Kommentar



Cole Thomas: The Course of Empire – Destruction. (1836)

De hollandske vælgere har talt: De valgte mere EU, globalisering, multikultur og elitestyring, og får dermed yderligere islamisering med som bonus. Ganske vist har valget decimeret arbejderpartiet og svækket globalisterne, men samtidig kan den sunde, folkelige protestbevægelse imod anti-demokratisk elitepolitik have mistet fart. Det vil koste Holland dyrt, for som alle andre lande i Europa er Holland i et kapløb mellem to vidt forskellige konkurrenter – og den ene opfører sig nøjagtig som fuskeren Lance Armstrong.

Et politisk cykelløb om sjæl og fremtid.

Vælgerne ser ikke ud til at have forstået, at Holland er i fuld fart ned ad samme løjpe som Sverige og Frankrig: Med naiv optimisme tror de, at den politik som har vært ført de seneste 10-20 år fører til stabilitet, velstand og velfærd, så Holland stadig vil være Holland om 50 år. Foreløbig er det ganske vist ikke gået så godt, men snart vil det hele (på uforklarlig og magisk vis) vende, og multikulturen vil begynde at fungere. Det hænger naturligvis ikke på sammen, og al fornuft og empiri taler imod denne ubegrundede optimisme:

Millioner af afrikanere vil ikke pludselig sige «nej, nu er der vist nok af os i Europa», så Siem Pilot endelig kan vende hjem. Saudi Arabiens gejstlige vil aldrig sige «Det er ikke i orden, at vi bliver ved med at finansiere flere moskeer i Europa.» Og ingen muslimer vil sige «Nej, nu er der søreme nok islam her i nabolaget! Fra nu af vil jeg modarbejde islam.» Situasjonen er som den er, og Holland er havnet i samme nedadgående spiral som Sverige og mange andre europæiske lande: To deltagere konkurrerer om retten til at definere fremtiden, og kun en af dem kan vinde. Lad mig præsentere deltagerne:

ANNONSE

Deltager 1: Demokratiet med sine sekulære love

Deltager 2: Islam med sine sharia-love

Islam er ikke på hold med nogen.

Mange tror, at Europa bare er inde i den samme, gamle kamp mellem højre- og venstrefløjen. Men situationen er en helt anden: Venstrefløjen og globalisterne er begge en del af demokratiet. (Well…sort of). I banen ved siden af står Deltager 2, som kommer fra en helt anden kultur, og har en yderst u-europæisk sportsånd: Uden at nogen forstod, hvad der skete, tyvstartede islam løbet om samfundshegemonien, og indledte en langstrakt spurt mod sejren. Globalisterne står tilbage ved start uden at det er gået op for dem, at løbet er i fuld gang.

Islam er en snyder: Den udnytter globalisternes dysfunktionelle idé om, at vi alle er på samme hold. Den «gode» (men åh, så dumme) elite tror islam vil dele magten og æren med dem, bare man åbner sine hjerter. De tror, at islam er lige så europæisk som dem selv, og derfor deler målsætningen om «multikultur», integrering, og kumbaya. Fundamentet for denne tro, er en fuldstændig grundløs tro på, at «alle kulturer er ligeværdige, og alle vil det samme». Det er lige så forkert som det er farligt, og det giver islam en kæmpefordel.

Politikkens svar på Lance Armstrong

Islam udgør et alternativt politisk samfundsystem, som ikke tåler konkurrenter eller kritikere. Og denne shariadrevne ideologi bruger alle ufine tricks for at vinde, inklusive terror, bluff, løgn, forklædning, bestikkelse, afpresning, diplomati, penge, bagvaskelse, folkevandring, familiesammenføring, ankesager, advokater, fødselsrater, tvangsægteskab, tårer, smil, lokkemidler, venskab, mobning, trusler og drab. Alt er tilladt og alt er godkendt af Allah og hans perfekte sendebud. Islam vil aldrig overgive sig og ser altid direkte ind i kameraet og siger «I‘m clean!». Flertallet tror på det, for kan et så venligt ansigt lyve?

Demokratiet: Den ærlig hjælperytter.

Demokratiet er desværre en lidt mere grå type i dette ridt om fremtiden. Han har ikke det store, charmerende smil. Han er en hjælperytter som ingen egentlig elsker, og som aldrig vinder, fordi han arbejder for holdet. Desuden bliver han hele tiden beskyldt for at være racist.

