt og 15 varetægtsfængslet. Antallet af tidligere retssager er ukendt; menneskerettighedsaktivister skønner, at det drejer sig om flere hundrede. ‘Med disse reaktioner viser Erdogan, hvor berettiget denne kritik er,’ sagde menneskerettighedspolitikeren Sezgin Tanrikulu fra CHP til Die Welt. ‘Et regime, som reagerer på al kritik med retsforfølgelse, er på vej mod diktaturet.'”

Tyrkiske forhold – nu også i Tyskland?

“Forbrydelser imod menneskeheden”

Den tyrkiske regering kaldte bagvaskelsen af Erdogan for en “alvorlig forbrydelse imod menneskeheden.” Dette ordvalg vækker mindelser om dengang, Erdogan frikendte den sudanesiske præsident, Omar al Bashir, for alle beskyldninger om folkedrab i Darfur: “Muslimer kan ikke begå folkedrab.” Erdogan udtrykte dengang en holdning, som ofte var stærkt udbredt i Vesten: forbrydelser er ikke forbrydelser, når de begås af muslimer. Dette synes også at være holdningen hos mange tyske politikere og journalister; det er sjældent, at en muslimsk despot eller demagog bliver kritiseret i Tyskland, hvorimod ingen i Tyskland synes at have nogen skrupler med hensyn til at bagvaske kristendommen eller kirken.

Det er blandt andet denne dobbeltmoral, som Mathias Döpfner, direktør for det store tyske forlag Axel Springer, fordømte i et åbent brev til Böhmermann, som blev offentliggjort i dagbladet Die Welt. I brevet opfordrer Döpfner til “solidaritet med Jan Böhmermann.” Han skriver tillige:

“Først vil jeg gerne sige: Jeg mener, at Deres digt er vellykket. Jeg måtte le højt. Det er altså vigtigt for mig at sige dette, for de seneste dage har der ikke været en eneste artikel omhandlende Deres tekst – hvad enten den var anklagende eller tog Deres parti – som ikke først (og dermed samtidig captatio benevolentiae) betonede, hvor smagløs og primitiv og fornærmende Deres satire over Erdogan var.”

Ifølge Döpfner svarer det til, at “man beskylder en fabrikant af Formel 1-biler for at lave hurtige biler.” At være krænkende var jo i høj grad målet og har en nyttig følgevirkning: “Det er meget afslørende, hvilke reaktioner Deres satire har vakt. Et krystalliserings- og vendepunkt.” Döpfner minder om forskellige værker fra tyske kunstnere, komikere og vittighedstegnere, som udelukkende handler om at latterliggøre kristne og deres tro. “Når det gælder provokationer mod religiøse eller, mere præcist, kristne følelser, er alt tilladt i Tyskland,” siger Döpfner. Men når en eller anden fornærmer Erdogan, medfører det “en slags national krise.”

Döpfner minder om, hvordan Erdogan i Tyrkiet er faret frem med magt imod ytringsfrihed, minoriteter og kvinders ligeberettigelse, og nævner “den tyrkiske hærs overdrevne og hensynsløse vold” imod kurderne. Hvorfor har en fornærmelse af Erdogan, af alle, vakt sådan et postyr i Tyskland? Döpfner skriver:

“For en mindre kompensation på tre milliarder euro styrer Erdogan flygtningestrømmene, så forholdene i Tyskland ikke kommer helt ud af kontrol. De må forstå, hr. Böhmermann, at den tyske regering har givet den tyrkiske regering en undskyldning for Deres ufølsomme bemærkninger. I den aktuelle situation er disse simpelthen ‘ikke gavnlige’ – kunstnerisk frihed eller ej. Man kan godt kalde det for et knæfald. Eller som Michel Houellebecq har formuleret det i titlen på sit mesterværk om den demokratiske verdens selvopgivelse: underkastelse.”

Knæfald for Tyrkiet

Erdogan, som også har ført kampagne i Tyskland under tyrkiske valg, synes at betragte Tyskland som et vedhæng til sit Osmanniske Storrige. Han henvender sig til tyrkerne i Tyskland: “Assimilation er en forbrydelse imod menneskeheden.” Han har stor magt i Tyskland. Denne er ikke kun baseret på tyske organisationer som Tyrkisk-Islamisk Religions- og Kulturforening (DITIB), der er kontrolleret af den tyrkiske regering, men frem for alt på hans evne til at starte optøjer i Tyskland, når han ønsker det. At kansler Merkel har uddelegeret endnu mere magt til Erdogan i denne situation, ved at bede ham forhindre hundredtusindvis af migranter i Tyrkiet i at rejse til Europa, har gjort situationen endnu værre – især fordi hun igen og igen har forklaret, at dette er den eneste løsning på migrantkrisen.

Merkel anser det for upassende, når europæere sikrer deres eget lands grænser i overensstemmelse med gældende lov, mens hun giver Erdogan fuldmagt til at behandle migranterne efter forgodtbefindende.

Det signal, som den tyske forbundsregering gentagne gange tidligere har sendt til Tyrkiet, lyder: Vi er fuldkommen afhængige af og kan ikke leve uden Tyrkiet. Er det virkelig så overraskende, at Erdogans storhedsvanvid vokser?

Nogen burde sige: Nej, vi har ikke så voldsomt brug for Tyrkiet. Men sådan et svar tegner sig desværre ikke i horisonten. I stedet vil Tyskland og Europa på ny underkaste sig sultanen.

Böhmermanns tv-optræden blev aflyst; han frygter for sit liv og er under politibeskyttelse.

Frygten i Vesten

Den tyske journalist og forfatter Henryk M. Broder har længe kritiseret Vestens kapitulation over for diktatorer og muslimske urostiftere. I 2006 udgav han bogen, Hurra, vi kapitulerer! Om lysten til at overgive sig [udg. på Jyllandspostens forlag i 2008]. Da Gatestone Institute bad om hans overvejelser i forbindelse med de aktuelle begivenheder, skrev Broder:

“Appeasement [formildelse] er et engelsk ord, men en del af tysk politisk kultur. Fænomenet bunder i udsagnet: den vise giver efter. I virkeligheden er det ikke de vise, der giver efter, men de svage, der udlægger deres eget mindreværd som visdom. Hvis paven bliver krænket over nogle smagløse karikaturer, skriver han et brev til redaktøren eller forholder sig tavs. Men han truer ikke med vold; han har bestemt ingen selvmordsbombemænd, som han kan sende af sted.”

“Den ‘kulturelle følsomhed,’ som praktiseres i liberale [frisindede] samfund, har intet som helst at gøre med følsomhed eller hensyntagen. Den opstår af frygten for vold. Det trusselscenarie, som er blevet opbygget gennem årene, er ikke uden virkninger. Ingen kunstner ønsker at leve, som Salman Rushdie gør, under en fatwa, eller at blive gjort til fange i sit eget hjem ligesom Kurt Westergaard.”

“Det, man klassificerer som ‘smagløst,’ handler i virkeligheden om risikovurdering. Man kan forklare den nuværende situation med en gammel jødisk spøg: To jøder sendes til en koncentrationslejr. De ser en SS-mand. ‘Moshe,’ siger den ene af jøderne, ‘spørg ham, hvad de har i sinde at gøre med os.’ ‘Vær nu ikke dum, Shlomo.’ svarer den anden. ‘Vi bør ikke provokere dem; tyskerne kunne blive vrede.'”

Stefan Frank, baseret i Tyskland, er en uafhængig journalist og forfatter.