Mens demokratiet og Europas stolte sekulære og kulturelle arv er under konstant kritik, og kun får lille støtte af det, der burde være det urokkelige fundament, så hyldes islam som «fredens religion» og «berigende». At være betænkelig ved dette,betragtes som ondt. Dem der beskylder islam for at være en antidemokratisk fusker, behandles nøjagtigt som dem, der beskyldte Lance Armstrong for doping: «Han siger jo, at han er ren, så hvorfor er du så mistænksom» siger de godtroende indigneret. Det er meget tankevækkende.

Løgnkultur møter naivisme

I dokumentaren (neden for) ser Lance Armstrong lige ind i kameraet og lyver, så det driver, men det kan man ikke se på. Uanset hvor længe vi gransker hans ansigt, så ser det ikke ud som om han lyver. Men det gør han – og det forvirrer os. Vi kan ikke forholde os til en kultur, hvor løgn er tilladt for at skjule de reelle hensigter og dagsordner – og netop derfor VIL vi gerne tro ham. Det MÅ være sandt. For dygtige løgnere er Europa et kæmpe tag-selv-bord.

Dette er nøglen til islams succes i Europa: Den er drevet af hykleri og løgn på den ene side, kombineret med total naivisme på den anden side, og et inderlig ønske om at tro på det, som bliver sagt. Vi ønsker at islams løgne skal være sande. En sådan vilje til at tro opmuntrer bare til mere løgn. Hertil kommer, at islam er dopet af en skyhøjj indvandring fra muslimske lande. Derfor står Europa tilbage som en taber det har været alt for nemt at snyde. Præcis som alle gjorde i tilfældet Lance Armstrong.

Demokratiet har alle imod sig.

Vores gamle græskfødte delrager er i gevaldig krise og sakker mere og mere bagud. Mælkesyren tager til. I denne situation har de hollandske vælgere altså valgt at buhe og spytte på sin egen deltager. Og heppe på Lance Armstrong! Hvordan i alverden skal demokrati, frihed og fred kunne vinde under sådanne omstændigheder? Islam griner i skægget og trækker fra, godt hjulpet frem af EU, globalisme, multikultur og elitestyring. Sejren er i sigte! Hvem vil kunne stikke en kæp i hjulet nu? Kun ét parti vil påtage sig det job i Holland, og det bliver mobbet for at  «mistænkeliggøre» andre. Akkurat samme beskyldning, som kritikerne af Lance Armstrong måtte leve med i årevis… lige til sandheden gik op for alle.

Ved vælgerne ikke, at det er et kapløb om fremtiden?

PK-Media og globalisterne har i høj grad sørget for at vildlede offentligheden, ved at hævde, at der ikke eksisterer nogen konkurrence mellem islam og demokrati: Snart er vil alle sammen på et nyt og bedre hold, præget af multikultur og harmoni. Der er ingen grund til at være mistænksom, for tænk på, hvor stigmatiserende det er! Se hvor kede af det alle bliver! Tænk hvordan det må føles for Lance og hans «Livestrong» bevægelse, og alle børn,  som går med gule armbånd! Ja tænk engang…  Men det var altså ikke vores fejl. Det var løgnerens fejl.

Og mens mainstreammedierne diskuterer om man overhovedet må diskutere denne regnbue-drøm, har islam lavet en fræk Armstrong, og gjort det islam altid gør under radaren: Islamiseringen har fået et gennembrud, og alle funderer over, om det nu også er et gennembrud, der skal tages alvorligt. Demokratiet blevet narret, og benene går som små stempler der fremme i feltet hos fuskeren. Der gælder det om at sprinte, mens andre bare fumler nede bagi. Kan islam vinde? Ja, selvfølgelig. De har vundet både i Iran, Pakistan og en række andre lande. Nu vil han også vinde i Tyrkiet, Holland, Sverige og Tyskland.

Stakkels Demokratiet. Hvem hepper på ham? Ikke de hollandske vælgere i hvert fald. Og snart er der valg i Frankrig

.

ANNONSE


  • finnur

    Demografien avgjør duellen! Taper danskene og nordmennene demografien, vinner islam!